Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Titel

Skift bank: Hvilken bank skal jeg vælge?

Gebyrer, bankrådgivning og etik varierer fra bank til bank. Få hjælp til at vælge den bedste og billigste bank til dine behov.
Af Mette Andrea Boesgaard
3. December 2020
bank hvilken bank skal jeg vælge
Foto: Getty Images

Sådan finder du den bedste bank

Banken er ikke en gratis service. Uanset om du har penge i banken, eller om du låner penge, betaler du for det. Det kan være i form af gebyrer og omkostninger, negative renter eller fordi du får for lidt i rente på de penge, du har stående i banken.

Priserne varierer dog fra bank til bank, og afhængigt af hvad dine behov er, kan det måske betale sig for dig at skifte bank.

Den bedste bank for dig kan være en bank, som er i samme koncern som dit realkreditinstitut, din pensionsordning eller din forsikring. Så kan du måske spare penge ved at have alt samlet i samme koncern. Det kan også være den bank, som tilbyder dig den laveste rente på dine lån.

Services som hæveautomat eller rådgivning om investeringer kan også være det, du prioriteret højest.

Skifter du bank, skal du vide, hvad du har brug for. Få tips til at finde den bedste bank til dit behov.

Skift bank: Sådan skifter du bank

 

Hvilke services bruger du i banken?

  • Har du lån i banken?
  • Skal du have hjælp til at investere din opsparing?
  • Skal du købe bolig?
  • Har du pension, forsikringer eller realkreditlån gennem din bank?
  • Har du brug for personlig rådgivning?
  • Skal du have hjælp til at få styr på økonomien?
  • Bruger du netbank?
  • Bruger du hæveautomater?

Undersøg, hvad din bank har af services, hvilke services du benytter, og hvad de koster.

Sammenlign banker for at finde ud af, om der er andre banker med de samme services, som du bruger.

Du kan spare tusindvis af kroner ved at skifte til en anden bank, så find ud af om bankerne lever op til dit behov.

Hvad koster banken?

Priserne på bankens tjenester varierer fra bank til bank. I Forbrugerrådet Tænks seneste test af bankpriser fra december 2019 var der flere tusinde kroners forskel på den dyreste og den billigste bank.

Renter på lån, negative renter på indestående beløb, gebyrer på investeringer og gebyrer på services som Visa/Dankort, netbank og overførsler af penge er nogle af de måder, bankerne tjener penge på at have dig som kunde.

Tjek prisen på de services, du har brug for i banken, før du vælger at skifte. Du kan sammenligne bankpriser på de fleste danske pengeinstitutter på pengepriser.dk eller mybanker.dk.

Banken vil ofte tilbyde dig en pakkeløsning, hvor du får fordele, hvis du samler både bank, realkreditlån og forsikringer hos banken. Vær kritisk – pakkeløsninger gør det svært at gennemskue prisen på de enkelte services, så du ved ikke, om du betaler for meget.

Bankpriser: Hvad koster din bank?

Får du god rådgivning i banken?

Banken kan hjælpe dig, hvis du skal købe en bolig eller investere din opsparing.

Personlig rådgivning i banken kan være vigtig for dig. I så fald skal du tænke over, om det er vigtigt for dig, at banken har en fysisk filial i nærheden, hvor du kan få hjælp.

Rådgiveren skal du også have en god kemi med, så du kan få den bedst mulige rådgivning.

Bankens rådgiver er dog også en sælger, der sælger dig bankens produkter som for eksempel lån, kassekredit og forsikringer. Det skal du være opmærksom på, når du får hjælp i banken.

Får banken mange klager?

Banken skal give dig god rådgivning, der tager udgangspunkt i dine behov, og hvad der tjener dig bedst.

Dårlig rådgivning kan du klage til Det finansielle ankenævn over. Før du vælger bank, kan du undersøge om bankerne har mange klager fra kunder. Det kan du undersøge hos Det Finansielle Ankenævn

Søg i klager over banken på Det Finansielle Ankenævns hjemmeside

Er bankens etiske grundlag i orden?

Hvidvask, skatteunddragelse og investeringer i våben, børnearbejde og miljøskadende aktiviteter.

Banken investerer ikke altid dine penge på en måde, der stemmer overens med dit værdigrundlag.

Bankens etiske grundlag næsten umuligt for dig som kunde at vurdere. Men du kan spørge din nye bank om dette:

  • Er banken involveret i hvidvask eller korruption?
  • Investerer banken i firmaer, der krænker menneskerettighederne eller ødelægger miljøet?
  • Investerer banken i eller finansierer banken firmaer, der bidrager til våbenhandel og våbenproduktion?

Engagerer banken sig lokalt - investerer de i lokale sportsklubber, udvikling af din by og så videre?

Sammenlign og forhandl, før du vælger bank

Indhent tilbud fra 2-3 banker, inden du skifter bank.  Når du har fået tilbuddene, skal du ringe til bankerne og bestille et møde med en bankrådgiver. Tilbuddene kan du også bruge som udgangspunkt for at forhandle med din nuværende bank.

Renter og gebyrer kan du ofte forhandle med banken om. Find priserne hos andre banker og brug dem i forhandlingen, så kan du få den billigste pris.

Dine lån og din økonomi er afgørende for, hvor god en kunde du er for banken. Er du en god kunde, vil du også være bedre stillet i en forhandling med banken.

Sådan forhandler du prisen ned i banken

 
Test: Bankpriser - Forbrugerraadet Taenk Penge 60
Hvor meget betaler du for din bank?

Magasinet Forbrugerrådet Tænk Penge tester hvert år priserne hos banken - og der er flere tusinde kroner at spare ved at vælge den billigste bank.

 

Forbrugerrådet Tænk mener: Det skal være lettere at se bankens etiske grundlag

”Som kunde i en bank er det umuligt at gennemskue, hvordan bankerne opfører sig og investerer.

Forbrugerrådet Tænk arbejder på at lave en Fair Finance Guide, som er en uafhængig vurdering af bankernes etik og investeringer. Det findes allerede i Norge, Sverige og Tyskland.

En Fair Finance guide kan ikke opdage alle skandalerne. Men erfaringerne fra andre lande viser, at en sådan rating i højere grad tilskynder bankerne til god opførsel for at få en god etisk rating."

Tjek den norske Fair Finance guide her

Morten Bruun Pedersen, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk