Gå til hovedindhold

Er du loyal forsikringskunde, kan det koste dig 5.000 kr. om året

Loyalitet er normalt positivt, men når det handler om dit forsikringsselskab, kan loyalitet have negative konsekvenser for dig, skriver direktør Winni Grosbøll i denne leder.

Winni Grosbøll, direktør i Forbrugerrådet Tænk · 2. september 2025
Direktør i Forbrugerrådet Tænk Winni Grosbøll

Loyalitet er normalt positivt. Men når det handler om dit forsikringsselskab, kan loyalitet have negative konsekvenser for dig.

En rapport fra Konkurrencerådet viste her i foråret, at forbrugere der har været kunde i deres forsikringsselskab i 10 år, typisk betaler 100 kroner mere om måneden for deres forsikringer end nye kunder i samme selskab. Hver måned hele året. År efter år.

Man skal altså sørge for jævnligt at tjekke sine forsikringer og indhente nye tilbud fra andre selskaber. Ellers bliver man snydt. 

At loyale kunder ”bliver plukket” af selskaberne, var imidlertid ikke det eneste, som Konkurrencerådet konkluderede. Undersøgelsen viste også, at størstedelen af forsikringsselskaberne hæver priserne på forsikringer automatisk og med samme takst - uden at give deres kunder besked, når det sker. 

I Forbrugerrådet Tænk er vi helt med på, at priser stiger over tid. Problemet er, når det er en standard i branchen, at man samstemmigt hæver priserne i det skjulte. For så kan vi som forbrugere ikke reagere på det. En spørgeundersøgelse, som vi netop har lavet, viser at den største del af de adspurgte forbrugerne ikke ved, om deres forsikringspriser bliver hævet automatisk. Men at de synes, at det er urimeligt, hvis det sker.

Det er vi helt enige i, og derfor ser vi frem til resultatet af den markedsefterforskning, hvor myndighederne undersøger branchen endnu dybere, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen nu har indledt. 

Markedsefterforskningen bør føre til, at forsikringsselskaberne som minimum tydeligt gør deres kunder opmærksomme på det, når de hæver prisen. Hvis selskaberne ikke gør det af sig selv, må vi som forbrugere forvente, at vores politikere stiller krav om det. 

Vi har regnet på, hvad de automatiske prisstigninger har betydet for forbrugernes privatøkonomi. En gennemsnitlig dansk husstand betaler i dag over 5000 kroner mere for skadesforsikringer årligt, end de ville have gjort, hvis priserne på forsikringerne var steget i samme takt som priserne i samfundet generelt.

Markedsefterforskningen forventes at tage to år. Men mens vi venter på det, kan du heldigvis selv gøre noget. Hvis du har været kunde i det samme forsikringsselskab i en årrække, betaler du formentlig for meget. Så skriv til dit selskab, henvis til rapporten fra Konkurrencerådet fra april måned og bed om en pris, der matcher den de giver nye kunder. Hvis det ikke resulterer i et bedre tilbud, bør du indhente tilbud fra andre forsikringsselskaber. 

Loyalitet er normalt positivt – men loyalitet kan altså være dyrekøbt, når vi taler forsikringer.

Med venlig hilsen
Winni Grosbøll, direktør, Forbrugerrådet Tænk