Neglelak: Det er svært at finde ingredienserne
Gå til hovedindhold

Få adgang til hele tænk.dk

Bliv medlem

Det kan være svært at finde ingredienserne på neglelak

Leder du efter information om ingredienserne i neglelak, kan du ikke altid få adgang til det i butikkerne. Det viser vores test af uønsket kemi i neglelak.

Katja Ravn · Foto: Getty Images · 6. december 2022
kvinde ser på neglelak i butik

I EU er der krav om at oplyse alle ingredienserne på kosmetik og plejeprodukter. Det skal enten være på selve produktet eller emballagen. På den måde kan du som forbruger få overblik over, hvilke kemikalier der er i din læbepomade, ansigtscreme eller neglelak.

Hvis det er et meget lille produkt, så kan informationen også være tilgængelig på en seddel i nærheden af produktet.

Selvom der er mange måder at informere om ingredienserne på, kan det være svært at få fat i dem for neglelak. Og når ingredienserne står på produktet, er det for det meste svært at læse dem.

Det siger reglerne

Hvis det ikke er muligt at fastgøre en seddel, et bånd, et kort eller en etiket til produktet, fx ved sæber, badekugler og andre små produkter uden emballage, skal indholdsdeklarationen fremgå af et opslag i umiddelbar nærhed af den beholder, som de sælges fra.

Kilde: Miljøstyrelsen

Hold øje med dette symbol på neglelak

Brands som fx Rimmel, Essence og Max Factor har udskiftet ingredienslisten på produktet med et lille symbol af en bog, der betyder, at du skal finde ingredienserne i et hæfte i nærheden af produktet. Bogsymbolet kan du ofte finde på mindre produkter, hvor det kan være svært at få plads til ingredienslisten.

Men i flere tilfælde er hæftet med ingredienslisten ikke til at finde. Det viser vores test af 26 neglelakker, der er købt i fx Matas, Bilka og Føtex.

neglelak ingrediensliste
Bag på din neglelak kan du tjekke, om der er et symbol med en åben bog og en hånd. Det betyder, at ingredienslisten skal være i et hæfte i nærheden af produktet.

Fire neglelakker i testen har erstattet ingredienslisten på produktet med det lille symbol af en bog på bagsiden. For to af dem har vi ikke kunne få adgang til hæftet med ingredienslisten, selvom vi har besøgt flere butikker og bedt medarbejderne om hjælp.

Det drejer sig om en neglelak fra Rimmel og en neglelak fra Max Factor.

I ingen af butikkerne vidste medarbejderne, som vi talte med, at der skal være ingredienser tilgængelige på eller ved alle produkter.

De kendte heller ikke til, hvad symbolet med bogen betød, og de kunne heller ikke hjælpe med at finde ingredienslisten.

”Det er et problem, at forbrugerne ikke har adgang til den lovpligtige ingrediensliste. Vi anbefaler, at ingredienserne skal være på emballagen, da det ofte ikke er til at få fat på et ingredienshæfte”, siger Christel Søgaard Kirkeby, projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Det siger butikkerne

  • Matas oplyser, at de vil sikre, at Max Factor og Rimmel har opdaterede ingredienslister ude i Matasbutikkerne og at de er i gang med at opdatere ingredienslisterne på disse brands online på www.matas.dk. Derudover oplyser Matas, at de informerer butikkerne omkring ingredienslister.

  • I denne test besøgte vi Føtex og Bilka for at købe finde ingredienslister for neglelakker fra Essence, Max factor og Rimmel med bogsymbolet på bagsiden. Ingen af butikkerne, som vi besøgte, kunne vi finde information om ingredienslisterne.

    "Vi sætter pris på at blive gjort opmærksom på problematikken og beklager, at den efterspurgte informationen ikke blev oplevet som tilgængelig, for informationen findes faktisk i butikkerne ved produkternes stande. At det adspurgte personale ikke kunne fremvise det, retter vi op på og sikrer, at der hurtigst muligt bliver sendt en opdatering rundt til butikkerne for at sikre, at alt personale er opmærksom på, hvor informationen findes."

Ingredienserne kan også være svære at læse

På mange neglelakker er der en fuld ingrediensliste på etiketten eller emballagen. Men den kan også være svært at læse.

I mange tilfælde er teksten under en millimeter høj, så den i praksis er ulæselig. På andre neglelakker er ingredienslisten placeret under klistermærket med stregkoden, så den ikke er til at læse uden at fjerne klistermærket først.

Listen over ingredienser kan også være delt op på flere klistermærker, som du skal pille fra hinanden.

Sådan får du besked om uønsket kemi

Vil du gerne vide, om der er uønsket kemi i din neglelak? Så kan du tjekke den med vores gratis app Kemiluppen.

Her kan du tjekke, om din neglelak eller andre kosmetik- og plejeprodukter indeholder uønskede kemikalier for sundheden og miljøet.