For svært at sammenligne elaftaler Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Svært at sammenligne elaftaler

Lars Nøhr Andresen · Foto: Getty Images · 27. marts 2023

Det er svært at gennemskue, hvor du får den bedste elaftale. Markedet er præget af flere elselskaber, der bruger aggressiv markedsføring og telefonsalg til at lokke og presse forbrugere til at skifte selskab. Og der er ikke meget hjælp at hente fra den hjemmeside, der skulle give forbrugerne overblik.

Hvis du på en adresse i Nordsjælland går ind på elpris.dk og søger på elaftaler til en bolig med et forbrug på cirka 6.000 kWh årligt, får du en liste med næsten 150 forskellige produkter.

For hvert selskab er der listet mange forskellige produkter – fx er der ti forskellige aftaler fra elselskabet Vindstød præsenteret på siden. 

“I dag er det meget uoverskueligt at gennemskue, hvad der er den mest fordelagtige elaftale for dig, og det er især meget svært at gennemskue, hvad der reelt giver den laveste pris. Vi kan se, at de elselskaber, der på elpris.dk fremstår som nogle af de billigste, er blandt de selskaber, der i vores test er de dyreste, og det skyldes, at blandt andet særlige introduktionstilbud kan få dyre selskaber til at fremstå billige,” siger politisk medarbejder i Forbrugerrådet Tænk Christian Sand. 

Kompliceret produkt

El er det samme produkt, uanset hvor du køber det, og det er meget kompliceret, hvordan det du reelt betaler pr. kWh er sammensat. Samtidig ligger prisen på el ikke fast med en variabel prisaftale, så de priser, du typisk bliver præsenteret for, er, hvad selskabet estimerer, du kommer til at betale. 

“Vi kan se på de henvendelser, vi får fra forbrugere, samt vores brugerundersøgelse af elselskaber, at der er mange forbrugere, som har svært ved at forstå, hvorfor de skal betale det, som de betaler. For samtidig med at produktet i sig selv er kompliceret, er den typiske elregning meget svært at forstå,” siger Christian Sand. 

Noget af det, som kan være svært at forstå, er, at det er elselskaberne, der opkræver tariffer for transport af strøm, men det er ikke elselskabet, der står for transporten af strømmen, og pengene opkræves på vegne af netselskaber. Det er også elselskaberne, der opkræver afgifter på strømmen, men det gør de på vegne af staten. 

Det burde være simpelt

Egentlig burde elmarkedet være simpelt, for vi betaler grundlæggende det samme for strømmen, som købes via den store elbørs Nord Pool, og her betaler alle det samme pr. kWh, alt efter om de bor i Øst- eller Vestdanmark. Det er, når elselskaberne skal sælge strømmen videre til forbrugerne, at kompleksiteten skabes. 

“Normalt plejer vi at sige, at det er positivt, at forbrugerne har flere produkter at vælge mellem, men i det her tilfælde er den store mængde af produkter med til at gøre elmarkedet uoverskueligt, og de uigennemskuelige elpriser gør det kun værre,” siger Christian Sand. 

Noget af det, som gør priserne på el forskellig fra elaftale til elaftale, er den merpris, som elselskabet lægger oven i den pris pr. kWh, som er bestemt på elbørsen Nord Pool – den såkaldte spotpris. Det tillæg kan være meget lavt, fra under 1 øre pr. kWh til over 1 krone pr. kWh. 

“Denne merpris, som i øvrigt kaldes for ‘spottillæg’, oplyses ikke altid selvstændigt, når elselskaberne præsenterer deres elaftaler. Hos nogle selskaber er det muligt at finde frem til spottillægget, men der er også selskaber, som simpelthen bare ikke oplyser om det,” siger Christian Sand. 

