Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

LED-pærer: Find den rigtige lysstyrke

Glødepærens udfasning betyder, at du ikke længere skal kigge efter watt, når du køber elpærer. Hvordan finder du så den rigtige lysstyrke? Få svaret her.
Af Mette Andrea Boesgaard
2. December 2015
LED-pærer: Find den rigtige lysstyrke
Foto: iStock

LED-pærers lysstyrke finder du med Lumen

Elpærer skulle du tidligere vælge ud fra, hvor mange watt pæren brugte. Watt-tallet viste dig pærens strømforbrug, og hvor kraftigt den lyste.  

Lyset over køkkenbordet skal være skarpt, så pæren skulle være på 60 watt, mens du i soveværelset kunne nøjes med en pære på 25 watt for at få et svagere lys og så videre.

Glødepærens udfasning gør, at du ikke længere skal vælge efter watt. Når du køber LED-pærer, skal du i stedet kigge efter Lumen.

Lumen-tallet står på pakken og viser dig, hvor meget lys, pæren udsender.

Test: Find den bedste LED-pærer i Forbrugerrådet Tænks test

Hvilket Lumen-tal afløser dine glødepærer?

LED-pærer kan du vælge ud fra dette skema. Oversigten giver dig en tommelfingerregel for, hvordan en gammeldags glødepære nogenlunde lyser i forhold til forskellige Lumen.

Glødepærer                    LED-pærer
15 Watt                              <200 Lumen
25 Watt                              200-300 Lumen
40 Watt                              300-600 Lumen
60 Watt                              600-900 Lumen
75 Watt                              900-1.200 Lumen
100 Watt                            < 1.200 Lumen

LED-pærer: Sådan vælger du

LED-pærens farvegengivelse og temperatur skal du tjekke

Lysstrømmen er ikke det eneste, der er vigtigt, når du skal købe LED-pærer. Farvegengivelsen og farvetemperatur er også vigtig.  En lavere farvetemperatur vil give en fornemmelse af varmt lys, og en højere koldt.

Farvegengivelse og farvetemperatur kan du aflæse på pakken.

Farvegengivelsen angives i den såkaldte Ra-værdi. LED-pærer kan fås med en Ra-værdi fra 80 til over 90. Solen er 100 procent, så jo tættere på 100, jo bedre.

Farvetemperaturen angives i Kelvin. En glødepære ligger omkring 2.700 Kelvin. En pære bør ligge mellem 2.700–3.000 Kelvin. Farvetonen kan variere, selv om du vælger en farvetemperatur på minimum 2.700 Kelvin.

LED-pærer med begrænset farvegengivelse - altså en lav Ra-værdi - kan ende med at give et skær af for eksempel blåt, lilla, rødt eller gult, selv om farvetemperaturen er rigtig.