Undgå problematiske siloxaner
Silikonestoffer kan være i din hårolie, deodoranter og cremer, men de kan skade miljøet og nogle mistænkes for at være hormonforstyrrende. Undgå stofferne her.
Silikonestoffer i form af siloxaner har blødgørende egenskaber, og du kan finde dem i cremer, hårolier eller concealere. Men de kan være problematiske både for miljø og sundhed.
De findes også i en række andre typer af produkter som fx silikoneformer til bagning eller silikone vibratorer.
Hvorfor er siloxaner et problem?
Siloxaner er miljøbelastende, fordi de ikke nedbrydes i miljøet. De spreder sig over lange afstande og kan ophobes i jord og vand.
Flere siloxaner er på EU's liste over særligt problematiske kemikalier på grund af denne belastning af miljøet.
De særligt problematiske silikonestoffer optræder under følgende navne:
- Cyclotetrasiloxane (D4) – er nu forbudt i kosmetik og pleje
- Cyclopentasiloxane (D5)
- Cyclohexasiloxane (D6)
- Cyclomethicone er en blanding af siloxaner, som bl.a. indeholder cyclopentasiloxane
- Trisiloxane
Dine plejeprodukter kan indeholde siloxaner
Siloxaner bruges blandt andet som blødgørende stoffer i plejeprodukter. De kan findes i mange forskellige slags kosmetiske produkter til både hud- og hårpleje:
- Deodoranter
- Cremer
- Solcreme
- Bodylotion
- Concealere
- Lotions
- Hårprodukter
- Lotions
Mistanke om hormonforstyrrende effekter
Mistanke om hormonforstyrrende effekter knytter sig også til siloxanerne D4 og D5.
Cyclotetrasiloxane (D4) er på EU's liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Stoffet er ifølge EU også skadeligt for forplantningsevnen og må derfor ikke være i kosmetik og plejeprodukter.
Cyclopentasiloxane (D5) er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det har DTU Fødevareinstituttet vurderet, som er en del af Center for Hormonforstyrrende Stoffer.
EU’s videnskabelige komité vurderer desuden, at D5 ikke er sikkert at bruge i sol- og hårsprays.
Regler for siloxaner
På baggrund af stoffernes negative effekter for sundhed og miljø, er der indført grænser for, hvor meget siloxane (stoffer som D5 og D6) der må være i kosmetiske produkter.
- Siden januar 2020 har shampoo, sæbe og balsam (såkaldte rinse-off produkter) kun måttet indeholde meget lidt D5 – højst 0,1 procent.
- Fra 6. juni 2026 gælder den samme grænse også for D6 i rinse-off produkter.
- Fra 6. juni 2027 udvides reglerne:
- Både D5 og D6 må kun være til stede i meget små mængder (højst 0,1 procent) i alle kosmetiske produkter, også cremer, bodylotion og deodoranter (såkaldte leave-on produkter).
Kort sagt, vil der fra juni 2027 være den samme grænse for alle typer kosmetiske produkter – højst 0,1 procent af siloxanerne D5 og D6. Grænsen gælder dermed også cyclomethicone.
På nuværende tidspunkt er der ikke regler for begrænsninger af Trisiloxane i kosmetik og pleje.
Siloxaner i Kemiluppen
De problematiske siloxaner bruges særligt indenfor makeup og hårpleje, men også i almindelige plejeprodukter som deodoranter. Særligt cyclopentasiloxane finder vi i produkter i vores app Kemiluppen.
embed_siloxaner
Tre tips til at undgå siloxaner
- Tjek dine produkter med appen Kemiluppen. Appen giver C-kolben til dit produkt, hvis der er problematiske siloxaner i.
- Tjek vores kemitest af kosmetik og personlige plejeprodukter. Her får produkter med problematiske siloxaner også en lav bedømmelse, C-kolben.
- Gå efter miljømærker som Svanemærket og EU-blomsten. Disse mærker tillader ikke de nævnte siloxaner.
Ikke alle håndcremer beskytter dine hænder
En god håndcreme skal tilføre fugt til huden, forhindre at hænderne tørrer ud og være uden uønsket kemi. Men ikke alle cremer i vores test klarer den opgave lige godt.
Sådan beskytter du hænderne mod udtørring
Håndcreme kan hjælpe mod sprukne og tørre hænder. Men hvordan bevarer du huden på hænderne blød og smidig? Hvad skal du se efter, når du vælger creme?
Disse håndcremer er de bedste i test
Kold og tør luft tørrer huden ud, og vil du tilføre så meget fugt som muligt til dine hænder, er der især tre håndcremer, du bør overveje.