Er smarte badevægte gode? | Forbrugerrådet Tænk: Vi tænker, før du handler Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Smarte badevægte: Det skal du vide, før du køber

Moderne badevægte kan både måle din fedtprocent og synkronisere til din telefon, så du hele tiden kan holde øje med, hvordan din krop udvikler sig. Men virker det, og er der styr på dine private informationer?

Christina Vejsgaard · Foto: Getty Images · 11. november 2021
Fødder træder op på smart badevægt

Du kan følge med i din fedt- og muskelprocent hjemmefra med en smart badevægt. Nogle af vægtene kan du også forbinde til internettet og på den måde få overført dine målinger til din telefon. Men er målingerne præcise nok til, at du kan bruge dem? Og hvor godt beskyttet er dit privatliv?

I 2015 testede vi 12 badevægte. Testen er ikke længere tilgængelig, da de vægte ikke længere er på markedet, men konklusionerne fra testen kan du læse her.

Målingerne af fedtprocent var alt for upræcise

Badevægte kan sende en svag, smertefri strøm gennem din krop og på den måde måle fedtprocenten. Men teknikken er upræcis og fyldt med fejlkilder. Måleresultaterne bliver nemlig påvirket af:

  • temperaturen,
  • dit indtag af mad og væske,
  • kroppens vandindhold,
  • våde fødder, hård hud under fødderne,
  • måling af kun under- eller overkroppen samt
  • brugerens subjektive vurdering af sit aktivitetsniveau.

Derfor er målingerne usikre. I vores test af badevægte fra 2015 klarede kun 2 af de testede vægte opgaven med at måle fedtprocent til en bedømmelse over middel. De to badevægte klarede dog ikke de andre dele af testen ret godt - for eksempel var de ikke følsomme nok, når det galt de normale vejninger.

Flere badevægte havde problemer med privacy

10 af vægtene i testen kunne sende data fra vægten til en smartphone, så du fik mulighed følge udviklingen i din vægt og fedtprocent.

Testen viste, at alle testede apps havde problemer med at beskytte dit privatliv og dine personlige oplysninger om vejningerne.

Det kan i nogle tilfælde give mening, at fabrikanten opsamler og gemmer oplysninger om dig som en service og for at kunne identificere dig som bruger. Men hos nogle fabrikanter blev dine informationer ikke kryptereret, når de blev overført. Det er en sikker­hedsrisiko.

I de dårligst sikrede apps blev dine oplysninger givet videre til en tredjepart, der kunne bruge dem kommercielt. 

Nogle vægte kan forbindes til dit internet derhjemme, og det kan være praktisk. Men i testen brugte vægtene ikke en sikker forbindelse. En producent registrerede navnet på dit netværk, og en af de testede apps videresendte din telefons unikke IMEI-nummer til en server i Kina. 

Overvejer du en smart vægt, der kan forbindes til din telefon, er det altså en god idé at være opmærksom på, hvad der sker med dine personlige oplysninger.