Skal du ud at flyve? Her er dine rettigheder
Få overblik over dine rettigheder som flypassager, og få gode råd til, hvordan du kan undgå at stå med håret i postkassen, hvis dit fly fx bliver aflyst.

Strejker, mangel på personale og for ikke så længe siden også en coronavirus, der satte hele verdens luftfart i stå fra den ene dag til den anden:
For flypassagererne gælder det om at kende til ens rettigheder.
Og her er den gode nyhed, at flypassagerernes rettigheder gælder uanset hvad. Det siger Lars Arent, leder af Forbruger Europa, der vejleder forbrugere om rettigheder i forbindelse med bl.a. flyrejser, og som er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
”Coronakrisen har lært os, at der kan være forskel på, hvad vi får at vide af flyselskabet, hvad vi har af rettigheder, og hvad vores rettigheder rent faktisk er. Så selv om coronakrisen satte meget på spidsen, og verden var i kaos, så kan flyselskaberne ikke bare ændre på reglerne, fordi de mener, at der er tale om en helt særlig situation,” siger han.
Under coronakrisen forsøgte flyselskaber at sende passagerer med senere afgange eller tilbagebetale i vouchere i stedet for penge. Men det fik de ikke held med, for som flypassagerer i EU har du grundlæggende rettigheder, hvis dit fly forsinkes eller aflyses. Få et overblik her.
Det bør du gøre i forbindelse med købet af flybilletten
Køb altid flybilletten direkte hos flyselskabet
Brug gerne rejseportalerne eller rejseformidlerne som inspiration, men gå direkte til flyselskabernes egne hjemmesider, når du skal købe flybilletten. Dermed undgår du nemlig et ekstra led, hvis der opstår problemer, og du har behov for at klage.
”Generelt er det sværere at få pengene retur hos formidlerne,” siger Vibeke Myrtue Jensen, politisk rådgiver i miljø og transport hos Forbrugerrådet Tænk.
Køb den samlede rejse et sted
Hvis du har en eller flere mellemlandinger, så sørg for at købe hele rejsen hos det samme flyselskab.
”Det kan være sværere at få redet trådene ud, hvis flere flyselskaber er involveret. Det giver en mere mudret oplevelse for forbrugeren,” siger Lars Arent fra Forbruger Europa.
Tjek billetten og betingelserne grundigt
Inden købet bør du tjekke, om der kan være skjulte gebyrer. Sørg for at læse rejsereglerne og betingelserne igennem, og tjek til sidst ordrebekræftelsen. Er alle navne, datoer, tidspunkter, destinationer og oplysninger om bagage og andre tilvalg korrekte?
”Hvis du senere finder ud af, at der er fejl i bestillingen, så er flyselskabet eller formidleren i sin gode ret til at tage sig dyrt betalt for at ændre det,” siger Vibeke Myrtue Jensen.
Dokumentér alt
Sørg for at gemme kvitteringer og al anden dokumentation på skrift. Får du brug for at kontakte flyselskabet eller rejseformidleren, så gør det også altid på skrift, så du senere hen kan dokumentere, hvad der er foregået.
Forsikring eller ej?
Det kan være fristende for dig at købe en afbestillingsforsikring, så du føler dig på den sikre side, men start med at finde ud af, om det overhovedet kan betale sig for dig. Hvad kan dit samlede tab fx maksimalt blive? Undersøg også, om du er dækket i forvejen.
”Afbestillings- og rejseforsikringer kan jo komme i mange forklædninger. De kan være en del af indboforsikringen, de kan være en del af dit kreditkort, de kan være en del af den type rejse, du har købt, og der er i hvert fald ingen grund til at forsikre dig dobbelt eller tredobbelt,” siger Lars Arent.
Det skal du gøre, hvis du ikke kan komme afsted, eller flyet er forsinket
Flyet går måske ikke på vingerne
I forbindelse med den truende pilotstrejke hos SAS var mange flypassagerer bekymrede for, om de kunne komme afsted. Men når det ikke er til at vide, om dit fly går på vingerne eller ej, skal du altid forholde dig, som om det gør. Derfor skal du vente med at finde alternative rejsemuligheder og i stedet møde op i lufthavnen til den aftalte tid.
