Test: Fidgets kan indeholde problematiske stoffer
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Kemitest: Fidgets kan indeholde problematiske stoffer

Fidget-legetøj bruges ofte til at holde børnenes hænder beskæftiget i længere tid. Men nogle af disse produkter indeholder en række problematiske stoffer.

Katja Ravn · Foto: Anne Beck Christensen · 11. oktober 2021
forskelligt legetøj

Fidget, pop-it eller anti-stress legetøj. Denne type legetøj har mange navne. Fælles for dem er, at børn kan trykke, pille, dreje eller forme legetøjet med fingrene i lang tid.

Men vi har fået flere henvendelser fra bekymrede forældre om det populære legetøj, som deres børn ofte ser på Tik Tok.

Derfor har vi testet 21 forskellige typer fidgets for indhold af en række problematiske kemikalier. Se de testede produkter nederst på siden.

1 fidget indeholder ulovlig ftalat

12 ud af 21 fidget legetøj er fri for de problematiske kemikalier, som vi har testet for.

I testen indeholder en ærtebælgnøglering fra wish.com dog ftalaten DIBP i mængder over den tilladte grænse.

DIBP er ulovlig i legetøj og andre produkter i EU, fordi stoffet er hormonforstyrrende. Derfor er produktet nu anmeldt til Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion.

Mistænkt kræftfremkaldende PAH i flere produkter

4 fidgets i testen har et højt indhold af PAH'en naftalin, som er mistænkt for at være kræftfremkaldende. PAH'er er en stofgruppe, der også er kendt som tjærestoffer.

I alle 4 produkter er indholdet af naftalin over den tyske anbefaling for legetøj, som børn er i hudkontakt med i længere tid.

Andre kræftfremkaldende PAH’er er forbudt i legetøj. Naftalin er dog ikke en af dem.

Disse 4 fidgets indeholder naftalin:

  • Edamame nøglering fra Lightinthebox
  • Orange kylling fra Chao Chao
  • Cute peanut-shaped popper fra Bent
  • Bendable smiley mand fra ABC-leg

Pop-it legetøj indeholder problematiske siloxaner

Pop-it er en type legetøj, hvor børn kan skubbe små bobler op og ned på en plade.

3 pop-it-legetøj i testen indeholder siloxanerne D4, D5 og D6. Disse silikonestoffer er miljøbelastende og på EU’s liste over særligt problematiske kemikalier. 

De kan også være problematiske for sundheden. D4 er klassificeret som mistænkt for at skade reproduktionsevnen og både D4 og D5 er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Indholdet af siloxanerne i pop-its er lovligt og ser ud til at være et typisk restindhold i silikone produkter.

Vi ved ikke, om stofferne migrerer ud af silikonen, når børnene leger med legetøjet. Det er Miljøstyrelsen i gang med at undersøge.

Selvom det målte indhold er lavt, bør der ud fra et forsigtighedsprincip ikke være indhold af særligt problematiske kemikalier i legetøj. Børns udsættelse for uønskede stoffer bør være så lav som muligt.

Forbrugerrådet Tænk Kemi: Flere uønskede stoffer skal undersøges og reguleres

"Legetøj kan indeholde problematiske stoffer. Derfor ser vi gerne, at flere stoffer undersøges og reguleres. Et eksempel er problematiske siloxaner, der ser ud til at være i mange silikoneprodukter. Selvom indholdet er lavt, er vi bekymrede. Der er en risiko for, at stofferne kan afgives fra silikonen, når børn leger med legetøjet. Selvom det enkelte legetøj ikke udgør en risiko, kan stofferne bidrage til børnenes samlede udsættelse for uønsket kemi. Derfor er vi glade for, at Miljøstyrelsen nu undersøger siloxaner i pop-it legetøj”.

Stine Müller, projektleder, Forbrugerrådet Tænk Kemi

Pop-it silikoneformer må ikke bruges til fødevarer

Er du stødt på pop-it fidgets, der bruges til at bage kage eller lave chokolade i? Fx på Tik Tok?

Vi fraråder, at du anvender dem til det. Legetøjet kan afgive uønsket kemi til maden.

Der gælder særlige regler for materialer, som er i kontakt med fødevarer for at begrænse afgivelsen af problematisk kemi til maden.

Pop-its af silikone er legetøj og er ikke tiltænkt mad. Derfor har producenten heller ikke testet dem for, om de er sikre ved kontakt med mad og ved høje temperaturer.

Miljøstyrelsen undersøger legetøj for af silikone

Problematiske siloxaner - eller silikonestoffer - kan være miljøbelastende og udgøre en sundhedsrisiko. Silikonestoffet D4 er belastende for miljøet og klassificeret i EU som mistænkt for at kunne skade forplantningsevnen.

