Ny madras? Derfor skal den afdampe inden brug Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Ny madras? Derfor skal den afdampe inden brug

Din nye madras kan indeholde forskellige kemikalier, som kan afdampe til dit indeklima. Få gode råd til at undgå uønsket kemi fra madrasser.

Stine Müller · Foto: Getty Images · 21. januar 2021
Ny madras

Du tilbringer cirka 8 timer hver nat i dit soveværelse. Derfor er det vigtigt med et godt indeklima.

Din madras og topmadras er blandt de ting, som kan afgasse kemikalier til indeklimaet. Det kan være kemikalier, der kan indgå i produktionen af madrassen eller den efterfølgende behandling af madrassen.

Kemikalierne kan frigives i luften og binde sig til støvet i værelset. Miljøstyrelsen har tidligere fundet uønskede kemikalier i madrasser.

Lad madrassen dampe af

Kemikalierne vil især afdampe lige, når du har pakket madrassen ud. I løbet af et par dage vil afgasningen blive meget mindre.

Derfor er det en god ide at lade madrassen dampe af nogle dage, inden du tager den ind i soveværelset.

Madrassen kan fx dampe af udenfor, hvis vejret tillader det. Stil alternativt madrassen ud i et bryggers, hvor du lufter godt ud. Har du heller ikke den mulighed? Så sørg for at lufte ekstra godt ud de første dage, hvor madrassen er i dit hjem.

Udluftning i soveværelset er altid en god ide, inden du skal sove. Husk også at støvsuge og tørre støv af regelmæssigt i soveværelset for at holde et godt indeklima.

Lugter madrassen kemisk?

Madrasser og topmadrasser lugter typisk lidt ”kemisk” ved udpakningen. Lugter din nye madras fortsat, efter at du har ladet den afgasse i flere dage?

Så overvej at gå til forhandleren for at høre, hvad den er behandlet med.

Du kan også returnere madrassen og købe en ny hos en anden forhandler.

Disse mærker skal du se efter

Skal din nye madras tage særligt hensyn til miljø og sundhed? Så er en Svanemærket madras et godt valg. Svanemærket stiller også særlige krav til, hvilke kemikalier der må bruges.

Mærket ’Tiltro til tekstiler’ (oeko-tex) er også godt at gå efter. Mærket er din garanti for, at du undgår en række uønskede kemikalier. Det er et sundhedsmærke, men ikke et mærke for økologi eller miljøhensyn.

Du kan også gå efter mærkerne, når du vælger nyt sengetøj.

Babymadrasser skal også afdampe

For babymadrasser gælder de samme gode råd. Lad dem dampe af et par dage, inden du tager den i brug. Gå gerne efter Svanemærket eller Tiltro til Tekstiler (Oeko-Tex).

Babymadrasser kan også være mærket med det såkaldte GOTS-mærke. Det garanterer økologiske materialer og stiller krav om uønskede kemikalier.

Vask helst betrækket på babymadrassen inden brug. Så bliver evt. restkemikalier vasket ud.

Test viser uønsket kemi i babymadrasser

Miljøstyrelsen har tidligere advaret mod en babymadras købt på Amazon. Den afgassede for store mængder af kemikaliet dimethylformamid, som kan irritere slimhinderne .

I vores test af babymadrasser har vi også fundet uønskede kemikalier i enkelte madrasser.

Spørg om skadelig kemi med appen Tjek Kemien

Appen Tjek Kemien kan du bruge til at spørge virksomheden, om madrassen indeholder særligt problematiske kemikalier.

Scan stregkoden og send en forespørgsel af sted til virksomheden. De skal svare dig i løbet af 45 dage, hvis der er kemikalier i madrassen, som er på EU’s såkaldte kandidatliste over skadelig kemi.