Spar blæk, når du printer | Forbrugerrådet Tænk
Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Spar blæk, når du printer

Printerens blækpatroner kan blive en stor udgift, hvis du ikke tænker dig om. Få tips til at spare på blækket til printeren.
Af Mikkel William Nielsen
31. Januar 2019
blaekpatroner
Foto: Thinkstock

Sådan sparer du printerens blæk

Blækprintere har et skjult blækforbrug, når dyserne renses. Hvis du ikke printer dagligt, kan det skjulte forbrug dræne dine patroner, før du når at udskrive det antal sider, der står på pakken af blækpatronerne.

Laserprinterne er et alternativ med mere stabile udskriftsomkostninger end blækprinterne. De er også væsentligt dyrere. Laserprintere er gode til tekst, men knap så god til grafik og fotos.

Undgå at slukke din printer på stikkontakten. De fleste printere igangsætter en rensecyklus, når de bliver tændt. Rensecyklusen koster ekstre blæk.

Priser ved brug af printeren, kan du se i vores test under alle printere

Bestil fotoprint online, og spar penge

Blækprinterne udskriver flotte fotos, men det er også væsentligt dyrere end at bestille dine fotos online. Priserne svinger fra under 1 krone til over 9 kroner pr. foto.

Fotos er rare at kunne printe derhjemme, hvis du blot skal bruge et enkelt en gang imellem. Men når det kommer til konfirmationsinvitationerne eller det store fotoalbum til julegaver, er det dog væsentligt billigere at bruge en onlineservice.

Prisen for at printe et foto kan se i vores test af printere

Overvejuoriginalt blæk

Udgifterne til blæk er en stor post på budgettet, hvis du printer meget. Originalpatroner fra printerproducenterne er nemlig temmelig dyre.

Print videre, selvom der er advarsler om ”lavt blækniveau”. Bestil eventuelt ekstra patroner, men skift først, når der kommer striber på udskriften.

Refill og kopiprodukter kan du også overveje. Kvaliteten kan være knap så god som ved printerproducentens egen blæk, men hvis du printer mange kladder og tekstsider frem for fotos til familiealbummet, kan du spare mange penge på at vælge alternativerne.

Kopiblæk kan dog give problemer med garantien.

Ryger reklamationsretten med uoriginalt blæk?

Printerproducenter vil gerne have dig til at købe originale printerpatroner. Derfor skriver de ofte, at reklamationsret og garanti ryger i det øjeblik, du bruger en uoriginal printerpatron.

Reklamationsret er en lovbestemt ret, som du kan du gøre brug af, hvis din printer går i stykker inden for to år. Skaden i printeren skal skyldes en fejl eller mangel i selve maskinen.

Denne ret bortfalder ikke, alene fordi du anvender uautoriserede printerpatroner. Kun hvis der er sammenhæng mellem problemet og brugen af de uautoriserede patroner bortfalder den.

Producentens garanti er til gengæld ikke lovpligtig, og derfor kan producenten godt fraskrive sig den, så snart der bliver brugt uoriginale dele til printeren.

Spar penge med duplex, kladde og gråtone

Duplex-funktion betyder, at printeren har mulighed for at udskrive på begge sider af papiret. Brug funktionen til udskrivning af kladder, noter og arbejdspapirer. Det mindsker papirforbruget markant. Kvaliteten er den samme som ved almindelig udskrift.

Kladde-udskrift er en blækbesparende printindstilling, der findes på de fleste printere. Brug af denne funktion kan hurtigt halverer blækforbruget. Anvend kladde-udskrift, når kvaliteten ikke er afgørende.

Gråtone-udskrift kan vælges, hvis du vil spare på farvepatronerne. Er det ikke afgørende, at få farverne med på for eksempel flybilletter eller kvitteringer, kan du med fordel udskrive i grå toner.

Websider du printer, kan være dyre. Klik på ”Vis udskrift” for at se, hvor mange sider du printer. Fravælg også billeder og eventuel baggrundsfarve for at spare yderligere.

Print til PDF

PDF kan du også lave din udskrift til, hvis du kan nøjes med en digital version.