Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem nu

Social

Titel

Sig nej tak til reklamer i din postkasse

Reklamer kan du frabede dig i din postkasse, hvis du tilmelder dig en eller flere af de ordninger, der forpligter afsenderen til at undgå din adresse.
Af Signe Bønsvig
20. December 2017
nej tak til reklamer i din postkasse eller på mail
Foto: iStock

2 ordninger kan du sige nej tak til

Reklamer kan du godt undgå i din postkasse, hvis du ikke ønsker dem. PostNord har nemlig to forskellige ordninger, du kan tilmelde dig.

PostNords ordning "Reklamer – Nej tak" stopper reklamer uden specifik adresse til din husstand.

Ordningen "Reklamer og ugeaviser - Nej tak" stopper også reklamer uden adresse, men ordningen stopper også lokal- og gratisaviser og telefonbøger.

Sådan tilmelder du dig

Ordningerne kan du tilmelde dig digitalt eller på posthuset. Der kan gå op til 2 uger, før din tilmelding bliver registreret. Efter du er blevet registreret, modtager du et klistermærke med posten, som skal sidde synligt på postkassen.

Tilmeld dig på PostNords hjemmeside her

Tilmeldingen ophører ikke

Mærket på din postkasse behøver du ikke at forny ved årsskiftet. Har du først registreret dig, så er din tilmelding og dit klistermærke gældende, indtil du flytter fra adressen.

Klistermærker med 2014/2015 gælder derfor stadig i år og fremover. Har du tilmeldt dig ordningen i 2017 har du modtaget et mærke uden årstal på.

Flytter du fra din adresse, flytter dit nej tak dog ikke med. Registreringen er nemlig bundet til din adresse og ikke din person.

Ordningen skal du selv tilmelde dig på en ny adresse. Det gælder også, selvom den tidligere beboer har været tilmeldt ordningen og klistermærket allerede sidder på din postkasse.

Hjemmelavet Nej tak skilt duer ikke

Hjemmelavede nej tak skilte duer ikke på postkassen. Afsenderen af reklamerne skal nemlig have besked, før de er forpligtet til at undgå din postkasse.

Registreringen af et nej tak til reklamer på din adresse sker, når du tilmelder dig hos PostNord. De  giver reklamedistributørerne besked.

Sammensæt din egen reklamepakke

NejTak+ er en ordning fra reklamedistributøren FK Distribution, som gør det muligt at udvælge, hvilke reklamer du vil modtage.

Registrer dig på hjemmesiden og sammensæt selv din reklamepakke.

Tilmeld dig på NejTak+'s hjemmeside

Undgå flere reklamer – kom på Robinsonlisten

Reklamer med dit navn og adresse påtrykt er ikke dækket af Nej tak-ordningerne. Det kan være reklamer fra ejendomsmæglere, aviser eller andre erhvervsdrivende, som har indhentet navne og adresser til deres markedsføring.

Robinsonlisten er din mulighed for at undgå personligt adresserede reklamer. I modsætning til Nej tak-ordningerne er Robinsonlisten knyttet til din person og ikke til din adresse.

Vær opmærksom på, at der kan gå op mod 3 måneder, før tilmeldingen til Robinson-listen træder i kraft.

Tilmelding til Robinsonlisten betyder også, at telefonsælgere ikke må ringe til dig.

Tilmeld dig på borger.dk

Visse reklamer kan du ikke undgå

Reklamer bliver i nogle tilfælde omdelt i et omslag fra PostNord. Det kommer med adresse, men uden navn. I omslaget er der typisk reklamer fra dine lokale supermarkeder, tøjbutikker eller andre, der har en aftale med PostNord om at tage reklamerne med rundt.

Robinsonlisten sikrer dig kun mod reklamer med dit navn påtrykt, men ikke mod omslaget fra PostNord.

Information fra stat og kommune kommer altid frem

Meddelelser og annoncer fra stat, regioner og kommuner er ikke underlagt markedsføringsloven. De vil lande i din postkasse uanset mærkat eller listetilmelding.

Materiale fra politiske partier, velgørende organisationer og kirkeblade vil du også kunne modtage. Information af almen samfundsmæssig interesse for eksempel fra vandværket, hvis det lukker for vandet i en periode, modtager du også.

Modtager du alligevel reklamer?

Modtager du stadig reklamer, selv om du har tilmeldt dig Nej tak-ordninger eller robinsonlisten, skal du klage til distributøren. PostNord og FK Distribution er de to største distributører af reklamer.

Sådan klager du til PostNord

Forbrugerombudsmanden kan du klage til, hvis din klage til distributøren ikke hjælper noget.

Sådan klager du til forbrugerombudsmanden

Undgå uønskede reklamer på e-mail

Reklamer må du kun modtage på mail fra erhvervsdrivende, hvis du har givet dem lov til det.

Erhvervsdrivende må heller ikke sende dig en e-mail, hvor de spørger, om du vil modtage reklamer fra dem. Du skal aktivt og på forhånd have sagt ’ja tak’ på for eksempel en hjemmeside i forbindelse med en konkurrence, før det er lovligt.

Internetforretninger må godt sende dig reklamemails om varer lignende nogle, du har købt, hvis du har opgivet din mailadresse. Men de skal tydeligt give dig mulighed for at frabede dig elektroniske reklamer både ved købet og i senere reklame-mails.