Brødristere: Skal den være flad eller stående?
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Skal jeg vælge en flad eller en opretstående brødrister?

I Danmark har vi en tradition for flade brødristere. Se fordele og ulemper ved både den flade og den opretstående brødrister.

Lars Nøhr Andresen · Foto: Thomas Dahl · 19. maj 2022
brødrister flad og opretstående

Når Forbrugerrådet Tænk tester fx brødristere, sker det i samarbejde med en lang række forbrugerorganisationer fra andre lande, og i andre lande stiller de sig uforstående over for de flade brødristere, vi har med i testen.

“De kender simpelthen ikke den type af brødristere, som åbenbart er en meget dansk tradition. Og selv om den opretstående model efterhånden også er meget udbredt som produkt i Danmark, er der stadig mange af de flade modeller,” siger projektleder Christel Søgaard Kirkeby, der står for testen af brødristere.

Flade brødristere rister toastbrød ujævnt

I testen af brødristere klarer de flade brødristere sig ikke særligt godt. Det skyldes, at testen er udført ved at riste toastbrød. På flade brødristere får almindeligt toastbrød en ret ujævn ristning, fordi de typisk kun har to varmelegemer. Testen afspejler derfor ikke nogle af de fordele, som de flade brødristere har.

Fordele og ulemper ved en flad brødrister

Fordele

Ulemper

  • Kan riste alle slags brødskiver og boller uanset størrelse og form.

  • Kan typisk riste fire-seks skiver brød ad gangen alt efter størrelse.

  • Brødristeren er typisk ret billig i forhold til opretstående brødristere.

  • Du skal selv vende brødet, som kun ristes på én side ad gangen.

  • Ristningen kan derfor også tage længere tid end med en opretstående model, medmindre du skal riste mere end to skiver brød.

  • Giver typisk en lidt ujævn ristning, fordi der er få varmelegemer.

Første brødrister var opretstående

Den første elektriske brødrister var opretstående (og opfundet i Skotland), og den ristede også kun brødet på én side. Men hurtigt kom den opretstående brødrister, hvor man sænker brødet ned, så det bliver ristet på begge sider samtidig.

Udbredelsen af den opretstående brødrister kan skyldes, at der i mange lande ikke eksisterer så meget andet brød end skivet, lyst, firkantet brød.

“I Danmark har vi for eksempel tradition for mange slags boller og ikke mindst rundstykker, der er høje i formen. Det er mere oplagt at lune og riste dem på en flad brødrister, fordi de er svære at presse ned i den opretstående brødrister,” siger Christel Søgaard Kirkeby.

Fordele og ulemper ved en opretstående brødrister

Fordele

Ulemper

  • Rister brødet på begge sider samtidig

  • Kan fås med tilbehør, der gør det muligt at lune boller og rundstykker

  • Fås i mange forskellige designs

  • Brødristere egner sig primært til flade stykker brød, der er firkantet i form

  • De fleste opretstående brødristere rister kun to skiver brød ad gangen

  • Ikke velegnet til store eller meget aflange skiver brød

  • Selv med ekstraudstyr kan den kun lune og varme boller og rundstykker – ikke riste dem