Dit tøj behøver ikke dufte rent
Hælder du æteriske olier eller duftkugler i vaskemaskinen, bliver tøjet ikke renere. Det dufter bare og kan oveni give hudirritation og allergi.
Der er masser af produkter, som bliver markedsført som tillæg til det almindelige vaskemiddel og skyllemiddel, der lover både blødt og naturligt duftende rent tøj. Men de har sjældent nogen reel rengørende effekt. Deres primære formål er duft – ikke hygiejne.
Oveni er ingredienserne til duftende rent tøj kemikalier, der kan give allergi.
Duft uden funktion
Blandt produkterne er for eksempel:
- Æteriske olier
- Duftkugler eller duftperler
- Duftspray til tekstiler
Ifølge projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi, Thora Uldall-Hansen, er der ingen grund til at tilsætte duftende olier, ark eller perler til dit vasketøj:
“Følelsen af renhed er ikke nødvendigvis det samme som renhed i teknisk forstand. For nogle kan duftprodukterne være en ekstra kemisk belastning uden nogen funktionel gevinst. Det handler derfor ikke om flere dufte – men om færre. For rent tøj dufter egentlig ikke af noget”.
Risiko for hudirritation og allergi
Mange af de duftstoffer, der tilsættes vaskemidler og tekstilprodukter, kan give hudirritation eller parfumeallergi.
Hvis du vil mindske risikoen, er det en god idé at vælge parfumefri vaskemidler – især hvis du vasker for hele familien. Børns hud er mere sårbar, og de har en øget risiko for at udvikle parfumeallergi.
Der findes desuden andre allergifremkaldende stoffer end parfume. Her kan mærkningsordninger som AllergyCertified, Allergy Nordic og Kemiluppen være gode redskaber, hvis du vil gå efter produkter uden problematiske kemikalier.
Sådan vasker du uld og silke
Tøj af uld og silke kan let gå i stykker, hvis du vasker det forkert. Men hvordan vasker du bedst disse materialer? Læs vores guide her.
Er det nødvendigt at bruge skyllemiddel?
Skyllemiddel kan gøre gøre tøjet mere blødt, men har det også betydning for, hvor rent tøjet bliver? Og er det overhovedet nødvendigt at bruge skyllemiddel?
Bedste vaskemaskine – se hvilke modeller, der klarer sig bedst i test
Skal du have ny vaskemaskine? Vi har testet, så du undgår at købe en dårlig maskine. Se hvilke vaskemaskiner, vi anbefaler, og som er de bedste i testen.