Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Titel

Medlemmerne spørger: Hæfter banken, når jeg bruger Mobilepay?

Hvad gør man, hvis et firma ikke vil returnere pengene for en vare, og betalingen er sket via Mobilepay? Få svaret her.
Af Lindi Elisabeth Winkel
29. Juni 2021
mobilepay
Foto: Getty Images

Spørgsmål fra et medlem:

Hvad gør jeg, når jeg ikke får mine penge tilbage?

Jeg har siden den 14. januar 2021 forgæves forsøgt at få mine penge retur for en iPad samt Pencil 2, som jeg bestilte og købte hos et internetfirma.

Butikken har siden denne dag holdt mig hen med undskyldninger og kreditnotaer, hvor de påstår, at pengene er trukket fra deres konto og derefter er kommet retur til mig. Jeg har nu indset, at butikken nok ikke har intentioner om at betale mine penge tilbage.

Normalt ville jeg bare bede min bank om at trække dem fra kontoen, men jeg har dummet mig, da jeg har betalt over MobilePay, og så kan min bank ikke hjælpe mig. Har I nogen ide om, hvad jeg nu kan gøre?

– Thomas Nielsen, Frederikshavn

Mobilbetaling: Skal du betale med telefonen?

Svar fra Forbrugerrådet Tænk:

Når du som forbruger handler på nettet, vil du under visse betingelser kunne få hjælp via din bankforbindelse til at få tilbageført pengene til din konto.

Det er betalingslovens § 112, der regulerer dette, og bestemmelsen omfatter fjernsalg, hvor forbrugeren har anvendt sit betalingskort. Bestemmelsen regulerer, hvornår forbrugere kan få deres bank til at tilbagebetale pengene for en ellers godkendt betaling.

Forbrugerombudsmanden har i en artikel om hæftelse ved fjernsalg omtalt netop problemstillingen med MobilePay. Af artiklen fremgår det, at banken også hæfter, hvis forbrugeren har betalt ved mobilbetaling, hvor betalingen er gennemført med et tilknyttet betalingskort som for eksempel med MobilePay.

Hvis forbrugeren har betalt via bankoverførsel som for eksempel ved brug af et indbetalingskort eller Betalingsservice, hæfter banken ikke. Læs mere om det her

Forud for en indsigelse til banken skal du som forbruger have forsøgt at gøre krav gældende over for forhandleren om tilbagebetaling. Herefter vil du med skriftlig dokumentation for det mislykkede forsøg kunne indlevere en indsigelse til banken.

Opstår der problemer med banken i forbindelse med dit krav om tilbagebetaling, har du mulighed for at klage til Det finansielle ankenævn: www.fanke.dk.

– Marianne Aagaard Christensen, stud.jur.

Rådgivning og rettigheder

Det kan være overordentligt svært at finde rundt i regler og rettigheder – derfor tilbyder Forbrugerrådet Tænk rådgivning om købeloven og markedsføring til alle.

Få hjælp:

Alle kan ringe til Forbrugerrådet Tænks rådgivning mandag til fredag kl. 9.00-11.00 på tlf. 7741 7741.

Er du medlem, får du adgang til udvidet rådgivning og vejledning på tlf. 7741 7777.

Særligt for dig, som er medlem af Forbrugerrådet Tænk:

• du kan ringe mandag til fredag kl. 9.00-15.00 på tlf. 7741 7777, og som medlem kommer du altid forrest i køen.

• du kan få hjælp til at skrive en klage.

• du kan få betalt dit klagegebyr. Klager du til Forbrugerklagenævnet, skal du først gennem en mægling, der koster 100 kroner. Det gebyr betaler vi for dig som medlem. Læs mere om at klage og gebyret her.

• du kan skrive til os på medlem@fbr.dk, når det drejer sig om rådgivning inden for købelov, forbrugeraftaler og markedsføring.