Gør det en forskel, når vi boykotter russiske varer?

Hard power er militær magt. Soft power derimod er handelsrestriktioner og sanktioner, og også den magt vi som forbrugere udøver, når vi boykotter varer, fordi de kommer fra et bestemt land, for eksempel Rusland.

”Lige nu prøver Vesten at ramme Rusland på det, der virkelig batter i et senmoderne, kapitalistisk samfund, nemlig økonomi, kultur og forbrug,” siger Dannie Kjeldgaard, ekspert i forbrugerkultur og professor og institutleder på Institut for Virksomhedsledelse på Syddansk Universitet.

Og i denne form for krigsførelse kan det både være nationalstater, virksomheder og forbrugere, der står sammen om at lægge pres på modparten.

Udover det pres, som den danske regering lægger på Rusland ved at bakke op om de internationale sanktioner, er der også kommet et pres fra mange danske virksomheder. Måske også fordi forbrugere og borgere presser på, for eksempel på de sociale medier.

Mange danske virksomheder har nu skruet ned for aktiviteterne i Rusland. Flere danske supermarkeder har boykottet varer importeret fra Rusland, og flere virksomheder har helt indstillet forretningen i Rusland. Det gælder for eksempel Arla og Lego.

Andre virksomheder, blandt andre Rockwool og Carlsberg, fortsætter i skrivende stund produktionen på de russiske fabrikker - nogle, fx Novo Nordisk og Lundbeck gør det med henvisning til deres forpligtelser -  mens netop Carlsbergs fortsatte aktiviteter i Rusland har fået nogle danske værtshuse til at stoppe udskænkningen af øl fra det danske bryggeri.

Svært at vide, hvor varerne kommer fra

Som forbruger er det dog ikke altid lige let at boykotte varer fra bestemte lande. De fleste af os kender til russisk kaviar, men ikke ret meget andet end det.

Ja, det skulle da lige være Stolichnaya-vodkaen, som dog ikke er russisk længere, men ejet af et firma i Luxembourg. På grund af krigen i Ukraine har ejerne alligevel valgt at skifte Stolichnaya-navnet ud.

”Problemet er, at det jo ofte er lidt tilfældigt, hvad vi egentlig ved. Folk har ofte ikke mulighed for at træffe et oplyst valg, fordi det er så svært at finde ud af, hvor varerne egentlig kommer fra, eller hvilken nationalitet ejerne har. Det bør være sådan, at jeg skal kunne undgå russisk producerede produkter, hvis det er det, jeg ønsker. Det er en basal ret,” siger Vagn Jelsøe, chefkonsulent i Forbrugerrådet Tænk.

Det kan især være svært at gennemskue oprindelseslandet eller rettere landene for produkter, der er sat sammen af en masse forskellige dele, for eksempel smartphones. Til at producere smartphones bruges mikrochips, og til at fremstille mikrochips kræves grundstofferne palladium og neon, der blandt andet udvindes i Rusland. Det kan også være vanskeligt at finde ud af, hvem ejerkredsen bag en virksomhed egentlig er.

”Det er svært at gennemskue de forskellige ejerskabsstrukturer. Et brand, som lyder fransk eller russisk, kan være ejet af en kinesisk koncern, så hvem er det egentlig, du rammer ved at holde dig fra produkterne? Det er simpelthen svært at finde ud af, hvem det er, du stemmer imod,” siger Dannie Kjeldgaard.

Hjælper ikke at boykotte lande

Mange gange i historien har forbrugerne boykottet produkter fra bestemte lande. For eksempel blev fransk vin i midten af 1990’erne udsat for boykot på grund af de atomprøvesprængninger, som den franske regering gennemførte i Stillehavet. Også de saudiske forbrugere forsøgte i 2006 at påvirke den danske regering til at tage afstand fra muhammedtegningerne ved at boykotte danske mælkeprodukter fra Arla.

”Men som forbruger er det ikke en effektiv politisk forandringsstrategi at boykotte lande. Forestillingen om, at vi som borgere og forbrugere kan skubbe på andre staters politik har meget lidt for sig. Så vi kan altså næppe ryste den russiske stat ved at lade være med at købe russiske varer. Men det vil vi til gengæld kunne gøre, hvis vi lukkede for den russiske gas, hvilket ikke på den korte bane er en valgmulighed for den enkelte forbruger” siger Vagn Jelsøe.

Det er derimod lettere for forbrugerne at få virksomheder til at skifte adfærd og derigennem skabe et pres.

”Det kan have en større effekt, for når du rammer en virksomhed, så påvirker det også aktiekursen og investeringsmarkederne, som kan se, når forbrugerne er urolige. Hvis det er et land, der skal påvirkes, skal der derimod en meget mere massiv påvirkning til,” siger Dannie Kjeldgaard.

I forbindelse med den verserende krig i Ukraine har også den russiske kultur stået for skud, blandt andet i Danmark, hvor eksempelvis Vendsyssel Teater har valgt at fortsætte med opsætningen af et russisk teaterstykke, mens Aalborg Teater omvendt droppede en forestilling af en russisk instruktør.

Senest har alliancen Dansk Kulturliv ifølge Berlingske udarbejdet principper for boykot af Rusland i det danske kulturliv. Et af principperne lyder, at kulturarrangørerne skal vurdere, om boykotten rammer regimet i Rusland, det vil sige de ansvarlige for brud på folkeretten og dem, der står bag invasionen i Ukraine. En boykot kan nemlig også ramme de forkerte mennesker.

”Det er jo ikke sikkert, at dem der danser i balletten er enige med Putin, men de alligevel bliver påført utilsigtet skade i denne form for krigsførelse,” siger Dannie Kjeldgaard.

Gode intentioner

Mange af os føler måske en form for afmagt overfor det, der foregår i Ukraine, og det er jo ikke alle, der har mulighed for at åbne deres bolig for de ukrainske flygtninge, påpeger Dannie Kjeldgaard.

“Så hvad kan vi gøre i stedet? Hvor skal vi gøre af vores gode intentioner,” spørger han. Svaret ligger netop i vores forbrug. Fravalget af russiske varer eller af virksomheder, der er ejet af russere.

”Det giver en følelse af at handle, både i bogstavelig og i overført forstand. Det er med til at bekræfte vores politiske etos, vores følelse af solidaritet. Vi føler en form for handlekraft og forfølger vores idealer, selvom det måske ikke har den store effekt. Og selvom vi også godt ved, at det måske også går ud over medarbejderne på de russiske produktionsvirksomheder. Det er jo nok ikke Putin, der bliver ramt på pengepungen,” siger Dannie Kjeldgaard.

Eksperter og politikere er enige om, at hvis der virkelig skal lægges et maksimalt pres på Rusland, så kræver det et stop for import af den russiske gas, som i øjeblikket tegner sig for 40% af al den gas, der bliver brugt i EU.