Sådan tænder du op i grillen
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Sådan tænder du op i kulgrillen

Grillkul kan være svære at få til at lystre. Sådan tænder du bedst muligt op i kulgrillen på 3 forskellige måder – og har styr på sikkerheden.

Foto: Getty Images · 11. juli 2023
En grill der bliver tændt op i

Det kan være svært at tænde op i kulgrillen, og så går der længe, før grillmaden er klar. Tænder du op i grillen, skal du have styr på sikkerheden. 

Få vores tips til hurtigt at tænde grillen, og få en god og sikker grillaften.

Grill altid udenfor

Du må aldrig grille indenfor i lukkede eller overdækkede rum. Når kullene brænder danner de gasarten kulilte. Hvis gassen ikke kan slippe væk, risikerer du at få kulilteforgiftning, der kan være livstruende.

Der bliver også dannet kulilte, når grillen står og køler af. Grillen skal derfor altid blive udenfor, selv om du har slukket den. Du må aldrig trække grillen indenfor for at opvarme din udestue eller dit fortelt med grillens eftervarme.

Undgå brandfare, når du griller

Grillen skal stå på et solidt og jævnt underlag, som ikke kan brænde. Sørg også for, at den står med god afstand til brændbart materiale som for eksempel parasoller, tørt græs og buske.

Tænd aldrig op i grillen med sprit, benzin eller andre eksplosive væsker. Brug i stedet en grillstarter, optændingsblokke eller tændvæske.

Få hjælp til at tænde op i grillen herunder.

Grillstarter: Sådan gør du

Optændingstid: Cirka 15 minutter.

Tænder du grillen op med en grillstarter, går det hurtigere, end hvis du bruger optændingsblokke eller tændvæske.

  • Fyld passende med briketter eller kul i grillstarteren. Mængden afhænger af grillens størrelse, og hvor meget mad du skal grille. 
  • Læg let sammenkrøllet papir eller optændingsblokke under grillstarterens rist.
  • Stil grillstarteren på et ikke brændbart underlag eller i bunden af grillen, og antænd papir eller optændingsblokke. Flammerne og varmen bliver trukket op igennem grillstarteren som en skorsten
  • Fordel alle briketter eller kul i bunden af grillen, når de alle gløder. Grillstarteren bliver meget varm, så det er vigtigt, at du bruger handsker, når du hælder kullene ud i grillen.

Optændingsblokke: Sådan gør du

Optændingstid: Cirka 30 minutter.

Tænder du grillen uden grillstarter, kan du tænde op med optændingsblokke – direkte i grillen. Metoden er dog ikke lige så effektivt som med en grillstarter.

  • Læg optændingsblokke i bunden af grillen og briketter eller kul ovenpå i en samlet bunke.
  • Tænd optændingsblokkene.
  • Fordel kullene i grillen, når de gløder ensartet.

Tændvæske: Sådan gør du

Optændingstid: Cirka 30 minutter.

Som udgangspunkt bør du undgå at tænde op med tændvæske, da det giver høje flammer og udvikler en del røg.

Bruger du tændvæske alligevel, er det meget vigtigt, at du har styr på sikkerheden. Stil grillen i god afstand til brændbart materiale.

Hæld aldrig tændvæske på grillen, når kullene er tændt.

  • Læg briketter eller kul i pyramideform i bunden af grillen, og hæld lidt tændvæske over.
  • Vent et par minutter, til væsken er trukket ind, og tænd.
  • Fordel kullene i grillen, når de gløder ensartet.

Engangsgrill: Sådan gør du

Engangsgrillen er et dårligt valg, når du griller. Den er lavet af aluminium og produktion af aluminium kræver meget energi, og engangsgrillen bliver hurtigt til affald, fordi du kun bruger den 1 gang.

Bruger du alligevel en engangsgrill, så vælg en FSC-mærket engangsgrill. Her har producenten taget mere hensyn til klima og natur. Tjek også altid reglerne for engangsgrill med din boligforening eller på din kommunes hjemmeside, inden du griller.

  • Stil engangsgrillen på et stabilt underlag, der ikke kan brænde.
  • Tænd optændingsarket, der følger med grillen.
  • Vent 20 minutter, til kullene gløder ensartet.

Sluk engangsgrillen med vand. Og husk at skille dig korrekt af med engangsgrillen, når du er færdig. Tjek din kommunes hjemmeside, om du kan aflevere grillen til genbrug.

Husk god hygiejne, når du griller

Hygiejnen er vigtig, når du griller. Dråber med kødsaft kan give maveforgiftning og ende grillfesten.

  • Vask hænder før og efter, du rører ved råt kød.
  • Hold kødet på køl indtil grillen er helt klar.
  • Brug ikke samme skærebræt, tang eller fad til råt og færdigstegt kød
  • Gennemsteg hakket kød og fjerkræ til det har en kernetemperatur på 75 grader.
  • Rengør grillen efter brug. Gerne mens den stadig er varm. Rengør du ikke grillen, risikerer du at blive syg.
  • Spis ikke sort og forkullet kød, fordi brændt kød kan være kræftfremkaldende.