Cremer, lotions og kosmetik - kend deres holdbarhed
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Hvor længe kan en creme holde?

Lotion og creme holder ikke evigt i toiletskabet. Undgå, at cremen udvikler sig til en bakteriebombe ved at tage et par simple forholdsregler.

· 31. oktober 2023
fire cremer på række på mørkegrøn baggrund

Cremer, lotion, kosmetik og andre plejeprodukter holder ikke evigt. Derfor er det vigtigt, at du har styr på cremens udløbsdato.

Se efter datomærkning eller logo

Holdbarheden for kosmetik og plejeprodukter kan angives på to forskellige måder afhængig af hvor længe produktet kan holde sig på butikkernes hylder.

Holdbar i mere en 30 måneder

Kan det holde sig mere end 30 måneder angives typisk den tid produktet kan holde sig efter åbning. Holdbarhed efter åbning er illustreret med en åben bøtte på produktets bagside, hvor det antal måneder cremen kan holde, står angivet indeni.

Holdbar i mindre end 30 måneder

Kan produktet holde sig kortere end 30 måneder skal der i stedet stå en konkret dato.

Har cremen en specifik holdbarhedsdato bliver det angivet på produktet med et lille timeglas samt den specifikke holdbarhedsdato.

Så længe holder cremerne generelt

Holdbarheden for cremer efter at de er åbnet er oftest 12 måneder, men kan også være både kortere og længere.

Skriv eventuelt på cremen, hvornår du har åbnet den, så det bliver nemmere at huske.

Se, lugt eller mærk om cremen er blevet for gammel

Cremer kommer ofte i mængder, som du kan nå at bruge inden for holdbarhedsperioden. Men hvis der kommer bakterier i cremen, kan det mindske holdbarheden.

Konsistensen, farven og lugten på cremen kan hjælpe dig med at vurdere, om din creme er blevet for gammel.

Hvis cremen ændrer udseende, bliver harsk eller for eksempel begynder at skille, skal du skifte den ud.

Undgå unødige bakterier i din creme

Cremer kan blive inficeret med bakterier eller svampe, særligt hvis du stikker fingrene ned i den.

Den emballagetype, hvor der er mindst risiko for forurening, er pumperne, mens krukker giver størst risiko for forurening.

Brug en spatel til at tage creme fra krukken, eller sørg for at vaske hænder, inden du bruger cremen. Så mindsker du risikoen for, at cremen bliver dårlig.

I butikken kan du sikre dig, at cremen ikke har været åbnet tidligere. Se efter, om den er forseglet eller folieret.