Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Titel

Udnyt de svingende elpriser og spar penge

Elpriserne svinger op og ned, også i løbet af døgnet. Der er penge at spare ved at vælge en timebaseret aftale med elselskabet og lade elbilen op og sætte tørretumbleren i gang, når elpriserne er lavest.
Af Morten Steiniche
16. December 2021
Flyt elforbruget til natten og spar penge
Foto: Getty Images

Elpriserne er røget i vejret igennem de seneste måneder, og forude venter elregninger, der kan vække opsigt i mange husholdninger. Især hjem med et stort strømforbrug til elbil og varmepumper vil mærke effekterne på pengepungen af den energikrise, der også har sendt priserne på blandt andet olie og naturgas på himmelflugt.

“Men måske er det netop en prisstigning som nu, der skal til for at ændre vores vaner. Det kan jo være, at den kommende elregning vil være steget så meget, at nogle af os ønsker at blive mere bevidste om vores vaner. Så har man ikke været klar over, at det betyder noget, om prisen på strøm er høj eller lav, så bliver man måske mere bevidst om det nu,” siger fagekspert Henrik Bisp fra Bolius.

Sådan sparer du penge på elregningen

Udnyt udsving i priser

Ved at ændre vores vaner har vi nemlig mulighed for at få strømmen til en lavere pris. Det kræver en timeaflæst måler – som stort set alle danske husholdninger har – og en timebaseret aftale med elselskabet. Med en timebaseret aftale, også kaldet for flekspris, betaler du den pris for strømmen, som den koster på et givent tidspunkt.

“Fordelen med de timeaflæste målere er, at du kan udnytte, at priserne på el svinger hen over døgnet. Det betyder, at du kan flytte noget af forbruget til tidspunkter, hvor strømmen er billigere,” forklarer Martin Salamon, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.

Har du i stedet en en aftale om en fast pris med elselskabet, er fordelen, at du ved, hvad prisen på 1 kWh er i fremtiden.

“Lige nu – hvor elpriserne er steget så meget – gnider de mennesker sig i hænderne, som for noget tid siden valgte en aftale om en fast pris pr. kWh. Men til gengæld får de så ikke fordelene, når elpriserne på et tidspunkt vil falde igen,” siger Martin Salamon.

Ulempen ved flekspris

Ulempen ved at vælge en aftale med timeafregnede priser er, hvis du alligevel ikke har mulighed for at flytte strømforbrug til tidspunkter med lavere priser. Men kan du til gengæld det, så kan der være gode penge at spare på at vælge en aftale med timeafregnede priser.

“For at vide, hvad der er bedst for dig, skal du kende størrelsen af dit forbrug, og du skal vide, hvordan dit forbrug fordeler sig over døgnet,” siger Martin Salamon.

Men uanset om du vælger en elaftale med fast pris eller med timeafregnede priser, bør du jævnligt tjekke Elpris.dk for at se, om du kan få strømmen til en bedre pris et andet sted. Det foreslår Henrik Bisp fra Bolius:

“Det kræver, at du gør en indsats og hyppigt skifter udbyder, hvis nogen har et bedre tilbud. Og gør du ikke det, kan det måske være mere fordelagtigt bare at vælge et elprodukt med en fast pris, så du i det mindste ved, hvad du kommer til at betale.”

Der kan være penge at spare

Om natten den 23. november kostede 1 kWh hos SEAS-NVE i snit 1,81 kroner. Nogle timer senere – om formiddagen – var gennemsnits prisen steget til lidt over 4 kroner pr. kWh. Det er altså en forskel på over 2 kroner.

Elprisen stiger typisk markant fra klokken 8 om morgenen for så at peake i tidsrummet mellem klokken 17 og 20. Det er et tidspunkt, der også kaldes for ‘kogespidsen’, fordi vi allesammen begynder at lave mad. Strømforbruget er kæmpestort, og prisen er som konsekvens heraf høj.

“Det siger sig selv, at det vil give noget i den sidste ende – for eksempel set over et helt år – hvis du kan lægge dine vaner om og bruge strøm på tidspunkter, hvor prisen er lavest. Det er for eksempel at tænde for opvaskemaskinen og sætte vaskemaskinen i gang på nogle andre tidspunkter end det, vi måske har været vant til hidtil,” siger Henrik Bisp.

Naturgas: Spar penge på din gasregning

Kender du kogespidsen?

En rapport fra De Frie Energiselskaber viste i 2020, at kun hver tiende elbilejer lader bilen op i kogespidsen. Det tyder på, at i hvert fald nogle danskere – i det her tilfælde elbilejerne – godt er klar over, at strømmen i hvert fald med en timebaseret elaftale er meget dyr på netop det tidspunkt.

Men ellers er de svingende priser i døgnet og muligheden for at regulere elregningen med en timebaseret aftale ikke noget, som danskerne endnu er særlig bevidste om.

“Generelt har både forbrugerne og erhvervslivet haft en ringe opmærksomhed omkring det. Det er simpelthen ikke noget, vi har været vant til at skulle tænke over, men der er ingen tvivl om, at det er noget, der får stigende betydning på grund af elbiler og varmepumper, hvor elforbruget vil blive markant større,” siger Martin Salamon.

Så meget kan du spare på dage med store forskelle på dags- og natpriser:

Elbilen

Forbrug: 50 kWh. / opladningstid: 5 timer / opladning uden abonnement

8.00-13.00. 

Gennemsnitspris for 1 kWh i tidsrummet fra klokken 8.00 til 13.00: 4,02 kroner. Du starter opladningen klokken 8.00.

Udgift: 201 kr.

23.00-4.00

Gennemsnitspris for 1 kWh i tidsrummet fra klokken 23.00 til 4.00: 1,81 kroner. Du starter opladningen klokken 23.

Udgift: 91 kroner