Gå til hovedindhold

10 ting du skal vide inden du køber ny fladskærm

UHD, QLED, OLED, og HDR. Når du skal købe ny fladskærm eller smart-tv, er der mange tekniske detaljer at holde øje med. Få hjælp til det her.

Trine Quaade Brøndsted og Anders Flensburg Trankjær · Foto: Getty Images · 20. april 2026
Person holder fjernbetjening foran fladskærm som han overvejer at købe men der er 8 ting han skal vide først

Det kan hurtig blive kompliceret, når du skal købe et nyt fladskærms-tv eller smart-tv. For på nettet og ude i butikkerne støder du på mange tekniske betegnelser.

Men hvad er vigtigt, og hvad betyder intet for dit valg af tv? Vi gør det nemt for dig med disse ti vigtige detaljer.

Test af fladskærms-tv og smart-tv

Forbrugerrådet Tænk tester fladskærms-tv og smart-tv. I vores tv test ser vi bl.a. på billedkvalitet, lydkvalitet, tunere og strømforbrug. 

Med udgangspunkt i vores test af tv, får du her gode råd og viden før du skal købe et nyt tv.

Hvad er smart-tv?

  • Smart-tv er et tv, som har indbygget internetforbindelse. Du kan se tv, surfe på internettet og meget mere
  • Et smart-tv benytter sig af apps, ligesom du kender fra mobiltelefoner. 
  • Du kan fx streame DR, TV2, Netflix, HBO Max og Viaplay. Det gør du ved at downloade deres app i fjernsynets app-butik.

Apps på tv – hvad betyder det? 

  • Ikke alle apps findes til alle tv.
  • Når du vælger smart-tv, er det derfor vigtigt at undersøge, om din favorit streaming-tjeneste eller tv-kanal er tilgængelig på smart-tv'et.
  • Producenterne af smart-tv’et oplyser ofte på deres hjemmeside, hvilke apps, der er tilgængelige på deres tv. 
  • Du kan også spørge forhandleren, hvis du handler i butik. Det er styresystemet på tv’et, som bestemmer hvilke apps du finder på dit tv.
  • Tv-apps finder du i fjernsynets app-butik. 

Hvordan ser jeg danske tv-stationer på mit smart-tv?

  • Nye smart-tv har mange globale apps installeret, mens nogle nationale apps som DRTV og TV 2 Play ikke er installeret på tv’et.
  • DR kan du se på dit tv via DRTV-appen, som du finder på de fleste nyere mærker af tv. Der findes DRTV-apps til Samsung, LG og fladskærme med Android-systemet (Sony, Philips, B&O med flere).
  • TV 2 Play appen er udviklet til smart-tv fra Samsung, LG, SONY og Philips.

smart-tv forældes

  • Et smart-tv kan godt blive forældet, hvis styresystemet ikke bliver opdateret, og så vil de forskellige apps holde op med at virke.
  • Chromecast eller Apple TV er alternativer til at købe et smart-tv. Det er streamingenheder, som kan give dig de samme muligheder som et smart-tv.

Pas på dit privatliv på smart-tv

  • Oplysningerne om hvad du ser, hvad du siger, og hvad du søger på bliver indsamlet og kan deles mellem producenten, streamingtjenester og andre samarbejdspartnere.
  • Slå datadeling fra i indstillinger.
  • Log kun ind på apps, du bruger.
  • Log ikke ind med Facebook eller Google.
  • Slå stemmestyring fra.

Din fladskærm bruger mere strøm end du tror

Fladskærmens strømforbrug er målt på indstillinger, som de færreste bruger, så energimærket er ikke altid retvisende.

  • Vælg et tv med det bedste energimærke, som lige nu vil være D eller E
  • Slå HDR funktionen fra, så bruger dit tv mindre strøm
  • Sluk fjernsynet, når du ikke ser på det - i stedet for at have det kørende i baggrunden, mens du laver noget andet. 

OLED, QLED, LED eller LCD? Hvad skal jeg vælge?

OLED, QLED, LED og LCD handler om, hvilken teknologi der bruges i skærmen.

