Hvordan vasker jeg uld og silke?
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Sådan vasker du uld og silke

Du må ikke vaske uld og silke med almindelige vaskemidler. Men hvorfor egentlig ikke, og hvad skal uld og silke så vaskes med?

Foto: Getty Images · 15. december 2023
Uldtøj i en kurv

Uld og silke kan ikke tåle at blive vasket med almindeligt vaskemiddel. Det skyldes at almindeligt vaskemiddel ofte indeholder enzymer, der fremmer vaskeeffektiviteten, men som ødelægger uld og silke.

Det er ene enzym er protease, der kan nedbryde proteinerne i uld og silke. Det kaldes også subtisilin. Det andet enzym er lipase, som nedbryder fedt, og hermed også lanolin, og som derfor ikke bør være tilsat vaskemiddel, hvis det indeholder lanolin.

Du kan ikke nødvendigvis se på emballagen, præcis hvilke enzymer et vaskemiddel indeholder. Derfor skal du vælge et vaskemiddel, der er beregnet til uld og silke.

Undgå problematisk kemi i dit finvaskemiddel

Finvaskemiddel til uld og silke kan indeholde uønskede kemikalier, for eksempel parfume, allergifremkaldende konserveringsmidler og stoffer mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det viser vores kemitest af uldvask

Vælg derfor gerne et finvaskemiddel, som får A-kolbe i vores test eller i Kemiluppen. Gå også efter svanemærkede og allergimærkede vaskemidler. Så får du vaskemidler, der både er uden parfume og en række problematiske stoffer for sundhed og miljø.

Har vaskemidlet kun miljømærke skal du være opmærksom på, at det godt kan indeholde parfume.

Vaskemidler til uld og silke, virker de?

Forbrugerrådet Tænk testede i 2016 en lang række enzymløse vaskemidler, beregnet til uld- og silketøj. Konklusionen var, at ingen af dem var særligt effektive til at fjerne pletter.

Siden er der dog kommet uld- og silkevaskemidler på markedet, som indeholder enzymer, der kan hjælpe med at fjerne pletter. Vi har ikke testet, hvor godt uldvaskemidler med enzymer vasker.

Vaskemidler til uld og silke, som indeholder enzymer, er fri for protease (subtilisin), som er det enzym, der nedbryder proteinerne i uld og silke.

Skal jeg vælge uldvask med lanolin?

Nogle uldvaskemidler er tilsat lanolin. Lanolin er et fedtstof, der er naturligt forekommende i uld fra får. Når ulden bliver forarbejdet, fjerner man en stor del af lanolinen. Nogle vælger dog at tilføje lanolin til ulden igen efterfølgende – eller at tilføje lanolin til uldvaskemiddel – fordi lanolin har nogle særlige egenskaber, fortæller Vera Friis Knudsen, adjunkt ved Center for bæredygtig tekstilproduktion på VIA University College.

Der er delte meninger om nødvendigheden af lanolin i uldvaskemiddel.

“Lanolin har den fordel, at uldtøjet får lidt smøremiddel, hvilket uldfibre har godt af. Derudover gør lanolin tøjet en lille smule smuds- og vandafvisende. Man skal dog være opmærksom på, at lanolin kan give enkelte personer overfølsomhedsreaktioner. Det vides ikke, om lanolin kan påvirke uldens evne til at være en smule mindre svedabsorberende, men jeg tvivler på, at det vil have en praktisk betydning. Personligt synes jeg, det er en fordel med lanolin i vaskemidlet, men der vil nok være andre, der har den modsatte holdning.”

Hos Dilling, der sælger uldtøj og forhandler deres eget uldvaskemiddel, mener de som udgangspunkt ikke, at man bør bruge lanolin, fortæller Morten Dilling, der er direktør i virksomheden:

“Vi tilsætter ikke lanolin til vores vaskemiddel, fordi den vandafvisende effekt, som lanolin har på ulden, også nedsætter uldens evne til at absorbere sved og fugt fra huden. Derfor mener vi ikke, der bør være lanolin i uldundertøj eller uldtøj, som man bruger indendørs. Det kan dog være en god ide at bruge lanolin i vaskemidlet til overtøj som uldfrakker, som skal beskyttes mod vind og regn.”

Vi bedømmer ikke indhold af lanolin i vaskemidler og har ikke testet, om det er en fordel med eller uden lanolin i uldvaskemidlerne.

Hvordan vasker jeg uld?

Du kan vaske uld på flere måder:

Vaskemaskine:

Ved vask i vaskemaskine skal du vaske ved lave temperaturer og brug et program der er beregnet til uld. De fleste vaskemaskiner har et uldprogram. Vask enten uden et vaskemiddel eller brug et vaskemiddel som er beregnet til uld.

Håndvask:

Ved håndvask så skyl tøjet grundigt, dup det så tørt du kan uden at vride det og lad så tøjet ligge frit og tørre. Undgå at lægge uld i blød da der vil være risiko for skjolder, farveudløb og afsmitning.

Pletter:

Lad være med at gnubbe pletter væk da uld let filtre.

Uldundertøj der skal vaskes ved 60 grader:

Du kan godt koge uldtøj for at desinficere det, men du skal være forsigtig.
Hvis du kogevasker dit tøj, så gør det for eksempel i en gryde, men lad være med at røre rundt i gryden. Det er kombination af varme og bevægelse, der får tøjet til at krympe.

Du kan ikke vaske uldtøj i vaskemaskinen ved 60 grader.

Kilder: Teknologisk Institut og Forbruksforskningsinstituttet SIFO (Norge).

Hvordan vasker jeg silke?

Du kan vaske silke på flere måder

Vaskemaskine:

Hvis du bruger en vaskemaskine skal du vaske ved lave temperaturer og brug et program til finvask. Vask enten uden et vaskemiddel eller brug et vaskemiddel, som er beregnet til silke finvask.

Håndvask:

Vasker du silke i hånden så skyl tøjet grundigt, dup det forsigtigt tørt. Lad tøjet ligge frit og tørre. Undgå at lade silken ligge i blød da der er risiko for skjolder, farveudløb og afsmitning.

Pletter:

Gnub ikke pletter væk, da der let kommer ”støvede” områder på silken. Olie eller fedtpletter på silketøj kan ofte være så svære at få af at det er bedre at sende tøjet til rens.

Pletter kan forbehandles inden vask med lidt koncentreret flydende finvaskemiddel eller håndopvaskemiddel. For nogle farvede silkestoffer er der risiko for skjolder. Vent i cirka 10 minutter før du vasker dit silketøj.