Hvordan får du bedre og hurtigere trådløst internet i hele huset?
Gå til hovedindhold

Få adgang til hele tænk.dk

Bliv medlem

Internet: Få bedre og hurtigere trådløst netværk i hele huset

Er dit internet langsomt eller forsvinder dit wi-fi-signal? Din bredbåndsaftale eller dit udstyr kan påvirke din netværksforbindelse. Se her, hvordan du løser det.

Foto: Getty Images · 28. september 2023
En router står på et bord, og en personer sidder med sin computer i baggrunden

Oplever du sorte huller i din internetforbindelse eller tidspunkter, hvor dit bredbånd er meget langsomt? 

En langsom og ustabil internet-forbindelse kan skyldes flere ting. Få hjælp til et bedre og hurtigere trådløst netværk i din bolig her. 

Placer din router rigtigt 

Hvis internet-routeren, der udsender det trådløse signal, er placeret i et teknikskab i den ene ende af boligen, kan internetsignalet have svært ved at nå den anden ende af dit hus. Det kan især være et problem i store boliger eller boliger med flere etager. 

Tykke betonvægge eller et badeværelse kan også svække signalet fra din router. 

Placér din router et centralt sted i hjemmet eller tæt på de enheder, der skal gå på nettet. For eksempel ved fjernsynet i stuen eller ved computeren på arbejdsværelset. 

Køb en forstærker 

Er din routers signal ikke stærkt nok til at nå ud i hele dit hjem, selv om du har placeret den optimalt? Så kan du købe en forstærker eller en såkaldt wi-fi-extender eller et mesh-netværk, som kan forstærke signalet fra din router. 

Du skal sætte din wi-fi extender eller mesh-satellit midt imellem din router og det område, som ikke kan nå signalet. 

Er dit hjem stort, kan du have brug for mere end én forstærker. 

Vi har i Forbrugerrådet Tænk testet mesh-netværk, for at se hvilke der giver det stærkeste og mest gnidningsløse system 

Hvad er forskellen på extender og mesh? 

Både en extender og et mesh-netværk forstærker dit wi-fi-signal, men de gør det på forskellig måde. 

Mesh-netværk 

  • Forlænger dit wi-fi-signal på samme netværk  
  • Din telefon eller laptop skifter gnidningsløs imellem de forskellig mesh-satelliter, når du bevæger dig igennem dit hjem

Extender  

  • Laver et nyt wi-fi-signal på et nyt netværk
  • Din telefon eller laptop skal logge på et nyt netværk, når du bevæger dig igennem dit hjem

Mål din hastighed og find dine deadzones 

Du kan downloade appen Speedtest til din smartphone eller tablet. Den måler hastigheden forskellige steder i din bolig, og giver dig mulighed for at justere placeringen af din wifi-extenderen eller din mesh-satellit 

Når du er ved at nå til kanten af rækkevidden, vil du typisk se det på din telefon eller tablet, fordi der kommer færre streger i wifi-symbolet, og hastigheden vil falde, når du er på nettet. 

Pladser din forstærker før signalet bliver svagt. 

Skift kanal på din router 

Signalet fra din router bliver sendt ud på en netværkskanal. Hvis der er flere i dit område, der bruger den samme kanal, kan det sænke din internet-hastighed. 

Skift kanalen på din router, så dit signal bliver sendt ud på en mindre brugt kanal. Hos din internet-udbyder kan du se, hvordan du skifter kanal på din router. 

Skift bredbåndsaftale 

Bruger du bredbånd med lav hastighed til at streame på flere enheder samtidig, kan du risikere at gøre din internetforbindelse langsommere. 

Overvej, om du har den rigtige bredbåndsaftale til dit behov.