Få hjælp her, hvis du er blevet udsat for billetsnyd
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Billetsnyd: Det skal du gøre, hvis du er blevet snydt

Billetter til koncerter og fodboldkampe kan være falske eller blive solgt for dyrt. Få hjælp her, hvis du er blevet udsat for billetsnyd.

Camilla Bielski · Foto: Getty Images · 7. juni 2021
Skilt med teksten Tickets. Hvis du oplever billetsnyd kan du få hjælp i artiklen

Er du blevet snydt af en billetsælger?

Køber du billetter til en fodboldkamp, koncert, festival eller et andet kultur- eller sportsarrangement, kan du blive snydt.

På Viagogo, Stubhub, Facebook, dba.dk eller andre uautoriserede salgsplatforme risikerer du at møde svindlere, der sælger falske billetter eller ægte billetter til overpris.

Læs, hvad du kan gøre, hvis du er blevet udsat for billetsvindel.

Kan jeg få mine penge igen, hvis jeg er blevet snydt?

Er din billet er falsk, og vil sælger ikke give dig pengene tilbage? Eller har du aldrig modtaget den billet, du har betalt for?

Dukker din billet aldrig op, kan du lave en indsigelse mod betalingen i banken og i nogle tilfælde få dine penge igen. Betalingen for billetten skal være foregået over dit betalingskort eller MobilePay, og du skal kunne overbevise banken om, at du er blevet snydt. 

På Mobilepays egen hjemmeside kan du læse om dine muligheder, hvis du er blevet snydt i en handel, hvor du har betalt med Mobilepay.

Har du betalt med bankoverførsel, kan banken kan ikke tilbageføre dine penge til dig.

Har du købt en falsk billet, er der ikke noget, du kan gøre for at få dine penge tilbage af banken.

Kan jeg få hjælp, hvis jeg har betalt overpris?

Billetter bliver ofte solgt til overpris hos uautoriserede billetudbydere som for eksempel Viagogo. Privatpersoner på eksempelvis dba.dk eller Facebook kan også finde på at sælge billetter til overpris.

Overpris betyder, at du betaler mere for billetten, end den koster hos den officielle udbyder.

Har du købt en billet til overpris, er der ikke meget hjælp at hente – uanset om du har købt billetten hos Viagogo, hos en anden uautoriseret billetplatform eller af en privat sælger.

Banken kan ikke føre dine penge tilbage, fordi du har godkendt det beløb, der er blevet trukket. Banken kan heller ikke hjælpe dig, hvis du har handlet privat.

I Danmark er det ulovligt at videresælge billetter til overpris. Loven skal sikre, at alle har lige mulighed for at gå til koncerter og sportsarrangementer.

Kan min falske billet blive ombyttet til en gyldig billet?

Opdager du i indgangen til fodboldkampen eller koncerten, at din billet ikke virker? Så kan du ikke få den byttet til en gyldig billet – heller ikke, hvis der stadig er ledige billetter til arrangementet.

Virker billetten ikke, kan den enten være falsk, eller sælger kan have kopieret billetten og solgt den flere gange. Står du i indgangen til et arrangement med en billet, der allerede har været brugt af en anden, kan du ikke bruge billetten. Arrangøren kan desværre ikke gøre noget for at hjælpe dig.

Kan jeg melde billetsnyd til politiet?

Forbrugerrådet Tænk har erfaret, at der ikke er meget hjælp at hente hos politiet, hvis du er blevet udsat for svindel i forbindelse med køb af billetter til koncerter, fodboldkampe og andre arrangementer.

Politiet har flere gange standset efterforskningen i sager om billetsnyd. Politiet mener ikke, at de kan dokumentere, at billetudbydere som Viagogo hjælper med at videresælge billetter til overpris.

Forbrugerrådet Tænk anbefaler, at du alligevel anmelder billetsnyd til politiet – også selv om det ikke er sikkert, at de kan gøre noget i den konkrete sag. Så ved politiet, at der fortsat er forbrugere, der føler sig snydt.

Hvem kan jeg klage til?

Har du købt billetter hos en dansk billetudbyder eller koncertarrangør, kan du klage til Forbrugerklagenævnet, hvis værdien af billetterne er over 1.150 kroner.

Viagogo og andre udenlandske billetudbydere kan du dog ikke klage over til Forbrugerklagenævnet. Forbrugerklagenævnet tager nemlig kun imod klager over virksomheder, der er etableret i Danmark.

Viagogo ligger i Schweiz og er derfor udenfor de danske myndigheders rækkevidde.

Forbrugerrådet Tænk mener: Snyd ved billetsalg til koncerter, fodboldkampe med videre skal bremses

"Reglerne for billetsalg til kultur- og sportsbegivenheder er klare, men vi savner, at myndighederne – både i Danmark og i EU – gør mere for at håndhæve reglerne. Vi arbejder for, at salgsplatforme i højere grad end i dag skal overholde reglerne, og at det bliver nemmere for myndighederne at håndhæve reglerne.

Her på taenk.dk finder du oplysning om billetsnyd og får hjælp til at undgå falske billetter."

Rikke Seerup Krogsgård, jurist hos Forbrugerrådet Tænk