Gå til hovedindhold

Er det nødvendigt at bruge skyllemiddel?

Skyllemiddel kan gøre gøre tøjet mere blødt, men har det også betydning for, hvor rent tøjet bliver? Og er det overhovedet nødvendigt at bruge skyllemiddel?

Julie Trolle Boding og Christel Søgaard Kirkeby · Foto: Getty Images · 12. december 2023
tøjvask i vaskemaskine

Et skyllemiddel kan gøre tøjet mere blødt, få tøjet til at dufte godt og fjerne statisk elektricitet i syntetisk tøj af fx nylon og polyester.

Men skyllemidler er helt unødvendige til almindelig tøjvask. Det gælder både af hensyn til dit tøj, din pengepung og især af hensyn til miljøet.

Skån miljøet for flere kemikalier

Der er tilsat store mængder af de vaskeaktive stoffer tensider i skyllemidler for at blødgøre tøjet og reducere statisk elektricitet. 

Tensiderne kan forurene miljøet, og den generelle brug af skyllemidler er med til at sende flere unødvendige kemikalier ud i vores vandmiljø.

Det er også en af grundene til, at du ikke kan finde skyllemidler med EU-Blomsten eller Svanemærket i supermarkederne.

Uønsket kemi i skyllemidler

Hvis du lader være med at bruge skyllemidler, minimerer du også mængden af andre kemikalier, der er tilbage i dit tøj efter vask.

Udover miljøbelastende stoffer indeholder mange skyllemidler også parfume og farvestoffer, som kan være allergifremkaldende og unødvendige i forhold til at gøre dit tøj rent.

Bliver tøjet mere rent med skyllemiddel?

Skyllemidler hjælper ikke med at gøre tøjet mere rent efter en vask. Det er et ekstra produkt, som kan være med til at blødgøre tøjet og minimere statisk elektricitet.

Det er derimod det almindelige vaskemiddel, der sikrer, at dit tøj bliver rent, hvis du doserer det efter anvisningerne. 

I Forbrugerrådet Tænk tester vi derfor heller ikke, hvor godt et skyllemiddel virker.

Er eddike et godt alternativ?

Et gammelt husråd er at bruge eddike i stedet for skyllemidler for at blødgøre tøjet, fordi det opløser kalken i vandet.

Vi har ikke viden om, hvorvidt det virker eller ej. 

I dit almindelige vaskemiddel findes der allerede kalkbindere, som sikrer, at vaskemidlet virker – også uden ekstra tilsætning af eddike.

Kemi i skyllemidler

Med vores app Kemiluppen kan du scanne dine rengøringsprodukter for uønskede kemikalier.

I appen kan du se, at nogle skyllemidler får den bedste bedømmelse A-kolben. Det skyldes, at de er uden indholdsstoffer, som er på myndighedernes liste over problematiske kemikalier.

Det er ofte det vaskeaktive stof Dihydrogenated tallow hydroxyethylmonium methosulfate, der bruges som en af de primære ingredienser. Dette stof er endnu ikke klassificeret som miljøbelastende i EU, og derfor bedømmer vi det heller ikke i Kemiluppen.

Men flere virksomheder har oplyst til EU, at stoffet kan være problematisk for vandmiljøet, og at det belaster vandmiljøet unødvendigt, når vi bruger produktet. 

Vi anbefaler generelt, at du undgår skyllemidler, selvom de kan få A-kolben. 

Download Kemiluppen her