Imprægnering: Sådan undgår du fluorstoffer
Imprægnering kan indeholde fluorstoffer, der er problematiske for miljø og sundhed. Overvej derfor, om du har brug for at imprægnere sko, sofa eller jakke. Få flere gode råd her.

Imprægnerer du tekstiler og læder? Mange imprægnerer fx telte, sko, sofaer eller friluftsjakker for at gøre det vand- og fedtafvisende.
Men imprægneringsmiddel kan dog være et problematisk produkt, fordi stofferne i nogle sprays både kan skade miljø og sundhed.
Hvad er sundhedsrisikoen?
Der er en risiko for, at du indånder stofferne fra din imprægneringsspray under brug.
Men du kan også komme i hudkontakt med stofferne efterfølgende – fx når du sidder i din sofa.
Vi anbefaler, at du kun Imprægnere dine produkter, hvis det er nødvendigt.
Undgå fluorstoffer i dit imprægneringsmiddel
Imprægnering kan indeholde fluorstoffer (PFC’er), der er problematiske for både sundheden og miljøet.
Disse stoffer tager nemlig meget lang tid at nedbryde, både for naturen og din krop.
Fluorstoffer er derfor under mistanke for en lang række skadelige effekter såsom hormonforstyrrende effekter og øget risiko for kræft.
Hold også øje med silikone
Du kan også finde silikone - eller siloxaner - i imprægneringsmidler.
Miljøet har også svært ved at nedbryde siloxaner, og nogle siloxaner er mistænkt for at have hormonforstyrrende effekter.
Du skal også undså siloxaner i form af fx cyclotetrasiloxane, cyclopentasiloxane, cyclohexasiloxane og cyclomethicone.
Disse stoffer er på EU's kandidatliste over særligt problematiske stoffer.
Miljømærkerne hjælper ikke ved imprægnering
Det kan være svært at gennemskue, hvilke imprægneringsprodukter der indeholder færrest problematiske stoffer.
Loven stiller nemlig ikke krav om, at der skal være varedeklarationer på imprægneringsmidler. Producenter skriver i langt de fleste tilfælde derfor ikke, hvad produktet indeholder.
Desværre får du heller ikke hjælp af Svanemærket. Der findes nemlig slet ikke miljømærkede imprægneringsprodukter.