Men vi ved stadig ikke nok om problematiske siloxaner, og om stofferne migrerer ud af silikonen i legetøj, når børn leger med det.

Miljøstyrelsen er i gang med at undersøge indhold og afgivelse af silikonestoffet cyclotetrasiloxane D4 fra silikoneprodukter såsom pop-it-legetøj.

Resultatet er endnu ikke udgivet. Hvis resultaterne ændrer det nuværende syn på indholdet af siloxaner i legetøj, vil Forbrugerrådet Tænk Kemi opdaterer vores konklusioner.

Sådan har vi testet fidget-legetøj

  • Vi har undersøgt indholdet af en lang række kemikalier i 21 forskellige slags fidget legetøj.

    I testen er:

    • Fidget pop-its af silikone, 3 produkter
    • Bløde væskefyldte bolde, 6 produkter
    • Ærter og bønner, der kan poppes ud af deres bælg, 3 produkter
    • Kæmpe noodles, 1 produkt
    • Tangles, 1 produkt
    • Andre typer ”formbart” legetøj, 7 produkter.

    Produkterne er primært købt på webshops.

    Vi har testet legetøjet for indhold af en lang række problematiske kemikalier, som er:

    • Ftalater og andre blødgørende stoffer
    • Flammehæmmere
    • PAH’er
    • Phenol-forbindelser

    Silikone pop-its er også undersøgt for indhold af såkaldte cykliske siloxaner, som er cyclohexasiloxane (D4), cyclopentasiloxane (D5) og cyclotetrasiloxane (D6).

    Vi har ikke testet afgivelsen af stofferne fra produkterne. For de bløde væskefyldte bolde har vi heller ikke testet det væskefyldte indhold.

    Produkterne er meget forskellige. Det samme gælder materialerne, som vi ikke altid ved, præcis hvad er.

    Vi har testet bredt for en lang række kemikalier. Andre stoffer end dem, vi har testet for, kan også være relevante for de forskellige produkter.  

    Sådan tester Forbrugerrådet Tænk Kemi

  • Produkter uden problematisk kemi

    I 12 ud af 21 produkter har vi ikke fundet nogle af de problematiske kemikalier, som vi har testet for.

    Disse 12 produkter er uden de udvalgte uønskede stoffer:

    Lightinthebox:

    • Stresskugle (Regnbue med net) - Uden CE-mærke
    • Anti-stress squishy bold (Regnbuefarve) - Uden CE-mærke og produktet lugter kraftigt

    Dollarstore:

    • Wiggle jungle pen Giraf-kuglepen

    Jumbo kids:

    • Bold m. pigge (Grøn/blå) - Uden CE-mærke

    Bent:

    • Banana stress toy
    • Mermaid madness squeeze Glimmerbold - Uden CE-mærke
    • Anti-stress squeezy DNA ball (med farverige kugler indeni)

    ABC leg:

    • Creeblers (pink/gul/grøn/lilla/blå/orange)
    • Glimmerbold, blå

    Wish.com:

    • Globbles sticky balls, 4 bolde (blå, orange, grøn, hvid) - Uden CE-mærke
    • Kæmpe noodles (Grøn, blå, lilla) - Uden CE-mærke
    • Små figurer (Forskellige former og farver) - Uden CE-mærke

    Et produkt med forbudt ftalat

    En ærtebælgnøglering fra Wish.com indeholder ftalaten DIBP i koncentrationer over det danske forbud for ftalater i legetøj (0,05%). Indholdet af DIBP i legetøjet er målt til 0,18%.

    DIBP er en af de ftalater, der er påvist hormonforstyrrende i mennesker. Derfor er stoffet på EU's liste over særligt problematiske stoffer.

    Siden sommeren 2020 er de 4 ftalater DEHP, DBP, DIBP og BBP forbudt i forbrugerprodukter i EU. Stoffet er også forbudt i legetøj.

    Flere produkter med højt indhold af naftalin

    Flere produkter i testen har et højt indhold af PAH’en naftalin, der er mistænkt for at være kræftfremkaldende.

    Der er ikke regler for indhold af naftalin i legetøj. For 8 andre PAH’er er der sat en grænse for indhold i produkter, der er i kontakt med huden i længere tid.

    I Tyskland findes der anbefalinger til indhold af naftalin baseret på det tyske GS mærke (Geprüft Sicherheit).

    I alle 4 produkter er indholdet over den anbefalede grænse for naftalin i legetøj, som børn rører ved i længere tid.

    Disse 4 produkter indeholder naftalin:

    • Edamame nøglering (Grøn) fra Lightinthebox
    • Orange kylling - fra Chao Chao
    • Jordnød-nøglering - Cute peanut-shaped popper -  fra Bent
    • Bendable smiley-mand - fra ABC-leg

    Indholdet i de 4 produkter er fra 1,1 til 6,3 mg/kg.

