Fem forslag til styrket konkurrence på bankmarkedet
Bankmarkedet er svært at gennemskue med produkter og priser, der er yderst vanskelige at sammenligne på tværs af bankerne. Vi har fem bud på løsninger.
I Forbrugerrådet Tænks store banktest fra juni 2025 har vi undersøgt, hvad det koster syv forskellige modelhusstande at være kunde i 17 forskellige banker.
Testen viser, at der er store prisforskelle mellem bankerne, og at mange forbrugere årligt vil kunne spare et sted mellem 5.000 og 20.000 kroner på at vælge den billigste frem for den dyreste bank – og i særlige tilfælde helt op til 47.000 kr.
Selvom vores test hjælper med at pege på, hvilke banker der er dyrest og billigst for en given husstand, så er det som almindelig forbruger meget vanskeligt at gennemskue, hvilken bank der kan tilbyde dig de bedste priser.
De fleste banker har nemlig ikke en fast pris på deres ydelser eller produkter. Om du kan få bankens laveste pris eller bliver tilbudt den højeste pris, afhænger fx af din kreditværdighed, belåningsgraden i din bolig, hvor stort engagement du har i banken, og hvor interesserede banken er i at få dig som kunde.
Bankernes prisbøger kan også i sig selv være ganske uoverskuelige. Fx skal du kigge i 18 forskellige prisbøger for at få overblik over priserne i Arbejdernes Landsbank, og prisbogen i Danske Bank er på 36 sider. Desuden kan bankerne have forskellige navne til samme produkter og gebyrer, hvilket gør det endnu sværere at sammenligne priser på tværs af bankerne.
I 2022 fandt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen også frem til, at bankmarkedet er svært at gennemskue for almindelige forbrugere, og at der var flere udfordringer med konkurrencen.
Forbrugerrådet Tænk har af flere omgange efterlyst, at der kommer politisk handling, der øger konkurrencen- og Erhvervsminister Morten Bødskov har flere gange erklæret sig enig i, at der er udfordringer med konkurrencen på bankmarkedet.
Vi foreslår disse fem initiativer
- Informationspligt overfor loyale kunder: Nye kunder får bedre tilbud end eksisterende kunder i samme bank. Vi foreslår, at myndighederne pålægger bankerne en pligt til årligt at informere deres eksisterende kunder, hvis nye kunder med lignende profiler får tilbudt mere attraktive priser og vilkår.
- Ensartning af bankernes produktnavne: Bankerne bruger forskellige ord for de samme ting. Det gør det svært for dig at sammenligne priser. Vi foreslår, at myndighederne eller branchen ensarter navnene på almindelige bankprodukter og -gebyrer, som det er besluttet at gøre på elområdet.
- Ny prissammenligningsportal: Vi foreslår, at der bliver en ny prissammenligningsportal, der - i højere grad end pengepriser.dk - skaber handlekraft hos forbrugerne. Den skal på en nem og overskuelig måde give overblik over, om forbrugeren kan have fordel af at skifte bank.
- Etablering af BankInfo som overbygning til eBankskifte: Der skal etableres en bankudgave af den velfungerende pensionsinfo.dk. Det skal give dig et nemt og systematiseret overblik over alle dine bankengagementer og vise, hvor meget du årligt betaler til banken.
- Styrk innovationen og konkurrencen via open banking: For at accelerere udviklingen og brugen af relevante open banking-løsninger til forbrugerne, foreslår vi, at myndighederne laver kampagner om dine muligheder og rettigheder, når nye open banking-løsninger bliver tilgængelige.
Til møde med banken? Stil din bankrådgiver disse spørgsmål
Vil du vide, om din nuværende bank kan give dig bedre priser og vilkår? Så skal du tage initiativ til et møde med banken. Her får du en liste af spørgsmål, du med fordel kan stille din bankrådgiver.
På forbrugernes side: Forbrugerrådet Tænk går ind i retssag om negative renter
Den kommende retssag om bankernes ret til at tage negative renter handler om dine penge – og om aftaler, der skal holdes. Derfor går Forbrugerrådet Tænk ind i sagen på forbrugernes side.
Forbrugslån under lup: Vi afslører de dyreste og billigste lån
Forbrugslån er ofte dyre – og nogle er meget dyre. Vi har testet lånene, så du kan gennemskue gebyrerne, undgå faldgruberne og finde det billigste lån.