Det kan være svært at spise klimavenligt
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Weekendfar: Det kan være svært at spise klimavenligt

Som weekendfar til 3 børn, der mener alt grønt er farligt, kan det være svært at skære ned på kød og færdigretter.

Annette Birch · Foto: Karin Majland · 15. juni 2021
Mand står udenfor og smiler

Karsten Møller Pillsburg vil gerne købe klimavenligt ind og prøver også at skære ned på kødet. Det er bare ikke altid lige let, når man er fraskilt og weekendfar til tre børn på 7, 10 og 12 år, der er modstandere af alt grønt.

“Jeg må ærligt erkende, at jeg nok ikke tænker på klimaet så meget, som jeg burde, når jeg køber ind. Men jeg har nogle børn, der mener, at alt der er grønt, er farligt, så mange gange bliver det pasta og kødsauce igen-igen,” siger 46-årige Karsten Møller Pillsburg fra Horsens.

Han indrømmer, at der også er plads til forbedring, når han ikke har børnene. Her arbejder han meget og får ofte en rugbrødsmad eller færdigret om aftenen.

Prisen er vigtig

For ham betyder det noget, at økologiske varer for eksempel er dyrere, særligt da han lige var blevet skilt og ikke havde så mange penge.

“Lige efter vi var blevet skilt, havde jeg ikke ret meget, og jeg så derfor især på ­prisen. Her prioriterede jeg at lave nogle ting med ungerne i weekenden frem for at tænke på, hvor æggene kom fra,” siger Karsten Møller Pillsburg.

Spiser flere grøntsager om sommeren

Efterhånden som han fik mere styr over økonomien, kunne han bedre overskue det. Da han nu bor på landet, køber han æg, kartofler og andet grønt fra en gård. Det er både mere klimavenligt og smager bedre. Det er også lettere at få børnene til at spise grønt om sommeren, hvor de selv dyrker grøntsagerne.

“Det ser mere indbydende ud, når man selv trækker grøntsagerne op af jorden,” siger Karsten Møller Pillsburg.

Han vil også gerne bruge flere penge på mad, hvis de smager bedre og er klima­venlige. Derimod er han ikke sikker på, at et klimamærke vil få ham til at spise mere ­klimavenligt.

“Der er så mange mærker i forvejen, at det er svært at finde rundt i. Der, hvor jeg gør mine daglige indkøb, skilter de med det ­klimavenlige køb. Det går jeg efter,” fortæller han.