Hummus: Er det bæredygtigt?
Hummus stammer oprindeligt fra Mellemøsten, og er blevet budt velkommen på danskernes menukort. Hummus er både mættende, billig og bæredygtig.
Det består hummus af
Hovedingrediensen i hummus er kogte kikærter.
Kikærter er en proteinholdig bælgfrugt, der som andre bælgfrugter anbefales som et bæredygtigt alternativ til kød og anden protein.
Klimabelastning fra bælgfrugter er lav i forhold til belastningen fra kød.
De kogte kikærter blendes med vand, citronsaft, tahin (sesampasta), hvidløg, salt og krydres typisk med stødt korianderfrø.
Konsistensen af hummus kan være grov, hvor man kan fornemme kikærterne, eller hummussen kan blendes helt fint.
Kikærter er gode for klimaet
Kikærter og andre bælgfrugter er en kilde til protein, der belaster klimaet langt mindre end kød.
Ifølge beregninger fra den grønne tænketænk Concito, belaster oksekød klimaet 40 gange mere end bælgfrugter, når man sammenholder med det samme antal kilokalorier.
Kylling har en klimabelastning, der er 11 gange højere end bælgfrugter i forhold til energiindholdet.
Danskerne spiser meget kød sammenlignet med andre lande, og især lande som Indien og Pakistan spiser mange bælgfrugter og langt mindre kød.
Hummus er god dip eller pålæg
Oprindeligt serveres hummus med olivenolie og bruges som dyppelse til pitabrød.
Mere fast hummus kan du også bruge som pålæg eller til at smøre på brødet i stedet for smør eller mayonnaise med pålæg ovenpå.
Hummus egner sig også udmærket som tilbehør til mange danske retter som for eksempel frikadeller.
Fast hummus kan erstatte for eksempel kartofler, mens en mere flydende hummus kan fungere som det våde element på tallerkenen.
Billigt at lave selv
Forbrugerrådet Tænk har testet 10 slags hummus fra på køl i supermarkeder, og de koster fra 50 til 171 kroner kiloet.
Hjemmelavet hummus kan laves til en kilopris på cirka 30 kroner alt efter opskrift og prisen på ingredienserne.
En typisk opskrift på et kilo klassisk hummus er:
- 700 gram kogte kikærter
- Ca. 1,5 dl kogelage
- 100 gram tahin
- Saft af to citroner
- 2 fed hvidløg
- Stødt koriander
- Salt
Højt fedtindhold i mange hummus på køl
Hummus kan varieres med krydderier, grøntsager og krydderurter.
Supermarkederne har ofte flere forskellige varianter på køl.
Oprindeligt tilsættes der ikke olie til hummusen, men der bliver hældt olivenolie oven på hummusen ved servering.
I de 10 testede hummus er der tilsat olie til de 9 af produkterne, hvilket giver et fedtindhold på mellem 13-31 gram pr. 100 gram hummus.
1 hummus er ikke tilsat olie og indeholder dermed kun fedt fra sesampastaen. Fedtindholdet i denne hummus er på 8 gram pr. 100 gram hummus.
I hjemmelavet hummus er det nemt at holde fedtindholdet lavt ved ikke at tilsætte olie men i stedet bruge vand eller kogelage fra kikærterne til hummussen.
Verden styrer mod en kemikaliekrise
Der er nu så mange uønskede og farlige kemikalier i verden, at hverken jorden eller vores kroppe længere kan omsætte og uskadeliggøre dem. Hvis vi ikke handler nu, styrer verden mod en kemikaliekrise med helt uoverskuelige konsekvenser. Det siger både forskere og NGO’er.
Vi vil hellere købe energibesparende komfur end ændre indholdet på panden
Danskerne undervurderer effekten af de mest klimavenlige adfærdsændringer og overvurderer effekten af de mindre klimavenlige. Det viser en ny analyse.
Klimaforandringerne vil ændre vores forbrug
Klima- og biodiversitetskrisen kommer til at føre til forandringer i forbruget. Spørgsmålet er blot hvordan og hvor meget.