    Pop-it-legetøj med lavt indhold af siloxaner

    Cyclohexasiloxane (D6), cyclopentasiloxane (D5) og cyclotetrasiloxane (D4) er alle problematiske for miljøet, fordi de ikke nedbrydes. De står derfor på EU's liste over særligt problematiske stoffer.

    Derudover er D4 klassificeret i EU som mistænkt for at kunne skade vores forplantningsevne. Både D4 og D5 er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

    Indholdet af D4, D5 og D6 er dog under de krav, der gælder for silikone i legetøj med Svanemærket. Indholdet er også under den grænseværdi, der er fremsat i et forslag, der vil forbyde anvendelsen af de cykliske siloxaner i forbrugerprodukter.

    Flere af stofferne er også fortsat tilladte i visse typer af kosmetik og plejeprodukter. På nuværende tidspunkt ser det ud til, at der typisk er et restindhold af de uønskede stoffer i silikone produkter.

    Vi ved ikke, om stofferne migrerer ud af silikonen, når børnene leger med legetøjet. Miljøstyrelsen er i gang med at undersøge indhold og afgivelse af D4 fra silikone produkter såsom pop-it legetøj. Resultatet fra deres undersøgelse er endnu ikke udgivet.

    Forbrugerrådet Tænk Kemi holder øje med Miljøstyrelsens undersøgelse og opdaterer vores konklusioner med den nyeste viden.

    Disse 3 testede pop-it legetøj af silikone indeholder problematiske cykliske siloxaner:

    • Skubboble fidget legetøj (pop-it), lilla – fra Lightinthebox
    • Bubble pops (Pop-it), tyrkis – fra Jumbo kids
    • Pop it Bubble, rainbow sky - fra Bent

    Resultaterne for de 3 produkter er nogenlunde ens, når det kommer til indholdet siloxaner.

    Indhold af D4 var mellem 27 og 60 mg/kg, og indholdet af de andre cykliske siloxaner (D5, D6, D7, D8 og D9) var mellem 280 og 550 mg/kg.

    Indhold af phenol i 1 produkt

    1 af de undersøgte produkter indeholder phenol, der er klassificeret som mistænkt kræftfremkaldende i EU. Det drejer sig om Ho tangle (Sort/grøn/rød twister) fra Chao Chao.

    Afgivelse af phenol er begrænset i legetøj i EU. Vi har dog ikke målt afgivelse af stoffet fra legetøjet. Kun indholdet. Vi ved derfor ikke, hvor meget phenol der afgives, når børn leger med legetøjet.

    Indholdet er dog over den grænse, der gælder for indhold i produkter med mærket Oekotex Tiltro til tekstiler. Og indhold af mistænkt kræftfremkaldende stoffer er generelt uønsket i legetøj og produkter til børn.

    Lugt

    Enkelte produkter har en kemisk lugt. Det er fx en af de bløde bolde fra Lightinthebox.

    Der er nødvendigvis ikke en sammenhæng mellem lugt og indhold af uønsket kemi.

    Vi anbefaler dog altid at lufte legetøj i et par dage, hvis det lugter kemisk.

    Hvis det fortsat lugter, opfordrer vi til at kontakte forhandleren og returnere produktet.

    Mærkning

    Legetøj skal have et CE mærke for at være lovligt at sælge i EU. Men CE-mærke mangler på 10 af de testede produkter.

    Alle produkter fra Wish.com og fra Lightinthebox mangler CE-mærke. Noget af legetøjet fra Bent og Chao Chao er også uden.

    Tjek altid mærkningen af produkterne, når du køber eller modtager dem.

    Er produktet uden CE-mærke, navn eller anden information, der kan identificere virksomheden? Så anbefaler vi, at du ikke køber det eller returnerer det.

    CE-mærket er dog ingen garanti for, at produktet lever op til reglerne for legetøj.

    Det har vi tidligere set i test af fidget spinners. Det er udelukkende producentens måde at vise myndighederne, at produktet overholder loven for legetøj i EU.

Det siger virksomhederne

  • ”Vi er glade for, at 3 af produkterne lever op til jeres forventning, og kun 2 af produkterne ikke gør. Vi mener dog ikke, at det er i orden, at ”hænge” nogle produkter ud, så længe de lever op til EU's lovgivning med hensyn til grænseværdier.
    Vi forhandlere kan kun forholde os til de fastsatte regler og efterleve de krav, der stilles af EU. I sidste ende er det i bund og grund et politisk spørgsmål, om der skal ændres på regler og grænseværdier”.

  • ”Vi har rettet kontakt til den tyske producent af den bøjelige Smiley mand og har forelagt jeres undersøgelse for dem. Vi afventer deres kommentar til testresultatet”.