Hvad er forskellen på genopladelige og almindelige batterier?
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Genopladeligt eller almindeligt batteri – hvad skal du vælge?

Der er gode grunde til at vælge de genopladelige batterier frem for de almindelige, men der er også ting, som de almindelige batterier er bedst til.

Morten Steiniche · Foto: Getty Images · 5. oktober 2023
skal du vælge genopladelige eller almindelige batterier?

Alle AA- og AAA-batterier ender med at blive smidt ud, men inden de ender i det elektroniske affald, er spørgsmålet, om det er de almindelige eller de genopladelige batterier, som har været mest effektive, bedst til pengene og bedst for miljøet, og hvilke batterier der passer bedst til hvilke opgaver.

De genopladelige batterier skal oplades, det skal de andre ikke …

Almindelige batterier skal kunne holde på strømmen i lang tid, fordi de fx skal kunne ligge i en butik eller i skuffen i lang tid, før de tages i brug. Sådan er det ikke med de genopladelige batterier. De er – som regel – flade fra starten af, og når de er ladet op, vil de miste kapaciteten over tid, indtil de igen bliver genopladet.

Genopladelige batterier kan have en levetid på to til tre år, og generelt er det sådan, at levetiden for de genopladelige batterier forlænges, hvis du aflader og oplader batterierne ofte.

Mere knald på de almindelige i starten

Hvis du sætter et almindeligt batteri i en lygte, vil den i starten lyse stærkere end med et genopladeligt batteri. Det skyldes, at det genopladelige batteri har en lavere spænding end det almindelige.

Til gengæld er det genopladelige batteri bedre til at holde en højere spænding i længere tid end det almindelige batteri, så over tid vil lysstyrken i lygten altså være stærkere med det genopladelige batteri sammenlignet med det almindelige.

graf af forskellen på engangsbatterier og genopladelige batterier
Engangsbatterier mister hurtigere deres kapacitet end genopladelige batterier, men har ofte mere spænding i starten.

Det er forskel på effektiviteten

Hvis du vil undgå at skifte batterier ofte, er det  bedst at bruge almindelige batterier til apparater, som skal være tændt i lang tid, men til gengæld ikke bruger ret meget strøm. Et børneur med natlampe vil fx køre 76 timer længere med almindelige batterier sammenlignet med genopladelige batterier. Det viser en test, som vi foretog i 2020, hvor de genopladelige batterier holdt i 522 timer og de almindelige i 598 timer.

Har du derimod et apparat, som bruger meget strøm i en kortere periode – fx et stykke legetøj eller en barbermaskine – vil det være bedre at bruge de genopladelige batterier.

De genopladelige batterier egner sig desuden bedst til apparater, hvor batteriet skal skiftes ofte. Derfor er genopladelige batterier fx ikke særlig velegnet til en fjernbetjening, hvor batteriet kun sjældent skal skiftes.

Bedre økonomi i genopladelige batterier

En beregning viser, at et børneur med natlampe i løbet af et år vil kræve 60 almindelige AA-batterier eller otte genopladelige batterier, hvor fire oplades ad gangen. I løbet af det første år vil udgiften til batterier være stort set den samme, uanset om du køber genopladelige eller almindelige batterier, men derefter vil de genopladelige batterier have tjent sig selv ind. Det skyldes, at de genopladelige batterier holder længere, fordi de kan genoplades flere hundrede gange.

Så selvom de genopladelige batterier er dyrere end de almindelige, kan det altså bedre betale sig at købe genopladelige batterier.

De genopladelige er også bedre for miljøet

Genopladelige batterier kan bruges igen og igen, og på den måde sparer du på ressourcerne. Genoplader du dine batterier mange gange, skal der heller ikke fragtes lige så mange batterier rundt fra fabrikker til butikker. Og for hver gang du køber almindelige batterier, bliver der også brugt ressourcer på at fremstille den plastik og det pap, som batterierne er pakket ind i.

Målt alene på typen af grundstoffer kan det dog ressourcemæssigt være bedre at bruge AA-engangsbatterier i husholdningen frem for genopladelige batterier.

”Man kan sige, at de grundstoffer, som er i de almindelige batterier, er noget, som vi har meget af i naturen. Det er for eksempel mangan og zink, mens noget af det, der er i de genopladelige nikkel-metalhydrid-batterier, er mere eksotiske grundstoffer som for eksempel lanthan,” forklarer Poul Norby, professor på Institut for Energikonvertering og -lagring ved DTU Energi.

Samlet set er der dog ingen tvivl om, at de genopladelige er bedre for miljøet og klimaet.