Sænk varmeregningen med smarte termostater
Smarte termostater kan styre temperaturen automatisk i dit hjem, og det kan give dig en lavere varmeregning, uden at du skal gå på kompromis med komforten.
En smart termostat er en digital termostat, der enten via wi-fi eller bluetooth er koblet til en app på telefonen. Du kan indstille og styre temperaturen på selve termostaten, på din app eller i nogle tilfælde også via et elektronisk panel i hjemmet.
Smarte termostater kan installeres på både nye og ældre radiatorer. Den overordnede fordel ved at skifte til smarte termostater er, at du kan programmere temperaturen til automatisk at være lavere om natten, eller når I er på arbejde, og være højere, når I er hjemme.
Test af smarte termostater
Vi har testet smarte termostater til radiatorer. I testen har vi set på hvor præcise termostaterne er til at måle og tilpasse temperaturen i et rum, samt hvor brugervenlige de er.
Bedre styr på temperaturen
De smarte termostater er digitale, og derfor giver de også en præcis styring af temperaturen, og de giver dig også et godt overblik over, hvad temperaturen rent faktisk er i de rum, hvor der er radiatorer.
Men smarte termostater gør altså kun noget, som du i teorien kunne gøre selv manuelt ved at indstille dine termostater. Det bliver dog nemmere, hurtigere og mere præcist at hæve og sænke temperaturen i din bolig, end hvis du skulle gå rundt og skrue op og ned på termostaterne konstant.
Lavere temperatur giver lavere regning
Uanset om du har fjernvarme, luft til vand-varmepumpe, gasfyr eller oliefyr, har din varmeregning ændret sig på grund af de stigende priser på energi. Smarte termostater gør det nemmere at sænke varmeregningen, fordi du kan automatisere sænkningen af temperaturen og fx inddele huset i zoner, med forskellig temperatur.
Sænker du temperaturen 1 grad, vurderes det, at du sparer 5 procent på din varmeregning. Det betyder, at du kan spare en del på varmeregningen, hvis du fx har 21 grader i hjemmet i de timer, hvor I er hjemme og oppe, og de resterende timer sænker temperaturen 2-3 grader til fx 18 grader.
Med de voldsomt stigende varmeregninger kan en besparelse på selv 5-10 procent af den samlede varmeregning mærkes på budgettet og på klimaregnskabet.
Nogle producenter lover voldsomme besparelser på varmeregningen, men læg ikke for meget i disse løfter. Vurder selv, om det er realistisk at spare 30-40 procent på varmeregningen, fordi du sænker temperaturen et par grader, når I sover eller ikke er hjemme.
Stearinlys eller LED-lys: Hvilket skal du vælge?
Stearinlys kan afgive sodpartikler til indeklimaet, mens LED-lys har elektronik og batterier, der kan belaste miljøet. Se fordele og ulemper.
Indeklima: Sådan fjerner du skjulte kemikalier fra dit hjem
Din elektronik og møbler kan afdampe skjulte uønskede kemikalier, som binder sig i støvet i dit hjem. Få tips til et godt indeklima her.
Luftrensere er dyre i drift og virker ikke så godt, som du tror
Ny undersøgelse af luftrensere bekræfter behovet for standarder på området, siger Forbrugerrådet Tænks testansvarlige.