Ægtepar kunne ikke komme til lejet sommerhus
Da Lena Secher og hendes mand ankom til årets sommerferie, stoppede ferien brat, da deres bil sad fast i opkørslen til det lejede sommerhus. Sagen endte i Ankenævnet for Feriehusudlejning.
”Det er et stort traume for os. Den årlige sommerferie med vores barnebarn sætter vi højt, og den gik i vasken. Jeg er fuldstændig rystet over, at sommerhusbureauet var så ligeglad, og at det var så svært at komme i kontakt med dem. Det er heller ikke ligegyldigt med alle de penge, vi har tabt. Jeg føler mig i den grad snydt.”
Kunne ikke komme op til sommerhuset
Sådan fortæller 77-årige Lena Secher om sagen, hvor hun, hendes mand og deres barnebarn skulle have været en uge i sommerhus ved Jyllands vestkyst sidste år i juli. Ferien kom dog aldrig i gang, for allerede da parret sidst på eftermiddagen ankom til sommerhuset, sad deres bil fast i sandet i opkørslen til huset.
”Så holdt vi der, og hvad skulle vi nu gøre? Heldigvis kom der to unge mænd i en firehjulstrækker, og de trak os fri med et reb. De forsøgte selv at køre op til sommerhuset for at bane vejen for os, men de kørte også fast. Derefter prøvede vi at køre bagom sommerhuset og tilgå det fra en anden sommerhusgrund, men her kunne vores bil heller ikke køre,” forklarer Lena Secher og fortsætter:
Da klokken blev 19.30 uden en løsning, kørte vi til et hotel i Blokhus. Næste formiddag kørte vi til Novasols lokale servicecenter, men der var lukket, så vi kørte hjem. Lena Secher
”Så ringede jeg til sommerhusbureauet Novasols hotline. De ville sende en, der kunne komme ud til os – eller få en overordnet til at ringe tilbage. Der skete ikke noget, så jeg forsøgte at ringe igen seks gange, før jeg kom igennem. Så fik jeg bare at vide, at vi kunne efterlade bilen og gå derop, men det var ikke muligt med min gangbesværede mand. Vi fik også at vide, at vi kunne forsøge igen næste dag."
"Da klokken blev 19.30 uden en løsning, kørte vi til et hotel i Blokhus. Næste formiddag kørte vi til Novasols lokale servicecenter, men der var lukket, så vi kørte hjem. Det meddelte jeg Novasol skriftligt.”
Kunne ikke blive enige med Novosol
Efter hjemkomst mailede Lena Secher frem og tilbage med Novasol, men parterne kunne ikke finde frem til en løsning. Derfor sendte Lena Secher sagen i Ankenævnet for Feriehusudlejning. Da afgørelsen faldt i december 2023, var den kun delvist til parrets fordel.
”De mistede penge er en ting, men jeg er så skuffet over, at man på intet tidspunkt betvivlede Novasols udtalelser. Sagen er rystende, for jeg ved ikke, hvad vi kunne have gjort anderledes,” siger Lena Secher.
Sommerhusbureauet Novasol har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i en skriftlig kommentar:
”Vi har ikke tidligere oplevet, at andre har haft udfordringer med at komme frem til det konkrete hus. Beskrivelsen af huset angiver meget tydeligt, at adgang til det lejede hus ikke foregår på almindelig asfalteret vej. Når vi udlejer et feriehus, så skal det selvfølgelig stå til rådighed for gæsten, hvilket dette hus også gør,” forklarer vicedirektør i Novasol Kenn Stenshøj Rasmussen og fortsætter:
”Vi er også kede af at høre, hvis kunden har oplevet, at det var vanskeligt at komme i kontakt med os. Der sker i disse år store ændringer i, hvordan vores kunder ønsker at kontakte os. Af den grund har vi også implementeret en ændret kanalstrategi. Vi er dog naturligvis opmærksomme på, at der stadig kan opstå situationer, hvor telefonkontakt er nødvendig, og derfor har vi også en telefonisk hotline.”
Burde have fået medhold i ankenævn
Det springende punkt i sagen om Lena Sechers leje af sommerhus er altså, hvorvidt det var muligt at komme helt hen til sommerhuset eller ej.
”Sagen drejer sig jo om, hvad der er annonceret, og hvad man som lejer så kan forvente. Vi anbefaler altid, at man læser aftalebetingelser og det annoncerede grundigt på forhånd, og at man får skrevet ind i aftalebetingelserne, hvis man har særlige ønsker," siger jurist i Forbrugerrådet Tænk Ida Nynne Daardak Reislev.
I denne situation vil jeg sige, at lejeren har gjort, hvad hun kunne. Ida Nynne Daarbak Reislev Jurist i Forbrugerrådet Tænk
"Men skulle lejeren have ringet til bureauet på forhånd og sagt, at det var vigtigt at kunne komme helt hen til sommerhuset? Jeg mener ikke, at lejeren var tilstrækkelig advaret om de vanskelige adgangsforhold på forhånd,” forklarer Ida Nynne Daarbak Reislev og fortsætter:
”I denne situation vil jeg sige, at lejeren har gjort, hvad hun kunne. Hun har prøvet andre køretøjer og veje for at komme hen til sommerhuset, hun har kontaktet bureauet flere gange for at få dem til at hjælpe, hun har taget en overnatning i området og er vendt tilbage dagen efter for at finde en løsning. Jeg mener derfor, at hun burde have fået medhold. Det var derfor også en medvirkende årsag til, at Forbrugerrådet Tænk afgav dissens i sagen og ikke var enig i afgørelsen i Ankenævnet.”
Skal du leje sommerhus? Her er dine rettigheder
Hvad gør du, hvis sommerhuset er møgbeskidt, eller opvaskemaskinen er defekt ved ankomsten? Få overblik over dine rettigheder og klagemuligheder her, når du lejer sommerhus.
Sådan får du en mindre klima- og miljøbelastende ferie
Uanset om ferien holdes i Danmark eller i udlandet, er der noget, du selv kan gøre, for at netop din ferie bliver mindre klima- og miljøbelastende.
Leje af sommerhus? Det er ikke sikkert, at udlejer er den, du tror
Det kan være svært at gennemskue, hvem du egentlig booker sommerhuset igennem – og dermed hvem der er ansvarlig for, at sommerhuset er, som det skal være, når din ferie begynder.