Hos nogle selskaber er det muligt at finde frem til spottillægget, men der er også selskaber, som simpelthen bare ikke oplyser om det. Christian Sand Politisk medarbejder i Forbrugerrådet Tænk

Spottillægget har stor betydning for din elregning – især hvis du har et højt strømforbrug, fordi tillægget lægges oven i hver eneste kWh, du forbruger, uanset om den rene elpris på elbørsen er lav eller høj. 

“Hvis du fx efter at have læst vores test tænker, at Vindstød er billige, så gælder det ikke alle produkter hos Vindstød. De har et produkt, hvor de kun lægger cirka 0,6 øre oven i prisen pr. kWh, men de har også et produkt, hvor der lægges 19 øre oveni prisen. Det er noget, som de færreste forbrugere vil være opmærksomme på,” siger Christian Sand. 

Derudover skal du betale forskellige typer af gebyrer og tillæg hos flere elselskaber. Det kan betyde, at selve abonnementsprisen fremstår som lav. Til gengæld skal du betale et månedligt betalingsgebyr eller lignende, som hæver den samlede pris, men som igen gør det sværere at overskue og sammenligne priser. 

Nogle selskaber skjuler deres pris

Nogle selskaber er dog begyndt at være mere tydelige omkring spottillægget. Fx skriver OK tydeligt på deres produkt OK El Spotpris, hvad deres tillæg til prisen fra Nord Pool er pr. Kwh. 

“Det er noget, som vi kun kan opfordre flere selskaber til at gøre. Elprisen er noget, som forbrugerne er begyndt at interessere sig for i meget høj grad, og derfor skal det også være tydeligere, hvordan elpriserne er sammensat. Vi mener, at alle priser og gebyrer tydeligt skal fremgå på selskabernes hjemmesider og ved indgåelse af en elaftale. Det vil sige spottillæg, abonnementspris og alle gebyrer uanset art."

"Det kan sammenlignes med den gennemsigtighed, vi fx har arbejdet for i flere år, når det kommer til priser på lån. Her skal alle långivere oplyse årlige omkostninger i procent (ÅOP), og hvad lånet kommer til at koste i kreditomkostninger, så det er nemt for forbrugere at sammenligne priser,” siger Christian Sand.

Elprisen er noget, som forbrugerne er begyndt at interessere sig for i meget høj grad, og derfor skal det også være tydeligere, hvordan elpriserne er sammensat. Christian Sand Politisk medarbejder i Forbrugerrådet Tænk

I dag er det ikke muligt nemt og hurtigt at overskue, hvad spottillægget er på de mange forskellige elaftaler, man kan vælge mellem.

Ved indsamlingen af data til vores test af elselskaber viste det sig, at en lang række selskaber ikke oplyser spottillæget særskilt på deres hjemmeside, og som dermed gør det direkte modsatte af OK. Selv efter vores henvendelse er der flere selskaber, der enten ikke har villet oplyse priser, som ikke har villet bekræfte priser, eller som slet ikke er vendt tilbage.

“Det er uacceptabelt, at flere elselskaber ikke vil oplyse eller bekræfte, hvad de tager i spottillæg. Det betyder simpelthen, at de sælger en vare, som de ikke vil oplyse prisen på. Det gør det umuligt at udregne en pris, der kan sammenlignes med andre priser,” siger Christian Sand.

Prissammenligning på nettet

Forsyningstilsynet driver prisportalen elpris.dk til sammenligning af elpriser med prisberegninger, men i dag er det ikke muligt at gennemskue priser og produkter på grund af fejlagtig indberetning fra elselskaber.

De nuværende prisberegninger med en estimeret pris pr. kWh giver i dag ikke forbrugerne et reelt og korrekt overblik, fordi spottillæg, abonnementspris og gebyrer indberettes forskelligt, og der ikke føres tilstrækkelig kontrol med indberetningerne. Derudover er der i mange tilfælde tale om introduktionstilbud.

Forbrugerrådet Tænk mener, at elpris.dk skal ændres, så spottillæg, abonnementspris og alle gebyrer fremgår tydeligt for hvert elselskab.