Vigtige anbefalinger på vitaminpiller til børn
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Vitaminpiller til børn: Her er anbefalingerne

Skal børn spise vitaminpiller? Og hvordan vælger du, hvilke børnevitaminer du skal købe? Læs Fødevarestyrelsens anbefalinger og Forbrugerrådet Tænks råd.

Mette Andrea Boesgaard · 24. september 2021
Barn skal til at tage en pille

Skal børn have vitamintilskud?

Børn har normalt ikke brug for at spise vitaminpiller for at få de mineraler og vitaminer, de har brug for. Fødevarestyrelsen vurderer nemlig, at almindelig kost dækker barnets behov for næring.

D-vitamin er dog en undtagelse.

Vi har testet undersøgt en lang række børnevitaminpiller . I vores børnevitaminpille test  tjekker vi blandt andet, om pillerne indeholder de mængder vitaminer, Fødevarestyrelsen anbefaler.

Vi tjekker også, om pillerne indeholder antioxidanten BHT, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende. 

Få overblik her over Fødevarestyrelsens vigtigste anbefalinger om kosttilskud børn.

Næring gennem mad og sol

Vitaminer som A-, B- og C-vitamin og mineraler som kalk og zink får børn gennem maden.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at børn over 2 år spiser efter De officielle Kostråd for at få de næringsstoffer, de har brug for.

D-vitamin bliver dannet i huden i sommerhalvåret, når solens UVB-stråler rammer huden. Mængden af D-vitamin, der dannes, afhænger blandt andet af styrken på solens UVB-stråling, og hvor lang tid du opholder dig i solen. Men da der kan være sundhedsmæssige risici forbundet med direkte sol, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du beskytter dig mod solen.

I Danmark er solen ikke stærk nok om vinteren til, at der dannes D-vitamin i huden, og D-vitamin får vi kun i mindre grad gennem maden. Læs i de følgende afsnit, hvilke tilskud af D-vitamin Fødevarestyrelsen anbefaler.

Overdosering af kosttilskud kan være farligt for dit barn. Spørg din læge, hvis du er i tvivl om, hvorvidt dit barn skal have kosttilskud – og spørg lægen om mængden, hvis du er i tvivl om den.

D-vitamin til babyer og børn

Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn får D-vitamintilskud hver dag indtil de fylder 4 år.

Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn over 4 år får et dagligt D-vitamin tilskud i månederne fra oktober til april. Anbefalingen om D-vitamintilskud i vinterhalvåret gælder også voksne.

Børn, der får børnevitaminpiller, skal ikke have ekstra tilskud af D-vitamin.

Læs Fødevarestyrelsens officielle anbefalinger

Jern til små børn

Jerndepoterne i kroppen hos raske børn, der er født til tiden, rækker til barnet er cirka 6 måneder gammelt. Derefter skal de have en overgangskost rig på jern. 

Jernmangel hos små børn kan undgås ved at give børnene en varieret jernholdig kost og ikke lade dem drikke mere end den anbefalede mængde mælk om dagen. Drikker børn sig mætte i mælk, får de nemlig en for ensidig jernfattig kost. 

Jerntilskud kan i nogle tilfælde være nødvendigt. Tal med din læge, før du giver børn tilskud af jern. 

Børn med mælkeallergi

Mælkeallergi kan udløse mangel på calcium hos børn. Derfor anbefaler Fødevarestyrelsen, at børn med mælkeallergi får et dagligt calciumtilskud.

Børn med mælkeallergi kan du også give en multivitaminpille, hvis kosten er ensartet eller barnet er meget kræsent.

Tal med din læge, hvis dit barn har allergi, og du er i tvivl om, hvilke tilskud barnet skal have.

Undgå mistænkte hormonforstyrrende stoffer i vitaminpiller

BHT (Butyleret hydroxytoluen) E321 er et antioxidant, som bruges som konserveringsmiddel i nogle vitaminpiller. BHT er mistænkt for at værre hormonforstyrrende. I vores test har vi fundet BHT i flere børnevitaminpiller.

Vil du give dit barn vitaminpiller, så vælg piller uden BHT. Du kan læse i varedeklarationen bag på emballagen, om vitaminpillerne indeholder BHT (butyleret hydroxytoluen) E321.

I testen af vitaminpiller til børn kan du se, hvilke piller der indeholder antioxidanten BHT (butyleret hydroxytoluen) E321, og som Forbrugerrådet Tænk anbefaler dig at gå uden om.  

Undgå børnevitaminpiller uden børnesikring

Køber du børnevitaminpiller, så vælg piller i en emballage, der er børnesikret. Så mindsker du risikoen for, at dit barn kommer til at tage en overdosis.

Vitaminer og mineraler: Her finder du dem

A-vitamin: Lever, smør, gulerødder, æg, majs, mangofrugt.

B1-vitamin: Svinekød, fuldkorn.

B2-vitamin: Mælk, kød, kornprodukter.

B6-vitamin: Kød, fjerkræ, brød, kornprodukter, mælk.

B12-vitamin: Kød, indmad, fisk, æg, mælk.

C-vitamin: Frugt, grønt.

Calcium: Mælk, ost, broccoli, spinat, bønner, kål.

D-vitamin: Fede fisk, kød, ved solpåvirkning af huden.

E-vitamin: Madolier, nødder, frø, fisk, torskerogn, grønkål, æggeblommer.

Folsyre: Lever, bælgfrugter, brød og kornprodukter, frugt, mælk.

Jern: Kød, indmad, broccoli, spinat, kornprodukter.

Jod: Fisk og skaldyr, mælk, jodberiget salt.

Zink: Kød, mælk, ost, fuldkornsprodukter.