Gasgrill eller kulgrill? | Forbrugerrådet Tænk
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Gasgrill eller kulgrill: Hvad skal du vælge?

Hvilken grill skal du vælge? Hvor stor skal din grill være? Se, hvad du skal overveje, før du køber grill, så du kan finde den bedste for dig

Foto: Getty Images · 11. juli 2023
Grøntsager på en gasgrill eller kulgrill

Hvilken grill er bedst til dit behov? Valget af gasgrill eller kulgrill er det første, du skal beslutte, når du skal købe ny grill.

Gasgrill er den mest anvendte grilltype og når vi skifter grill, så vælger de fleste en gasgrill. Mange har dog begge dele i i hustanden. Det viser en brugerpanel-undersøgelse, som vi i Forbrugerrådet Tænk lavede i 2022

Når grilltypen er bestemt, skal du finde den rette model. En grill kan du få i mange forskellige størrelser. Lige fra den lille bærbare bordgrill til det helt store gasdrevne udekøkken.

Få hjælp til at vælge en god grill til dig her.

Hvor meget skal grillen koste?

Priser på de forskellige typer grill varierer meget: En lille, bærbar kuglegrill kan du få for 200 kroner, mens de dyreste gasgriller kan koste mange tusind kroner.

Hvor mange penge skal du give for din grill? Det afhænger blandt andet af, om du vil have en grill, der holder længe – og hvor tit du regner med at bruge den.

Weber og andre af de mest kendte grill-mærker er som regel dyre. Til gengæld vil du typisk få en mere robust grill for pengene, fordi den er lavet af materialer, som er af bedre kvalitet.

Hvor stor en grill har du brug for?

Bærbar gasgrill, bordgrill eller bærbar kuglegrill

Små, transportable grill er populære. En bærbar gasgrill eller bordgrill virker ved hjælp af små gascylindre, som smides ud efter brug. De er derfor nemme at tage med på camping eller telttur.

Før du køber en bærbar gasgrill, skal du tjekke, hvilke gascylindre den bruger, og hvor du kan købe dem.

En bærbar kuglegrill med kul kan du nemt tage med i parken eller på stranden.

Mellemstor gas- eller kulgrill

Griller du pølser og bøffer til familien (op til 6 personer), vil en gasgrill med 2 blus eller en mellemstor kulgrill typisk passe godt til dig.

Størrelsen gør den generelt hurtigere og billigere at varme op – og desuden også nemmere at flytte rundt på – end hvis du vælger en større grill.

Stor gasgrill

En gasgrill med 3 eller 4 brændere er værd at overveje, hvis du primært skal bruge grillen til at lave mad til mange mennesker ad gangen.

En stor gasgrill er kraftfuld, og den giver dig bedre kontrol over, hvordan du tilbereder maden, fordi den har flere brændere i en og samme grill. Brænderne kan du tænde og slukke for, mens du laver mad.

Skal du grille mad, der ikke må få hård, direkte varme? Så kan du for eksempel slukke de midterste brændere og lægge maden midt på grillen. På den måde griller du maden med indirekte varme.

Størrelsen gør, at de er svære at flytte rundt. De er svære at opmagasinere, og du vil derfor få brug for at købe et dækken til grillen.

Tøndegrill

En tøndegrill er den største type kulgrill. De kan fås med eller uden låg.

En tøndegrill giver dig plads til at grille store mængder mad, så den er ideel, hvis du skal holde grillfester om sommeren.

Tøndegrillen bruger rigtigt mange kul, så den kan være dyr at varme op, og køber du en model, som ikke er designet ordentligt, vil den ikke blive varm nok til at kunne gennemstege din mad.

Hvad vil du grille?

Pølser og burgere er nemme at tilberede på enhver standardgrill. Men en grill kan også give dig mulighed for at tilberede mad på en række andre måder. Nogle modeller kan stege, sautere, koge og bage.

  • Stegning: På nogle gas- eller kulmodeller kan du stege en steg eller andre større stykker kød såsom juleanden, men det kræver, at du vælger en grill med låg, og låget skal slutte tæt til.
  • Stegeplade: En gasgrill kan både have en stegeplade og en almindelig grillrist. En stegeplade er god til at brune bøffer på eller stege magert kød og grøntsager på. Du kan endda spejle æg på en stegeplade.
  • Varmeblus: En gasgrill kan have et varmeblus ved siden af selve grillen. Det kan være en fordel, hvis du gerne vil dampe eller koge grøntsager eller opvarme en sauce. 

Pris og funktioner hænger sammen: Jo flere funktioner din grill skal have, jo dyrere vil den som regel være.

Er det nemt at samle grillen?

Køber du en grill, kan der være forskel på, hvor meget du selv skal samle den, før den er klar til brug. Hvis du ikke er fiks med en skruetrækker, kan du spare tid og besvær ved at gå efter en grill, hvor delene er samlet på forhånd.

Grillens brugsvejledning kan du spørge efter i butikken, så du kan se, om den er klar og nem at følge. Hvis den ikke er det, kan det blive besværligt og tidskrævende at samle den derhjemme.

Er grillen nem at opbevare og flytte rundt på?

En kulgrill er nem at flytte ud af skuret, når du skal bruge den, fordi den er lettere og mindre end en gasgrill. Gå efter en kulgrill med solide hjul og håndtag.

En stor gasgrill er derimod tung og svær at flytte rundt på – selv om de fleste har hjul. Skal den løftes op ad havetrapper, kan du få brug for hjælp til at bære.

Gasgrill eller kulgrill?

Valget af grill handler meget om præferencer. Vi har samlet fordel og ulemper ved de to

Gasgrill

Fordele

Ulemper

  • En gasgrill er kun 5-10 minutter om at blive varm nok til, at du kan grille. Den er hurtigere og nemmere at få i gang, end hvis du skal tænde op i en kulgrill og vente på, at kullene bliver varme.

  • En gasgrill er kun 5-10 minutter om at blive varm nok til, at du kan grille. Den er hurtigere og nemmere at få i gang, end hvis du skal tænde op i en kulgrill og vente på, at kullene bliver varme.

  • En gasgrill kan du nemmere bruge året rundt, fordi den hurtigere bliver varm.

  • Pølser, som er brændte udenpå og kolde indeni, er også nemmere at undgå, hvis du har en gasgrill, fordi du nemt kan justere temperaturen, når du griller.

  • En gasgrill er mindre klimabelastende end en kulgrill.

  • En gasgrill er dyrere end en kulgrill.

  • En gasgrill er ikke god til at give grillmaden den røgede smag, som den får på en kulgrill.

  • En gasgrill er tungere at flytte rundt på end en kulgrill.

  • En gasgrill har flere dele, som kan gå i stykker – for eksempel brænder, tænder og gasslange.

Kulgrill

Fordele

Ulemper

  • En kulgrill er det bedste valg, hvis du går efter at få den klassiske røgede smag til din grillmad.

  • En kulgrill er billigere end en gasgrill.

  • En kulgrill kræver en smule mindre vedligeholdelse end en gasgrill.

  • Grillkul kan være svære at tænde op i.

  • Det kan være besværligt at fjerne asken fra en kulgrill.

  • Kulgrillen er mere klimabelastende end gasgrillen.

Artiklen er en oversættelse af 2 artikler, som er skrevet af Dr. Victoria Pearson, principal researcher hos den engelske forbrugerorganisation Which?