Må Meta bruge dine data til at træne deres kunstige intelligens?
Hvis du ikke ønsker, at dine Facebook-opslag og Instagram-fotos skal bruges til at træne Metas AI-modeller med, skal du gøre indsigelse.

Mange brugere af Facebook og Instagram får i disse dage en besked fra Meta, som ejer de sociale medier:
”Vi er ved at forbedre AI-funktionerne for dig. Se, hvordan vi bruger dine oplysninger.”
Klikker du dig videre, kan du læse, at Meta er ved at gøre klar til at udvide deres ”AI-oplevelser hos Meta i din region.” Og at de fra den 27. maj 2025 – hvis du ikke gør noget – begynder at bruge dine offentlige data.
Offentlige data inkluderer:
- Dit navn
- Dit brugernavn på Facebook og Instagram
- Dit profilbillede
- Aktivitet i offentlige grupper og på Facebook-sider
- Aktivitet, fx kommentarer, på indhold, der er offentligt
- Andet indhold, som du udgiver offentligt, for eksempel opslag, billeder og videoer
Ud over dine offentlige data, vil Meta også bruge dine interaktioner med Metas AI, som du kan chatte med i Messenger.
Vil du ikke have, at Meta bruger dine oplysninger?
Så kan du gøre indsigelse. Det har du nemlig ifølge databeskyttelsesforordningen (GDPR) ret til.
Måske har du allerede gjort det – sidste år prøvede Meta nemlig på noget af det samme. Det fik Forbrugerrådet Tænk til at rette henvendelse til Meta og bede Datatilsynet om at gå ind i sagen og bruge deres tilsynsbeføjelser til at stoppe udrulningen.
Også fra andre landes forbrugerorganisationer var der bekymring over, om brugen af data overholdt reglerne, så i juni 2024 trådte det irske datatilsyn til og standsede udrulningen.
Men nu er udrulningen altså genoptaget. Hvis du vil gøre indsigelse, skal du gøre det via en formular fra Meta.

Det er blevet nemmere at gøre indsigelse
I modsætning til sidste år er der ikke krav om, at du begrunder din indsigelse. Samtidig lægger teksten fra Meta op til, at de vil respektere alle indsigelser – og altså ikke give afslag.
”Vi noterer os, at det ikke længere ser ud til, at Meta vil give brugere afslag på deres anmodninger om at blive undtaget fra AI-udviklingen. Det er selvfølgelig en positiv udvikling, Men vi savner en udmelding fra myndighederne om, lovligheden af Metas seneste indsamlings-forsøg.,” siger Peter Grønlund Holm, der er forbrugerpolitisk rådgiver hos Forbrugerrådet Tænk.
Når du har sendt din anmodning afsted, får du en e-mail, der bekræfter, at Meta ikke bruger dine offentlige oplysninger.
Vær opmærksom på, at hvis andre har delt data om dig på deres profiler – det kan være billeder af dig eller en omtale af dig – så vil det stadig indgå i Metas datasæt med mindre den, der har delt data om dig, også gør indsigelse.
Uklar kommunikation og manglende kundeservice
Hvis du tidligere har gjort indsigelse, undrer du dig måske over formuleringen i den ny henvendelse fra Meta:”Hvis du allerede har gjort indsigelse, behøver du ikke indsende en anden anmodning,” skriver de.
Og netop den formulering undrer også os i Forbrugerrådet Tænk.
”Jeg kan godt forstå, hvis man som bruger af Metas medier bliver usikker på baggrund af denne formulering. For hvis de har registreret min indsigelse, hvorfor får jeg så ikke en anden besked – hvor der for eksempel står, at min indsigelse stadig er gyldig?” siger Peter Grønlund Holm.
Vi har spurgt Meta, hvorfor kommunikationen ikke afspejler, at man allerede har gjort indsigelse. Det har de ikke svaret på, men de skriver, at de respekterer både tidligere og nye indsigelser.
”Det er notorisk svært at komme i kontakt med Meta, så det mindste, de kan sørge for, er, at kommunikationen er til at forstå i henvendelser som denne her. Og her synes vi altså ikke, at de er nået helt i mål,” siger Peter Grønlund Holm.
Den manglende kundeservice var også en pointe i Forbrugerrådet Tænks techudspil fra 2024, hvor et af de 20 forslag var, at techgiganter skulle gøre det muligt at komme i kontakt med en person i kundeservice.
Forbrugerrådet Tænk følger op
Vi ved, at kunstig intelligens er kommet for at blive, og det handler nu om, at vi finder den rigtige balance mellem, at virksomheder kan træne deres AI-modeller og din ret til kontrol over dine oplysninger. Hvornår skal du som opretshaver spørges om lov? Vi mangler klar retspraksis på området.
Vi har tidligere stillet Meta og myndighederne en række spørgsmål for at få klarlagt reglerne. Dem venter vi stadig på svar på. Vi kommer til at følge sagen nøje.
– Peter Grønlund Holm, forbrugerpolitisk rådgiver i Forbrugerrådet Tænk

Meta trodser stadig EU-lovgivning – og høster dine data
Du skal have mulighed for at bruge Facebook og Instagram, uden at dine data bliver indsamlet og brugt til målrettet annoncering, siger EU-lovgivning. Forbrugerrådet Tænk mener stadig ikke, at Meta har præsenteret et reelt alternativ.

Sådan håndterer du digital arv som efterladt
Hvis du arver boet efter en afdød, får du også ansvaret for at håndtere personens digitale liv. Som hovedregel opfordrer en advokat til, at du gemmer relevante billeder og dokumenter og derefter får lukket siderne ned.

Facebook, Instagram og TikTok: Beskyt dine data på sociale medier
Facebook, Instagram, X, TikTok og andre sociale medier indsamler information om dig. Få hjælp til at beskytte dine data.