Vask ved 15, 40 eller 60 grader? | Forbrugerrådet Tænk
Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Vask ved 15, 40 eller 60 grader?

Pletter, tøjtype, vaskemiddel og din vaskemaskine afgør, om du skal vaske koldt eller varmt. Skal du vaske ved 15, 20, 30, 40, 60 eller 90 grader?
Af Christina Vejsgaard
20. Marts 2019
Vask ved 15, 40 eller 60 grader?
Foto: Thinkstock

Vasketemperaturen afhænger af dit behov

Vasker du altid dit tøj med varmt vand, kan det være spild af energi, og dermed dårligt for miljøet og din pengepung.

Vaskeanvisningen i tøjet skal du generelt følge, når du vasker tøj. Men ofte kan du vaske koldere og spare energi, hvis ikke dit tøj er for beskidt.

Sådan doserer du vaskemiddel korrekt

Temperatur ved tøjvask

Vask som udgangspunkt med nedenstående temperaturer ved forskellige typer vask.

15-20°C: T-shirts, bluser, bukser og tøj, som du normalt ville vaske ved 30-40°C. Medmindre tøjet er meget beskidt eller du har haft tøjet på, mens du var syg.

30-40°C: Vurder, hvor snavset tøjet er. Skru eventuelt ned på 30°C, hvis dit tøj ikke er alt for beskidt.

60°C: Sengetøj, håndklæder, undertøj og tøj, der kan indeholde bakterier eller støvmider.

90°C: Karklude og tøj, der har været i kontakt med smitsomme bakterier fra for eksempel opkast, diarré eller som du har gjort rent med på toilettet.

Skån miljøet med lave grader

Miljøet kan du skåne ved at vaske dit tøj på 15°C eller 20°C i stedet for en almindelig kulørtvask. Koldvask skåner miljøet, fordi vaskemaskinen ikke skal bruge energi på at varme vandet op.

Vasketemperaturen afhænger af indstillingerne på din vaskemaskine og af dit vaskepulver.

Vær opmærksom på:

  • Koldvask kræver, at du bruger koldvaskemiddel. Koldvaskepulver er tilsat nogle særlige enzymer, der opløser fedt og snavs ved lavere temperaturer. Almindeligt vaskepulver kan du derfor ikke altid bruge til vask ved 15°C-20°C.
  • Bakterier dør ikke ved brug af koldt vand – uanset vaskepulverets type.
  • Bruger du ofte koldvandsvaskemidler, så kør en vask uden tøj én gang om måneden ved minimum 80°C. Brug gerne vaskepulver til hvid vask, som indeholder blegemiddel. Det fjerner bakterievækst i vaskemaskinen og forebygger dårlig lugt.

Se de bedste vaskemidler til hvid vask

Dræb bakterier og støvmider ved høje grader

Bakterier og støvmider i tøjet forsvinder kun, når de er døde. Nogle dør ved 60°C, mens mere hårdføre bakterier først dør ved 80°C.

Dræb bakterier og støvmider ved at følge Sundhedsstyrelsen anbefalinger for tøjvask.

  • Undertøj, linned, håndklæder, viskestykker, karklude og lignende skal du vaske ved 60°C.
  • Vask tøjet ved 60°C, hvis en person i din familie lus, fnat, smitsom sygdom med bakterier, virus eller svampe. Er du syg, er det praktisk at gå i tøj, der tåler at blive vasket ved 60°C, så du undgår smitte i familien.
  • Blod, afføring, diarré, opkast eller urinpletter på tøjet kræver, at du vasker på mindst 80°C.

Vær opmærksom på:

  • Bakterier kan få tøjet og vaskemaskinen til at lugte surt og dårligt. Er du plaget af en lugtende vaskemaskine, kan du vaske med en tom maskine ved 60 - 90°C. Brug vaskepulver til hvid vask med blegemiddel til at rengøre maskinen.
  • Lågen og skuffen til vaskemaskinen skal du holde åben efter vask for at undgå dårlig lugt.

Find den bedste vaskemaskine i test