Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Undgå at blive fulgt af Google

Google holder øje med, hvad du søger på online. Informationerne fortæller Google en masse om dine private forhold. Se, hvordan du sletter din søgehistorik.
Af Asbjørn Brandt Petersen
14. November 2018
Undgå at blive fulgt af Google
Foto: Wikipedia

Google skræddersyr dine søgeresultater

Dine private informationer kan Google sammenkoble med dine søgeresultater, hvis du har en Google-konto såsom Gmail eller YouTube.

Google bruger dine informationer og din søgehistorik til at vise dig annoncer, som er målrettet til dig.

Google kan også skræddersy dine søgeresultater endnu bedre, så de passer præcis til det, du interesserer dig for. Det betyder, at du får andre søgeresultater end både dine børn og dine kolleger.

Din søgehistorik bestemmer, hvad du ser, når du søger

Skræddersyede søgeresultater kan være en fordel. Men det betyder også, at du kommer til at stifte bekendtskab med en mere snæver del af internettet, og at du får sværere ved at danne dig et objektivt overblik ved hjælp af Google.

Fjerner du søgehistorikken fra dine konti, kan du forhindre det.

Søgninger afslører, hvem du er

Informationerne fra dine søgeresultater på google.com kan afsløre mange af dine private forhold. Ud fra dem vil Google ofte kende dine interesser, din bopæl, din alder, din politiske overbevisning, din religion og dit helbred.

Google får dermed en meget klar profil af dig, når de lægger oplysningerne sammen med dit navn. Men du kan slette de oplysninger, de har om dig og på den måde beskytte dit privatliv på nettet.

Du forhindrer dog ikke, at Google samler informationer om dig og bruger dem internt eller udleverer dem til myndigheder i særlige tilfælde – for eksempel til politiefterforskning, hvis politiet har en dommerkendelse.

Sådan sletter du din søgehistorik

Din søgehistorik kan du slette på både Google og Youtube.

Slet din Google-søgehistorik:

  • Gå ind på myactivity.google.com
  • Log ind på din Google-konto
  • Vælg "Slet aktivitet efter" i menuen til venstre
  • Vælg at slette historikken i en bestemt periode eller for altid
  • Tryk "Slet"

Fjerner du din søgehistorik, stopper den automatisk med at blive gemt i fremtiden.

Slet historikken på din YouTube-konto:

  • Log ind på din YouTube-konto
  • Vælg "Historie" i menuen til venstre. En ny menu dukker op til højre.
  • I menuen til højre: Klik på "Ryd hele afspilningshistorikken" under fanen "Afspilningshistorik" og på "Ryd hele søgeoversigten" under fanen "Søgehistorik"
  • Vælg at sætte søgeoversigt og afspilningshistorik på pause

Forbrugerrådet Tænk har anmeldt Google til Datatilsynet

Google indsamler din søgehistorik og informationer om, hvor du opholder dig, og hvornår du gør det, hvis du har en smartphone og en Google-konto. Indsamlingen sker automatisk, og oplysningerne gemmes i ubegrænset tid.

Indsamlingen er alt for omfattende og kan ikke begrundes sagligt, mener Forbrugerrådet Tænk. Derfor anmeldte Forbrugerrådet Tænk Google til Datatilsynet i 2017. Datatilsynet har endnu ikke svaret på anmeldelsen.