10 solcremer indeholder problematiske stoffer
Du bør altid bruge solcreme mod solens stråler - uanset indholdet. Men vores test viser, at der er visse ingredienser, du kan vælge at undgå.
Når du skal beskytte dig mod solens stråler, er det vigtigt, at du smører dig ind i en god solcreme eller solspray.
Men nogle solcremer indeholder stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, problematiske for miljøet eller allergifremkaldende, viser vores test af 50 solcremer.
Den enkelte solcreme er ikke problemet
Stofferne, vi finder i solcremerne, er lovlige, og det enkelte produkt er ikke et problem. Derfor bør du altid bruge den solcreme, du har.
Problemet er din samlede udsættelse for uønsket kemi i hverdagen, som kaldes for cocktaileffekten.
Er du på udkig efter en ny solcreme, er det derfor en god ide at undgå disse stoffer for at minimere din samlede udsættelse.
Undgå mistænkt hormonforstyrrende solfiltre
I testen får 10 ud af 50 solcremer med SPF 30, SPF 50 eller SPF 50+ den dårligste kemibedømmelse, C-kolben, fordi langt de fleste indeholder solfiltre, der er mistænkt hormonforstyrrende.
Det er blandt andet solfiltre, der står på Miljøstyrelsens og andre myndigheders fælles liste over hormonforstyrrende stoffer eller af andre årsager er mistænkt hormonforstyrrende.
I denne test er de solfiltre, der er mistænkt hormonforstyrrende Ethylhexyl salicylate, Octocrylene, og Isoamyl p-methoxycinnamate.
Udover solfiltre er der enkelte andre mistænkt hormonmforstyrrende stoffer i de udvalgte solcremer. Det er Methyl salicylate, Benzyl salicylate og Methylparaben.
Disse 10 solcremer indeholder uønsket kemi
I testen får 10 solcremer den dårligste bedømmelse, C-kolben.
Ingen af dem er danske brands. Det er hovedsageligt franske og amerikanske brands.
Solcremer kan indeholde parfume og miljøbelastende stoffer
17 solcremer i testen indeholder også parfume eller planteekstrakter, der kan give allergi.
Allergifremkaldende planteekstrakter eller parfumestoffer kan være tilsat solcreme for at tilføje en bestemt duft.
Det er en god ide at overveje, om du behøver parfume, planteekstrakter eller andre allergifremkaldende stoffer i solcreme, som bliver længe på din hud.
Miljøbelastende stoffer kan du også støde på i solcreme. De kan fx være tilsat for at forlænge holdbarheden. Hvis du vælger solcremer med Svanemærket eller med A-kolben kan du undgå en række stoffer, der er problematiske for miljøet.
Brug altid solcreme – uanset kemikalierne
Har du en solcreme stående derhjemme, som får C-kolben i vores test eller i vores app Kemiluppen, så skal du ikke blive bekymret eller smide den ud.
Det er vigtigt at bruge solcreme som solbeskyttelse om sommeren. Uanset hvad der står på ingredienslisten.
Vores test hjælper dig til at træffe et godt kemivalg, næste gang du skal ud at købe en solcreme, hvis du gerne vil undgå uønskede stoffer.
Test viser: 30 solcremer er uden uønsket kemi
Du har rigtig gode muligheder for at finde en solcreme fri for problematiske stoffer. Hele 30 ud af 50 solcremer er fri for uønsket kemi i vores årlige kemitest.
Disse solcremer dumper i test
Vælger du solcreme efter den solfaktor, der står på emballagen? Så vær opmærksom – vi har fundet tre solcremer til både børn og voksne, hvor solfaktoren ikke er så høj som lovet. To af solcremerne indeholder desuden uønsket kemi.
Kemi i solcreme: Ingredienser du skal holde øje med
Solcreme kan indeholde UV-filtre, parfume og konserveringsmidler, som kan være mistænkt for at være hormonforstyrrende eller allergifremkaldende. Her er dem, du bør kende.