Elselskab hæver deres pris med over 2.000 procent uden kunderne ved det
Elselskabet Vindstød hæver deres abonnementspris og tillæg til spotprisen og rykker kunder fra et meget billigt produkt til et af markedets dyreste. Elselskabet varsler kun om det dybt inde i lang regning.
Vindstød har et af markedets billigste produkter. Det hedder DanskVind og har en pris på blot 0,00625 kroner per kWh i tillæg til spotprisen og uden abonnement. Hvad elselskabet ikke fortæller kunderne er, at det er et de facto introduktionstilbud, da selskabet senere rykker kunderne over på en af markedets dyreste elaftaler.
Sidste år påtalte Forbrugerombudsmanden overfor Vindstød, at deres varsling om prisstigninger ikke var tydelig nok overfor forbrugerne, og bad dem rette ind.
Men i forbindelse med en ny test af elselskaber er Forbrugerrådet Tænk kommet i besiddelse af tre regninger fra forskellige Vindstød-kunder, som afslører, at elselskabet stadig ikke tydeligt fortæller deres kunder, at priserne stiger drastisk.
Prisstigning gemt i lang regning
På side 4 og 5 ud af en regning på 6 sider varsler Vindstød deres kunder om, at tillægget til spotprisen hæves til 0,39 kr. pr. kWh pr. 1. februar og at man fremover betaler 29 kroner i månedligt abonnement.
Forbrugerrådet Tænk mistænker, at Vindstød spekulerer i at lokke forbrugere ind på en meget billig aftale, for så at hæve prisen senere uden forbrugerne opdager det.
”Det er en meget uærlig måde, Vindstød behandler sine kunder på, når de skal læse dybt ned i en lang regning for at finde ud af, at deres meget billige elaftale pludselig forandrer sig til en meget dyr aftale. Langt de fleste af de kunder, som modtager varslingen, vil nok aldrig opdage det. Man får mistanken, at Vindstød satser på, at kunderne ikke læser regningen og dermed betaler langt højere pris fremover, uden de er klar over det, ” siger Emil Rosager Schaarup, som er projektleder i Forbrugerrådet Tænk, og som har stået for testen af elselskaber.
Med et spottillæg på 0,39 kr. pr. kWh og abonnement på 29 kroner er den aftale, som Vindstød flytter sine kunder til, et af de dyreste af de elaftaler, som Forbrugerrådet Tænk har kunnet fremskaffe priser på. Forbrugerrådet Tænk gør dog opmærksom på, at der kan være elselskaber blandt dem der har dumpet vores test, som kan være endnu dyrere, men hvor det ikke har været muligt at regne en pris.
Hvis man bruger 4000 kWh om året, går man fra at betale 65 kroner for at være kunde hos Vindstød til hele 1.948 kroner. Det er en stigning på over 2.000 procent. I dette regnestykker er der inkluderet gebyr for betaling via betalingsservice på 40 kr. årligt. Betalingsservice skal hos Vindstød tilvælges.
Til sammenligning ligger de fleste elaftaler, som Forbrugerrådet Tænk har testet, et sted mellem 400 og 600 kroner om året for et forbrug på 4.000 kWh.
Her inkluderes ikke prisen for den ”rå” strøm, afgifter til staten og tariffer, som udgør størstedelen af din elregning, og som er ens på tværs af elselskaber, men kun det, som elselskabet tager sig betalt for at formidle strøm til dig.
Kan være ulovligt
Da Forbrugerombudsmanden sidste år rettede kritik af Vindstød, for ikke tydeligt nok at varsle forbrugerne om prisstigningerne, udtalte daværende Forbrugerombudsmand:
”Virksomheder kan kun ændre i deres aftaler med forbrugerne, hvis det fremgår af aftalerne, at de kan ændres uden forbrugernes aktive samtykke. I så fald skal forbrugerne tydeligt varsles om ændringerne, så de har mulighed for at vurdere, om de ønsker at fortsætte som kunder på de ændrede vilkår.”
Ifølge forbrugerpolitisk rådgiver i Forbrugerrådet Tænk, Christian Sand, er der med al sandsynlighed heller ikke denne gang tale om, at Vindstød har varslet kunderne tydeligt nok.
Vi har meget stærk mistanke om, at Vindstøds fidus med at lokke nye kunder til på en billig aftale, for så senere at rykke dem over på en meget dyr aftale, kan være i strid med loven. Christian Sand
”Vi har meget stærk mistanke om, at Vindstøds fidus med at lokke nye kunder til på en billig aftale, for så senere at rykke dem over på en meget dyr aftale, kan være i strid med loven. Derfor vil vi også nu kontakte Forbrugerombudsmanden og bede dem kigge nærmere på det. Andre selskaber kan meget vel bedrive samme praksis, og derfor har vi brug for, at myndighederne kulegraver elmarkedet og trækker en streg i sandet over for skjulte prisstigninger,” fortæller Christian Sand.
Hvis man som forbruger har oplevet at få ændret sin billige elaftale til en meget dyrere aftale uden at blive varslet tilstrækkeligt om det – men fx bare på side 5 i en lang regning – kan man ifølge Christian Sand overveje at tage sagen til Ankenævnet på Energiområdet med henblik på at blive kompenseret for prisstigningen.
Forbrugerrådet Tænk har i den nye test af elselskaber ikke medtaget Vindstøds meget billige produkt, DanskVind, fordi der med disse prisforhøjelser vurderes, at der de facto er tale om et introduktionstilbud.
Svar fra Vindstød
Efter at være forelagt kritikken svarer Vindstøds direktør, Morten Nissen Nielsen:
"Det er et fåtal af vores kunder, som vi har varslet. Som bekendt følger det udtrykkeligt af el-leveringsbekendtgørens § 4, stk. 2, at prisændringer kan varsles i en faktura. Når vi varsler på en faktura, gør vi meget ud af, at det skal fremgå tydeligt og i klart sprog. Bl.a. derfor skriver vi "varsling" mindst fire steder med tydelige rubrik fremhævninger. Lovgivningen kræver, at vi skal varsle mange forhold, herunder tariffer og abonnementer til staten. At varsle på elregningen har været praksis for mange energiselskaber i årevis, hvis ikke årtier. Og vi fremhæver det langt mere end de fleste."
Sådan sparer du penge på elregningen
Prisen på strøm er steget. Hvad kan du gøre for at undgå, at elregningen eksploderer? Bliv klogere her.
Elselskaber bag ulovligt telefonsalg
Endnu et elselskab er blevet meldt til politiet af Forbrugerombudsmanden og dømt for ulovligt telefonsalg og vildledning af forbrugerne. Forbrugerrådet Tænk efterlyser større og mere systematisk kontrol med elselskabernes markedsføring.
Du betaler din elregning i blinde
Det er enormt kompliceret og vanskeligt selv at tjekke, om du egentlig betaler den rigtige pris for din elektricitet. Tallene bør gøres tilgængelige ved lov, mener Forbrugerrådet Tænk.