Gå til hovedindhold

Undgå at betale for meget for strømmen: Derfor er variabel elpris det sikreste valg

Har du en elaftale med fast pris, betaler du højst sandsynligt for meget for din strøm. Læs, hvorfor det, der virker trygt, kan blive dyrt.

Lindi Winkel og testansvarlig Emil Rosager Schaarup · Foto: Getty Images · 11. marts 2026
elskinne med flere forskellige stik i på mørkt trægulv

Fotokredit: Getty Images

Hos nogle elselskaber kan du vælge mellem fast pris eller variabel pris, hvor elprisen svinger hver time eller hvert kvarter. Fast pris kan virke trygt, men Forbrugerrådet Tænks gennemgang af 1.500 elregninger viser, at det ofte er den dyreste løsning.

En variabel elaftale er billigst

Med en fastprisaftale betaler du den samme pris per kWh i en periode, fx en måned, tre måneder eller et år. En elaftale med variabel pris følger markedsprisen og kan derfor både falde og stige fra time til time eller fra kvarter til kvarter. 

For langt de fleste kan det bedst betale sig at vælge en variabel elaftale med time- eller kvartersafregning. Her kan du bruge strøm, når den er billigst – både i elpris per kWh og i transportpriserne (nettariffer).

En fastprisaftale kan være billigere i en kort periode, men på sigt vil elselskabet sætte prisen, så de tjener penge. Vælger du en elaftale med fast pris, får du altså vished for en del af prisen for din strøm, men i det lange løb betaler du potentielt en overpris. 

Den samlede elpris varierer uanset hvilken aftale, du har

Når du bruger strøm, betaler du både for selve strømmen, diverse afgifter og gebyrer, og for at få strømmen fragtet til din bolig. 

En den af udgiften til transporten er nettariffen, som du betaler til det lokale netselskab, der ejer elkablerne, som fører ind til din bolig. Prisen for transport af strøm svinger i løbet af døgnet hos langt de fleste netselskaber - uanset, om du har en elaftale med fast pris eller en variabel, time- eller kvartersafregnet pris. 

Derfor vil den samlede elpris, du skal betale, afhænge af, hvornår på døgnet du har brugt strømmen med både en fastprisaftale og variabel (time- eller kvartersafregnet) elpris. 

Bliv klogere på de forskellige typer af elaftaler

  • En elaftale med timepris betyder, at prisen på strøm ændrer sig fra time til time. Når strømmen er billig, betaler du mindre – og når den er dyr, betaler du mere. Derfor kan du spare penge ved at bruge strøm på de tidspunkter af døgnet, hvor prisen er lavest.

    Elselskaber med over 200.000 kunder skal tilbyde kvartersafregnede elaftaler, hvor prisen ændrer sig hvert kvarter. Det giver en mere præcis afregning, men forskellen er ofte lille.

    Hvis du har automatisk styring af dit forbrug – fx en elbil-lader, varmepumpe eller app-baseret styring – kan du muligvis udnytte de billigste kvarterer. For de fleste husstande vil besparelsen typisk kun være få øre per kWh.

    Om du kan få en kvartersafregnet aftale afhænger af elselskab og elmåler. Måleren kan nogle gange indstilles, men ellers skal den udskiftes – ifølge Green Power Denmark typisk for omkring 1.600 kr., som du selv betaler, hvilket kan gøre tilbagebetalingstiden lang. Dit elselskab kan hjælpe dig med at finde ud af hos netselskabet, om din måler er klar til kvartersafregning.

  • Nogle elselskaber markedsfører sig med, at du kan betale en fast samlet pris for din strøm – inkl. alt – dvs. også nettariffer, gebyrer mv. Det gælder fx selskaber som Enly (tidligere Grøn Elforsyning) og EnergiX. Der er dog reelt tale om en fast minimumspris per måned, da elaftalerne er sammensat på en sådan måde, så hvis dit strømforbrug overstiger elaftalens fastsatte grænse, fx 250 kWh pr. måned – eller at den gennemsnitlige rene elpris fx overstiger 90 øre/kWh – så skal du betale differencen. 

    Elaftaler som disse ser meget enkle og overskuelige ud, men vilkårene er yderst komplekse. Forbrugerrådet Tænk fraråder, at du indgår elaftaler af denne type.  

  • En fastprisaftale betyder, at elprisen er den samme i en aftalt periode, fx en måned, tre måneder eller et år. Den faste pris gælder kun for rå elpris – ikke nettariffer, afgifter eller gebyrer. Det giver mere forudsigelighed, men du kan til gengæld også være ret sikker på, at du i sidste ende betaler unødigt meget for din strøm. Ønsker du alligevel en fastprisaftale, så vælg en, hvor du låser elprisen i en længere periode – fx et halvt år. Med kortere perioder stiger risikoen for, at du kommer til at betale for meget for sin strøm.

  • Elselskaber med over 200.000 kunder skal tilbyde en et-årig fastpriskontrakt på el. Den faste pris gælder kun for rå elpris – ikke nettariffer, afgifter eller gebyrer. Vil du afslutte aftalen før tid, skal du betale et gebyr, der kun må dække selskabets dokumenterede udgifter og ikke være urimeligt.

Det kan du gøre

Tjek først din elregning for at se, hvilken type elaftale du har. Har du en fastprisaftale, kan du bruge Forbrugerrådet Tænks test af elaftaler med variabel pris til at finde en billigere og bedre aftale.