Matcha-te: Disse mærker indeholder pesticidrester
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Matcha-te: Disse mærker indeholder pesticider

Matcha-pulver fremhæves ofte som ’superfood’, der er godt for helbredet. Men nogle mærker indeholder en række pesticidrester og mineralske olier. Se mærkerne her.

Stine Müller · Foto: Getty Images · 2. juli 2018
Matcha pulver

Grøn matcha-te er en japansk te, der laves af fint matcha-pulver, som opløses i varmt vand.

Matcha-pulver stammer fra grønne teblade, der knuses forsigtigt, så der ikke sker nogen opvarmning af tebladene i processen.

Pulveret bliver ofte fremhævet som en "superfood", der er godt for helbredet.

Test: Flere indeholder pesticider og mineralske olier

I en test af 9 slags matcha-te fra Forbrugerrådet Tænk er 6 produkter med matcha-pulver, der skal opløses direkte i vandet.

Desuden er der 3 produkter med te-breve, der indeholder både grøn te og matcha.

Alle 9 produkter er testet for indhold af pesticider og mineralske olier, som er en gruppe problematiske olier, som kan komme fra emballagen.

Testen viser, at flere af mærkerne indeholder disse stoffer. Men den viser også, at det er muligt at fremstille matcha uden uønsket kemi.

Testvinder: Irma-te klarer sig bedst

Irmas Grøn Matcha pulver te er ikke økologisk.

Men den er stort set fri for pesticidrester og får derfor testens bedste bedømmelse.

To øvrige produkter var også stort set uden pesticidrester og mineralske olier.

Disse var i begge tilfælde økologiske.

Et mærke indeholder 10 slags pesticider

Testen viser også, at flere af mærkerne indholder pesticider. Det er dog kun i to produkter, at det er i højere niveauer.

I produktet Superfood Matcha er der fundet rester af 10 forskellige pesticider. Alle andre produkter i testen indeholdt højst to forskellige pesticider.

Indholdet af hvert enkelt pesticid er inden for de grænseværdier, som loven sætter. Men samlet set mener Forbrugerrådet Tænk, at 10 forskellige pesticider er unødvendigt mange – også selvom der ikke er tale om et økologisk produkt.

Superfood Matcha har også et højt indhold af mineralske olier. Det er bl.a. stofgruppen MOAH, der er mistænkt for at være kræftfremkaldende.

Økologi: Matcha-pulver indeholder pesticider og mineralolier

Der er flere økologiske matcha-pulver produkter i testen.

Økologiske GoQi Matcha green tea powder har testens højeste koncentration af stoffet anthraquinon, som er et pesticid, der bl.a. bruges i papirfremstilling. Det er klassificeret som muligt kræftfremkaldende.

Stoffet er forbudt for producenter at bruge i Europa. Men der findes en grænseværdi for, hvor meget der må være i, hvis fødevaren kommer fra en producent uden for Europa.

Koncentrationen er under, men alligevel meget tæt på den tilladte grænseværdi. Pesticider bør generelt ikke være i økologiske produkter.

Teen fra GoQi har også testens højeste indhold af mineralske olier. Det er igen bl.a. stofgruppen MOAH, som er mistænkt for at være kræftfremkaldende.

Importør tager fundet alvorligt

Virksomheden Ecovik importerer teen GoQi, som beklager, at der er fundet rester af pesticider.

Virksomheden vil kontakte producenten med henblik på at opnå en renere vare fremover. Alternativt vil den finde en anden leverandører. 

Ecovik beklager også fundet af mineralske olier. Virksomheden mener, at forureningen sandsynligvis skyldes emballagen i små portionspakker, og de vil undersøge muligheden for anden indpakning.

Forbrugerrådet Tænk: Test har før vist pesticider i superfood

”Selvom såkaldt 'superfood' som matcha-te typisk sælges som særligt sundt og godt for helbredet, så er det ikke sikkert, at det nødvendigvis er fri for uønsket kemi. Det gælder desværre også de økologiske produkter. Det har vi tidligere set i test af chiafrø og nu igen i matcha-te. Det er dog vigtigt at understrege, at det ikke er pesticider eller mineralske olier i den enkelte fødevare, der i sig selv er sundhedsskadeligt. Men de kan bidrage til den samlede udsættelse for problematiske stoffer, som du møder fra mange kilder i din hverdag.”

Gitte Sørensen, testansvarlig i Forbrugerrådet Tænk