Titel
Skolestart: Køb af skoletaske

Størrelsen skal være rigtig
Tasken skal passe barnets størrelse. Den må ikke være længere eller bredere end barnets ryg. Den skal flugte med ryggen og må ikke stikke for langt bagud. Tasken skal sidde ind til ryggen – over numsen.
Tasken skal være behagelig
Polstring i taskens ryg øger komforten. Det er bedst med polstring i siderne af ryggen, så der er plads til rygsøjlen, og ekstra polstring nederst på ryggen, hvor vægten belaster lænden. Husk at pakke tasken, når den prøves, så I sikrer jer, at indstillingerne passer til en fyldt taske.
Tasken skal desuden være nem at tage af og på for barnet - uden hjælp.
Stropperne skal kunne justeres
Justerbare stropper er gode, da de kan fordele taskens vægt. En brystrem mellem skulderstropperne kan sikre stabiliteten og holde tasken ind til ryggen. En kompressionsrem er også en fordel.
Lad barnet prøve selv at justere stropperne allerede i butikken. De skal hvile midt på skuldrene og ikke gnave ved halsen eller glide ud. Brug begge skulderstropper, så vægten fordeles jævnt.
Store skoletasker bør undgås
Der er ikke nogen idé i, at købe for store tasker, som barnet kan ”vokse i”. De bliver bare fyldt op og bliver dermed alt for tunge for barnet at bære på. Pas derfor også på med at købe billigere skoletasker på nettet, med mindre barnet har prøvet modellen først.
Mange lommer er ingen fordel
Det er ingen fordel med mange lommer, som kan fyldes, da det kan forskyde vægten af tasken uhensigtsmæssigt. Undgå også at pakke tunge ting uden på tasken. For eksempel en fyldt drikkedunk eller en gymnastiktaske.
Kilder
Bettina Gerbola, ergoterapeut. Ergonomikonsulent på Forbrugerrådet Tænks test af skoletasker 2015.
Tine Bieber Kirkegaard Lunn, lektor på Ergoterapeutuddannelsen, University College Nordjylland og tidligere tovholder på projekt, hvor landets ergoterapeutuddannelser i samarbejde med Bog og Ide udførte et landsdækkende skoletasketjek.
Test af skoletasker
Forbrugerrådet Tænk har testet skoletasker til de mindste børn.
9 forskellige skoletasker er testet, se testen her (Kræver log ind)