Dampovne: Det skal du vide, før du køber
Dampovne giver dig mulighed for at tilberede mad med hjælp af damp. Men de er dyre og nogle dampovne har begrænsninger. Vælg din ovn med omhu.

Damp er godt til flere ting
Dampovne har været brugt i professionelle køkkener i mange år, men er nu ved at komme ud i de private, danske køkkener.
Damptilberedning sørger for, at dine madvarer både bevarer en større del af smagen og en større del af deres næringsstoffer, end hvis madvarerne koges.
Forskellige typer af dampovne
Ovne med dampfunktion kan deles op i tre kategorier:
Ovn med dampfunktion
Ovn med dampfunktion, hvor du kan dampe dine madvarer uden brug af varmluft eller konventionel varme, men også kan kombinere damp med varmluft eller konventionel varme.
Den "ægte" dampfunktion er særligt god til at tilberede fisk og grøntsager, hvor du gerne vil bibeholde næringsstofferne.
Ovn med supplerende dampfunktion
Ovn med supplerende dampfunktion, hvor du kun har mulighed for at dampe din mad i kombination med enten varmluft eller konventionel varme.
Brød og kød kan du tilberede ved en kombination af damp og varmluft. Dampen gør maden mere saftig, og varmluften gør stegen sprød og bager brødet.
Kombinationen af damp og varmluft svarer til at have et fad med vand stående i ovnen under tilberedningen.
Dampovn
Dampovn, hvor der ikke er mulighed for varmluft eller konventionel opvarmning, men udelukkende dampfunktionen. De er ikke med i testen.
Test af dampovne
Forbrugerrådet Tænk har testet 36 indbygningsovne, hvoraf 11 er dampovne fra henholdsvis Bosch, AEG, Electrolux, Ikea, Gorenje, Asko, Whirlpool og Samsung.
6 af de testede ovne kan varme alene med damp, og kan derfor bruges til madvarer, hvor du kun bruger dampfunktion.
5 af ovnene har dampfunktionen som supplement til den almindelige funktion.

Sådan fungerer en dampovn
Dampfunktionen fungerer ved, at du fylder den indbyggede tank op med vand.
Herefter kan du vælge, hvilken dampfunktion du vil bruge, og hvor meget damp der skal være en del af tilberedningen.
Dampovne er dyre
De 6 testede dampovne med "ægte" dampfunktion koster fra cirka 5.000 til 20.000 kroner.
Dampovne er generelt dyrere end almindelige ovne. Vores test viser, at det er dampfunktionen du betaler ekstra for.
Forhandlere skelner ikke altid mellem, om ovnene er med "ægte" dampfunktion eller med supplerende dampfunktion.
Brugsanvisningen eller producentens hjemmeside er nødvendig at gennemgå, hvis du vil være sikker på, hvilken type dampovn du køber.