Skal jeg vælge pulver, flydende eller kapsler som vaskemiddel?
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Vaskemiddel: Skal du vælge pulver, flydende eller kapsler?

Hvilken type vaskemiddel er bedst? Flydende vaskemiddel, vaskepulver eller vaskekapsler? Vi har samlet fordele og ulemper ved de 3 typer vaskemidler.

Tage Majland · Foto: Getty Images · 9. august 2021
Vaskemaskine og andre ting til boligen

Ikke én type vaskemiddel er bedst

Er vaskemidler i flydende form bedre end pulver, og kan du bruge kapsler med vaskemiddel til noget?

Forbrugerrådet Tænk har testet vaskemidler både som pulver og i flydende form. Vi har testet vaskemidler til hvidvask og vaskemidler til kulørtvask 

Vores test viser, at flydende vaskemiddel er godt til kulørt vask og vaskepulver er bedst til hvid vask.

Her har vi samlet fordele og ulemper ved de forskellige typer vaskemidler.

Pulver-vaskemiddel

Fordele:

  • Stort udvalg med både parfumerede/uparfumerede og miljømærkede produkter.
  • Uden konserveringsmidler.
  • Doseringen kan øges gradvist.
  • Bedste valg til hvid vask. Vaskepulver til hvidvask indeholder blegemidler (ikke det samme som optisk hvidt) og er bedst til at forhindre, at hvidt tøj gråner efter vask.

Ulemper:

  • Risiko for uopløst pulver i tøj. Problemet er mest kosmetisk, men det er bøvlet og spild af ressourcer at skulle vaske tøjet en ekstra gang for at få det ud.
  • Typisk mere besværligt at åbne og hælde op, ligesom det er lettere at grise ved dosering.
  • Let at overdosere, hvis du ikke sætter dig ind i dosering og bruger målebæger.

Vaskemidler i pulverform har vi testet til hvid vask. Du kan finde de bedste vaskemidler i pulverform her:

Flydende vaskemiddel

Fordele:

  • Stort udvalg med både parfumerede/uparfumerede og miljømærkede produkter.
  • Ingen risiko for uopløst, synligt pulver i tøjet efter vask – dog kan der stadig være ikke-synlige sæberester i tøjet.
  • Dosering er typisk let uden så meget griseri. Flaskens låg kan ofte bruges som målebæger.
  • Doseringen kan øges gradvist.

Ulemper:

  • Let at overdosere, hvis du ikke sætter dig ind i dosering og bruger målebæger.
  • Konserveringsmidler er tilsat for at hæmme mugdannelse, men de kan være allergifremkaldende.
  • Indeholder ikke blegemidler, og uden dem kan hvidt tøj på sigt komme til at gråne.

Kapsler med vaskemiddel

Fordele:

  • Brugervenligt og let at dosere samt fylde på maskinen.
  • Miljømærkede produkter og kapsler uden parfumestoffer er mulige at købe.
  • Ingen risiko for uopløst, synligt pulver i tøjet efter vask – dog kan der stadig være ikke-synlige sæberester i tøjet.
  • Fri for konserveringsmidler, som kan være allergifremkaldende.

Ulemper:

  • Vaskeeffektiviteten skiller sig generelt ikke ud som bedre end pulver og flydende vaskemiddel.
  • Relativt dyre.
  • Dosering kan ikke øges gradvist i takt med stigende hårdhed i vandet, mere snavset tøj eller flere kilo tøj. Man kan kun gå fra 1 til 2 kapsler, og er det nødvendigt, er der pludselig kun 5 vaske i en pakke til 40 kr.