Disse uldvaskemidler er uden uønsket kemi
Hver tredje vaskemiddel til uldtøj og hjemmestrik er gode valg uden uønsket kemi for din sundhed og miljøet. Se dem her.
Skal du finde et godt uldvaskemiddel til uldtøjet? Så er der flere gode produkter at vælge imellem, som er uden allergifremkaldende, særligt miljøbelastende eller mistænkt hormonforstyrrende stoffer.
I testen er 11 ud af 33 uldvaskemidler gode valg fri for en række problematiske kemikalier.
Sådan har vi testet
Vi har købt 33 udvaskemidler eller uldsæber i butikker eller online og tjekket ingredienslisten på bagsiden for stoffer, der er allergifremkaldende, miljøbelastende eller mistænkt for at være hormonforstyrrende.
Disse 11 uldvaskemidler er uden uønsket kemi
- DILLING - Wool Wash
- Grøn Balance - Fin vask Wool & Silk
- Hello Sensitive – Uld/finvask
- Joha – Lanolin wool wash
- Lana Care – Lanolin sæbe
- Neutral – Wool & Fine
- Rema 1000 – Uld og finvask
- Salling FRI – uld- og finvask
- TexCare – Woolwash
- Zebla – Uldvask med lanolin
- Änglamark – Finvask
Uldvaskemidler med og uden lanolin
Vi har tjekket ingredienserne i uldvaskemidler både med og uden lanolin, der er et fedtstof fra fåreuld. Begge typer af uldvaskemidler er udbredte på markedet.
Der er delte meninger om nødvendigheden af lanolin i uldvaskemiddel.
Nogle mener, at det er godt at bruge uldvaskemidler med lanolin, fordi det kan pleje ulden og give et beskyttende lag. Andre peger på, at det kan gøre ulden mindre gennemtrængeligt for fugt, så fx uldundertøjet får sværere ved at absorbere fugt og sved fra kroppen.
Vi bedømmer ikke indhold af lanolin i produkterne og har ikke testet, om det er en fordel med eller uden lanolin i uldvaskemidlerne.
Enzymer i uldvaskemidler
Der er få uldvaskemidler med i testen, der indeholder enzymer til at fjerne pletter. De fleste uldvaskemidler i testen er uden enzymer, fordi nogle enzymer også kan ødelægge uld og silke.
Vi bedømmer ikke indhold af enzymer i produkterne og har ikke testet, hvor godt uldvaskemidler med enzymer vasker.
Stor forskel i pris per vask
På vaskemidler står der, hvor mange milliliter der er i, og nogle gange også hvor mange vaske det svarer til.
Med lidt hovedregning kan du hurtigt spare mange penge, hvis du sammenligner antal vaske per milliliter med prisen.
I vores test er det dyreste uldvaskemiddel Lana Care Lanolin sæbe på 150 ml. På flasken står der, at du skal dosere 50 ml vaskemiddel per vask. Det betyder, at produktet indeholder tre vaske. I forhold til prisen betyder det, at hver vask koster 29,67 kr.
Det billigste eksempel fra testen er uldvaskekemidlet Hello Sensitive Uld/Finvask, som indeholder 1000 ml og angiver at række til 33 vaske. Det ender med at koste 0,76 kr per vask.
Men der er også forskel på vaskebehov, og hvilke uldvaskemidler du foretrækker.
Tips til uldvask
- Vælg uldvaskemidler med miljø- og allergimærker.
- Brug Kemiluppen til at finde uldvaskemidler uden uønsket kemi.
- Følg doseringsvejledningen på uldvaskemidlet. Overdosering af vaskemiddel giver ikke renere tøj, men belaster derimod miljøet unødigt.
- Følg vaskeanvisningen på dit uldtøj, så du ved, hvad det kan tåle af temperaturer mm.
- Vask generelt ved lave temperaturer.
- Brug et program der er beregnet til uld, hvis du vasker i maskinen.
- Undgå at lægge uld i blød eller vride det, hvis du vasker i hånden.
- I stedet for at vaske uldtøj, kan du også lufte det udenfor.
Sådan sparer du energi, når du tørretumbler
Tørretumbleren er en energisluger, men ved at følge et par gode råd om brug og vedligehold kan du nedsætte energiforbruget ved tørringen en del.
Disse tørretumblere er Bedst i Test
Hvilke tørretumblere er Bedst i Test? Se, hvilke tørretumblere som er bedst til at tørre, har et lavt energiforbrug, og er brugervenlige.
Hvilken type tørretumbler skal jeg vælge?
Aftræk eller kondenstørretumbler? Har energimærket betydning, hvor meget støjer den og hvor skal den placeres? Få tips til købet af en tørretumbler.