  • LCD står for ”Liquid Crystal Display” – flydende krystaller, der oftest oplyses af LED
  • LED står for ”Light Emitting Diodes” 
  • OLED står for ”Organic Light Emitting Diodes”. Det er en nyere teknologi som er god til at vise sort. Det giver stærk kontrast i farverne og høj billedkvalitet.
  • QLED står for ”Quantum-dot Light Emitting Diodes”. Teknologien er baseret på LED-teknologien og er derfor ikke banebrydende ny. Men er en slags filter der forstærker farverne. QLED har en meget effektiv lysstyrke. Det betyder, at skærmene egner sig til meget oplyste rum, og er gode til skrue op for lyse farver i billedet.

Flere producenter benytter sig af Quantum-dot teknologien, Samsung kalder deres for QLED. Vores test viser, at Quantum-dot TV stadig halter efter OLED TV, når det gælder billedkvalitet.

Forskellene er minimale, men skal vi rangere teknologien ud fra vores testresultater, ser det sådan ud:

  1. OLED: Bedste billedkvalitet
  2. QLED: God billedkvalitet
  3. LED: God billedkvalitet

DVB-t, DVB-c, DVB-s: Antallet af tv-tunere betyder noget

TV-tunere, som du kender på betegnelserne DVB-t, DVB-c, DVB-s, giver dig mulighed for at se og optage 2 forskellige tv-kanaler på samme tid.

Samsungs og Sonys modeller har ofte to tunere. LGs modeller har ofte kun en.

  • DVB-t = TV-signal fra husantenne
  • DVB-c = TV-signal fra kabel TV
  • DVB-s = TV-signal fra satellit (parabol)

De fleste TV har alle slags tunerne indbygget, men der findes enkelte modeller, som kun har nogle af tunerne.

Derfor er det vigtigt at vide, hvordan du får dit TV-signal, for at sikre, at du ikke får købt et TV, som du ikke kan bruge.

8K, 4K/UHD: Hvad betyder det?

  • 8K, 4K, UHD og Ultra HD er alle betegnelser for skærme med meget høje skærmopløsninger.
  • 4K/UHD betyder i praksis, at skærmen har en 4 gange højere opløsning end en traditionel Full HD-skærm (Full HD: 1920x1080 pixels). Fladskærmen er dog ikke nødvendigvis 4 gange bedre.
  • 8K er 4 gange højere opløsning end 4K. Skærme med 8K er som hovedregel endnu dyrere end 4K TV. Der er endnu ikke så mange TV i 8K på markedet.
  • Film og serier i 8K/4K/UHD er stadig kun tilgængelig i ret begrænsede mængder. Streaming kanaler som Netflix og Disney+ udbygger dog hele tiden deres bibliotek over film og serier i 4K/UHD.
  • Indhold i 8K findes kun på nogle meget få videoer på Youtube og andre videokanaler. Nasa har også lagt en 8K video ud med optagelser fra rummet.
  • En hurtig internetforbindelse er nødvendig for at se 4K /UHD indhold. Netflix anbefaler for eksempel en minimumshastighed på 25 Mbit/s.

HDR: Hvad betyder det?

  • HDR står for ”High Dynamic Range”. Det er en teknologi, der forbedrer kvaliteten af farverne i billedet. Sort bliver mørkere, og hvid bliver lysere.
  • Indholdet, du ser, skal også være i HDR-format, før du kan få gavn af kvaliteten. På nuværende tidspunkt findes der ikke så meget indhold i HDR-format.
  • Indhold i HDR-format koster ofte ekstra at få adgang til. Du skal også have en hurtig internetforbindelse for at vise indhold i HDR-format.
  • Når dit tv viser i HDR bruger det mere strøm. Du kan slå HDR funktionen fra, hvis du vil spare på strømmen

Hvor vigtigt er fladskærmens styresystem, og hvilke findes der?

  • Fladskærme og smart-tv har et styresystem - præcis som din computer eller smartphone.
  • Styresystemerne er typisk webOS, Android TV, Tizen OS og Saphi

Hvilke styresystemer findes der til Smart-tv?

Smart-tv har et indbygget styresystem, som afhænger af producenten bag. Her er en liste over producenterne og hvilke styresystemer de bruger.

  • Android TV: Sony, Phillips, TCL, B&O
  • WebOS: LG
  • Tizen OS: Samsung
  • My Home Screen: Panasonic
  • Saphi: Philips

Styresystemerne har forskellige brugerflader, og de ser derfor forskellige ud. Men funktionen er den samme. Der er en række app-ikoner på skærmen, du kan tilgå dem med fjernbetjeningen.

Brugeroplevelsen kan variere en smule, men det har ikke stor betydning for smart-TV’ets funktion