Pension: Få overblik over din pensionsopsparing | Forbrugerrådet Tænk
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Sådan får du overblik over din pension

Din pension kan være svær at forstå. Det betyder, at mange undgår at kigge på den. Her er fire værktøjer, der gør din pension mere overskuelig.

Mette Andrea Boesgaard · Foto: Getty Images · 21. september 2020
Få overblik over din pension

Pension er kompliceret, og det kan være svært at holde overblikket med alt fra typer af pensionsordninger til omkostninger forbundet med ens pensionsordning.

Forbrugerrådet Tænk har gennemgået fire typer af pensionshjælpeværktøjer, som kan hjælpe dig med at få overblik over nogle vigtige elementer af din pension:

  • Hvor mange forskellige pensionsordninger du har.
  • Hvor meget af din pension du mister til omkostninger.
  • Hvor meget du betaler i pension.
  • Hvordan du sammenligner arbejdsmarkedspensioner.

    Hvor kan jeg se min pension?

    Pensionsordninger kan du have mange af, og du kan hurtigt miste overblikket over dem.

    PensionsInfo er et samarbejde mellem alle danske banker, pensionskasser og pensions- og forsikringsselskaber.

    På pensionsinfo.dk kan du se:

    • En samlet oversigt over dine pensioner og forsikringer.
    • Hvornår du får udbetalt dine pensioner.
    • Hvordan din pension ændrer sig, når du ændrer på din pensionsalder.
    • Hvordan din pensionsopsparing påvirker din folkepension.

    Brug pensionsinfo.dk til at se, om du løber tør for penge efter fem år på pension, eller om du har råd til et langt liv som pensionist.

    Hvor meget af min pension mister jeg til omkostninger?

    Omkostningerne i din pensionsopsparing har stor betydning for, hvor meget du ender med at få udbetalt.

    Én procent til eller fra i gebyrer og omkostninger lyder ikke af meget, men det, du betaler i omkostninger, får ikke lov at trække renter i alle de år, du er på arbejdsmarkedet. Det gør en stor forskel, når du skal have din pension udbetalt.

    Administrationsomkostninger kan du holde nede ved at samle dine pensionsopsparinger. Så slipper du for at betale omkostninger til flere forskellige pensionsordninger, som kan være dyre i omkostninger.

    Forbrugerrådet Tænk har udviklet en gebyrberegner, der viser dig, hvor meget af din pension, du mister til gebyrer.

    Din pensionsopsparing skal give dig cirka 70-80 procent af din løn, når du går pension. For at opnå dette beløb skal du i gennemsnit indbetale mellem 10-20 procent af din løn.

    Pensionsmåleren er et beregningsværktøj, hvor du kan se, om din pensionsopsparing passer til anbefalingen, eller om du skal spare mere op.

    I Pensionsmåleren kan du beregne:

    • Din udbetaling i kroner og ører
    • Din udbetaling som procentdel af din nuværende løn.
    • Hvordan barsel, deltidsarbejde og pensionsalder påvirker din pensionsopsparing.

    Pensionsmåleren er udviklet af brancheorganisationen Forsikring & Pension.

    Hvordan sammenligner jeg arbejdsmarkedspensioner?

    Skifter du arbejde, skal du måske have ny arbejdsmarkedspension.

    Faktaompension.dk er et værktøj til at sammenligne arbejdsmarkedspensioner.

    På faktaompension.dk kan du indtaste, hvordan du sparer pension op. Derefter kan du sammenligne din gamle og din nye arbejdsmarkedspension.

    På faktaompension.dk kan du:

    • Bl.a. sammenligne omkostninger og pensionsforsikringer ved de forskellige arbejdsmarkedspensioner.

    Brug de informationer, når du skal beslutte, om hele din nuværende pensionsopsparing skal med over i din nye arbejdsmarkedspension.

    Omkostningerne på dine pensionsordninger er vigtigere end det afkast, du står til potentielt at vinde, når du skifter pensionsopsparing. Afkastet svinger fra år til år, men omkostningerne vil forblive de samme. Vælg den pensionsopsparing, hvor der er færrest omkostninger.

    Din arbejdsmarkedspension kan du justere ved at tale med din arbejdsgiver.

    Fakta om pension er udviklet af brancheorganisationen Forsikring & Pension.