Det skal du vide om løbehjul til børn
Gå til hovedindhold

Få adgang til hele tænk.dk

Bliv medlem

Det skal du vide, når du køber løbehjul til børn

Vælg det rigtige løbehjul til det to-fireårige barn, og kend til reglerne for løbehjul i trafikken.

Morten Steiniche · Foto: Getty Images · 29. november 2022
Gode råd før du køber løbehjul til børn

For mange børn er løbehjulet skridtet efter løbecyklen, når der er kommet styr på balancen. Det er sjovt at bruge og styrker barnets motorik.

Men hvornår er barnet klar til at løbe på løbehjul, hvordan vælger du det rigtige løbehjul til dit barn, og hvilke regler gælder for ikke-elektriske løbehjul i trafikken?

Vi har testet løbehjul til børn, og med udgangspunkt i vores test, får du her nogle gode råd.

Hvornår er barnet klar til at løbe på løbehjul?

Hvornår dit barn kan køre på løbehjul, afhænger primært af, hvornår det har mod på at prøve kræfter med løbehjulet. Du kan få løbehjul, der passer til børn helt ned til toårsalderen og 80 cm i højden.

De 3-hjulede løbehjul, hvor løbehjulet drejes ved hjælp af barnets vægt og ikke ved at dreje styret, giver et ret stabilt løbehjul, så selv ret små børn lettere kan holde balancen.

Sådan vælger du det rigtige løbehjul

Se efter reflekser. Tjek, om der er reflekser på løbehjulet, og sæt reflekser på, hvis der ikke er. Mange af løbehjulene i vores test af løbehjul til børn var uden reflekser.

Undersøg om højden passer. Er du i tvivl, om løbehjulet passer til dit barn, så tjek højden af styret snarere end angivelsen af alder, da børn i samme alder jo kan have forskellig højde.

Tjek foldemekanismen. Vær opmærksom på, at der er forskel på de forskellige løbehjul, når de er foldet sammen. Hvis du ofte skal have løbehjulet med rundt, er det derfor en god ide at tjekke foldemekanismen og størrelsen på det sammenfoldede løbehjul.

Pas på klemfælder. Tjek, om der er steder, hvor barnet kan få fingrene i klemme, når løbehjulet foldes sammen eller foldes ud.

Vælg den rigtige hjulstørrelse. Hvis barnet ofte skal køre med løbehjulet på ikke-asfalterede stier og veje, er det en god ide at vælge et af dem med større hjul.

Vælg trehjulet til de små. Små børn fra toårsalderen kan med fordel starte med et trehjulet løbehjul med to hjul foran, som giver mere stabilitet og tryghed. Det trehjulede løbehjul med to hjul bagtil giver derimod større bevægelighed.

Husk cykelhjelm, og kend til reglerne for brug af løbehjul

Giv barnet cykelhjelm på, når det løber på løbehjul. Men husk også at tage cykelhjelmen af, når barnet hellere vil lege i redskaberne på legepladsen end løbe på løbehjulet.

Vær opmærksom på, at reglerne for ikke-elektriske løbehjul er de samme som for gående. Det vil sige, at løbehjulet kun må bruges på fortovet, og kun på cykelstien eller kørebanen, hvis der ikke er et fortov.

Ifølge Rådet for Sikker Trafik skal færdsel med løbehjul ske under hensyn til fodgængere, stille og roligt, og i et tempo, så der altid kan bremses i god tid. Vær opmærksom på, at der gælder anderledes regler for elektriske løbehjul.