”Det er fuldt forståeligt at være bekymret for en flyaflysning, når du skal ud at rejse, men usikkerheden i sig selv er ikke nok til, at du som forbruger kan springe fra aftalen. Problemet skal aktualisere sig,” siger Lars Arent.
Du vil selv aflyse – hvad gør du?
Hvis du af en eller anden grund gerne vil aflyse din flyrejse, har du ikke ret til at få pengene tilbage. Der er nemlig ingen lovbestemt fortrydelsesret på flybilletter, men du kan kontakte flyselskabet eller rejseportalen for at høre, om det er muligt at ombooke rejsen. Nogle af de skatter og afgifter, som opkræves ved købet af flybilletten, får du dog tilbage, hvis du ikke bruger den.
Hvis du ikke får lov til at komme på flyet – hvad gør du så?
Hvis du ikke kan få lov til at komme ombord på flyet, fx fordi du ikke er vaccineret eller på anden vis ikke overholder indrejsereglerne på rejsedestinationen, risikerer du, at pengene er tabt. Du kan kontakte flyselskabet og høre, om det er muligt at ombooke din rejse, men det er ikke noget, du har krav på. Og det er i øvrigt dit eget ansvar at holde dig informeret om alle rejsereglerne, forklarer Lars Arent.
”Det gælder ift. coronavirus og forholdene generelt i en helt almindelig verden. Det er dit eget ansvar, og giver det udfordringer, så er det i udgangspunktet din egen omkostning, dit eget tab,” siger han.
Flyet er forsinket – det har du krav på
Er dit fly forsinket, har du krav på at få rimelige måltider, der står i forhold til ventetiden. Du har også krav på et hotelophold, hvis forsinkelsen betyder, at du må overnatte. Er flyet over tre timer forsinket, har du krav på kompensation. Er flyet mere end fem timer forsinket, kan du aflyse turen og få pengene igen.
Hvis flyselskabet ikke kan eller vil tilbyde dig en alternativ afgang, har du krav på at få dækket dine udgifter til en anden flyafgang.
Flyet aflyses – hvad gør du?
Flyselskabet har pligt til at sikre dig en alternativ befordring, som det hedder ifølge EU’s forordning, hvis aflysningen af flyrejsen finder sted mindre end 14 dage før afrejsen. Hvis alternativet betyder, at du får ekstraudgifter i forbindelse med rejsen, har du krav på at få fuld kompensation for disse udgifter. Det gælder også, hvis aflysningen sker på grund af strejke hos flyselskabet, eller at lufthavnen fx er lukket.
Vær opmærksom på, at du er anderledes stillet, hvis flyrejsen aflyses mere end to uger før afrejsen, så er du nemlig ikke berettiget til kompensation, hvis aflysningen betyder, at du får ekstraudgifter i forbindelse med rejsen.
Tilgodebevis eller ej?
Du er ikke tvunget til at tage imod et tilgodebevis fra flyselskabet, hvis dit fly bliver aflyst, men har krav på at få pengene retur. Tager du alligevel imod tilgodebeviset – eller voucheren, som den også kaldes – så vær opmærksom på, at det skal være gyldigt i 12 måneder, og at flyselskabet automatisk skal refundere beløbet, hvis du alligevel ikke gør brug af det. Du har også ret til at give tilgodebeviset videre til andre personer, uden at det koster ekstra.

Her er de billigste og bedste rejseforsikringer
Rejseforsikringer varierer meget i pris, men testen viser, at du ikke nødvendigvis får en bedre dækning, selv om du betaler en høj pris for forsikringen.

Rejseforsikringer: Vigtige forskelle i dækningen
Der kan være vigtige forskelle på, hvordan rejseforsikringer dækker, og det kan få stor betydning for dig. Se, hvad du skal være særligt opmærksom på her.

Hvornår gælder din afbestillingsforsikring?
Detaljer i afbestillingsforsikringen kan være afgørende for, om du får en udgifterne til din ferie refunderet, hvis du rammes af sygdom eller ulykke før rejsen.