Babypleje: Hold øje med disse ingredienser
Plejeprodukter til din baby såsom vådservietter, babyolie og zinksalve kan i enkelte tilfælde indeholde uønsket kemi. Se, hvilke ingredienser du skal se efter.
Vådservietter, zinksalve og babyshampoo er eksempler på produkter, som du måske har stående på badeværelset eller med i pusletasken. Men er alle disse produkter nødvendige?
Overvej brugen af babypleje
Børn er i tæt hudkontakt med ingredienserne i disse plejeprodukter, som tilsammen kan udgøre en unødvendig udsættelse for kemiske stoffer på huden.
Derfor er det en god ide at overveje, om du har brug for dem og nøjes med at bruge babypleje, når der er behov for det fremfor som en fast rutine på puslebordet.
Vi anbefaler også at undgå uønsket kemi i disse produkter, som kan give allergi eller er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
Kemiluppen: App viser indhold af uønsket kemi
I appen Kemiluppen er der i alt 229 produkter i kategorien babyplejeprodukter. 62 procent af disse produkter får den bedste bedømmelse og er derfor gode valg.
Appen viser dog, at nogle produkter indeholder stoffer, som er problematiske. Scan dine produkter med appen og gå efter produkter med A-kolben til din baby.
Undgå parfume i babypleje
Parfume kan give allergi, og bør ikke i produkter til babyer. Allergien varer nemlig resten af livet, hvis du først har fået det.
Desværre er parfumeallergi et stigende problem blandt unge.
Jo tidligere du begynder at bruge parfume, des større er risikoen også for at udvikle parfumeallergi.
Disse stoffer skal du være opmærksom på
Produkter til små børn kan indeholde en række uønskede kemikalier, der er et problem for sundheden.
Derfor er det en god ide at huske på disse stoffer, når du skal finde babyplejeprodukter.
Se efter disse 4 uønskede stoffer
Parfume
Parfume kan give allergi. Der findes parfumestoffer i 53 babyplejeprodukter i appen Kemiluppen. Det gælder fx flere babyolier, babylotioner og babyshampooer.
Cyclomethicone og BHT
Disse stoffer er mistænkt for at være hormonforstyrrende. De findes i 3 babyplejeprodukter i appen. Det er en i 1 babycreme og 2 babyparfumer.
Propyl gallate og sodium hydroxymethylglycinate
Disse stoffer er særligt allergifremkaldende stoffer. De findes i tre produkter i Kemiluppen. Det er en henholdsvis en babylotion og to babycremer.
Planteekstrakter
Disse stoffer kan være allergifremkaldende og udløser den dårligste bedømmelse, C-kolben. De findes i 16 produkter i appen. Det tæller bl.a. babyolier og babylotion.
Phenoxyethanol får middel kemi-bedømmelse
Babyplejeprodukter kan godt få en middel bedømmelse hos Forbrugerrådet Tænk Kemi, selvom det fx har både et allergi- og miljømærke.
Det skyldes typisk indhold af stoffet phenoxyethanol.
Phenoxyethanol er et konserveringsmiddel, der ifølge en vurdering fra de franske sundhedsmyndigheder ikke bør bruges i plejeprodukter, der anvendes til pleje i bleområdet hos babyer.
Derfor udløser indhold af phenoxyethanol en middel bedømmelse ud fra et forsigtighedshensyn.
Der findes 52 babyprodukter i Kemiluppen med indhold af stoffet pr. august 2019.
4 tips: Undgå uønsket kemi i babyplejeprodukter
- Tænk over, om du har brug for babyplejeprodukter. Plejeprodukter indeholder kemiske stoffer, som vi ikke nødvendigvis ved alt om. Også selvom produkterne er miljø- og allergimærkede.
- Brug vand og klud i stedet for vådservietter, når du er hjemme og skal skifte en ble. Vådservietter kan være gode og praktiske på farten. Men du kan også gøre nogle skumservietter våde og have dem i en frysepose, som du kan tage med. På samme måde er sæbe og shampoo også kun sjældent nødvendigt til de helt små.
- Tjek dine babyplejeprodukter med appen Kemiluppen. Du undgår uønsket kemi, hvis du vælger blandt de produkter, som får den bedste bedømmelse, A-kolben.
- Undgå parfume i plejeprodukter til børn. Du kan gå efter produkter med allergimærke, produkter der direkte angiver at være parfumefri eller undgå produkter, der angiver ”parfum”, ”aroma” eller ”fragrance” i ingredienslisten.
Mange babysalver og zinksalver får topkarakter
I testen af babysalver og zinksalver får 28 produkter den bedste kemibedømmelse. Disse salver er uden en række problematiske stoffer.
Babyolier kan indeholde parfume
Mange babyolier er uden uønsket kemi, viser ny test af 31 olier. Enkelte babyolier indeholder parfume eller naturlige planteekstrakter, der kan give allergi.
Vådservietter til børn kan indeholde parfume
Vådservietter kan nemt og hurtigt rense dit barns næse, fingre eller numse. Men vådservietter er et kosmetisk produkt, der kan indeholde parfume.