Kan jeg spise makrel i tomat med god samvittighed?
MSC-mærket indikerer et mere ansvarligt fiskeri, men mærket findes ikke på nogen produkter med makrel i tomat. Vi har undersøgt hvorfor det er sådan.
På dåser med tun og på mange andre produkter med fisk, kan du se det blå MSC-mærke. MSC-mærket kan findes på fiskeprodukter med vilde fisk og skaldyr. Disse fiskeprodukter skal leve op til en række krav, hvor fiskerne skal bevare økosystemer og ikke fiske truede bestande af fisk.
MSC-mærket kan dog ikke findes på makrel i tomat, og det skyldes, at MSC-mærkningen i 2019 blev suspenderet for makrel fanget i Nordøstatlanten, hvor langt de fleste makrel bliver fanget. Ifølge MSC skyldes suspenderingen, at størrelsen på makrelbestanden i det nordøstlige Atlanterhav faldt under den grænseværdi, hvor forskerne mener, der skal reageres. Samtidig er fangsterne fortsat højere end de videnskabelige anbefalinger, og derfor kan makrel ikke leve op til de krav, der er ved MSC-mærket.
Afhænger af fangstområde og fangstmetode
WWF markerer makrel fanget i Nordøstlige Atlanterhav (FAO 27) og det Centrale Østlige Atlanterhav (FAO 34) med grøn kode, hvis fangstmetoden er hhv. håndline, snurpenot og flydetrawl for FAO 27 og flydetrawl og snurpenot for FAO 34. Grøn kode betyder, at fisken kan spises med god samvittighed.
Er makrellen til gengæld fanget med pelagisk garn i Nordøstlige Atlanterhav tilråder WWF at spise fisken med omtanke, da der kan være problemer forbundet med fangstmetoden.
Svært at se fangstmetode
Vi har testet makrel i tomat på dåse. Ud over at have smags- og laboratorietestet produkterne, har vi også set på hvilke oplysninger, der er på emballagen. 8 af de 11 makrel i tomat-produkter, vi har testet oplyser fangstområde, men kun to af produkterne oplyser fangstmetode.
På tre af produkterne oplyser producenten hverken om fangstområde eller fangsmetode, og her er det altså ikke muligt at se, om makrellen er fisket i de to områder, som WWF anbefaler i deres fiskeguide.
“Når makrel og makrel i tomat ikke kan få MSC-mærket, er det ærgerligt, at det ikke er muligt at se fangstområde og fangstmetode på alle produkterne. Det er tydeligvis muligt at angive, for begge informationer står klart og tydeligt på to af produkterne,” siger projektleder Peter Skjødt, der har stået for testen af makrel i tomat.
Desuden er der kun oplyst ‘trawl’ som fangstmetode, og der er flere forskellige typer af trawl, som belaster havmiljøet på forskellig måde.
Fangstmetode med god samvittighed
Vi har kontaktet producenterne og spurgt til fangstmetode. Sæby, på hvis fabrikker langt de fleste makrel i tomat-produkter produceres, oplyser, at deres makrel er fanget med ‘Pelagisk Mid Water Trawl’ (flydetrawl). Den type trawl er kategoriseret af WWF som grøn - det vil sige at du kan spise makrellen med god samvittighed
Vi har tidligere i denne artikel skrevet, at ‘Pelagisk Mid Water Trawl’, er kategoriseret som gul af WWF. Det var en fejl og vi beklager.
Er fisk sundt trods indhold af skadelige stoffer?
Vi skal spise fisk 2 gange om ugen - men er fisk sunde, når de kan indeholde dioxin, PCB og kviksølv? Vi har spurgt 2 eksperter.
Disse stenbiderrogn på glas er de bedste
Stenbiderrogn på glas har ikke samme sarte smag som frisk stenbiderrogn. Vi har smagstestet konserveret stenbider – se hvilke to, vi anbefaler.
Røget laks: Det skal du vide, når du køber
Røget laks er en klassiker på frokostbordet. Men hvordan smager en god røget laks? Er det sundt? Og hvilke uønskede stoffer kan laksen indeholde?