Bliver du nervøs, når du hører om uro på det finansielle marked?
Investering er altid forbundet med risiko. Derfor er det vigtigt at du gør dig klart, hvor risikovillig du er, som investor. Bliv klogere her.
Selv om al historie viser, at investeringer giver overskud over lang tid, er investering altid forbundet med risiko. Derfor er det vigtigt, at du gør dig klart, hvor risikovillig du er, når du skal investere.
For at forstå din samlede risikoprofil, skal du kende:
- din risikovilje
- din risikoevne
- din investeringshorisont
Og hvad er så det? Læs med her.
Risikovilje
Bliver du nervøs, når du hører om uro på aktiemarkederne, og får du lyst til at sælge dine aktier, når du oplever en fald i kurserne og dermed værdien af din opsparing? Så er din risikovilje lavere, end hvis du får lyst til at købe flere aktier efter et kursfald, fordi de nu er blevet billigere. Din risikovilje handler nemlig om, hvor stærk du føler dig nede i din mave.
Din risikovilje er derfor ikke altid rationel. De fleste kender til at have en frygt eller angst, som ikke er rationelt betinget. På samme måde kan en meget lav vilje til risiko føre til, at du handler for forsigtigt, hvilket går ud over din mulighed for at tjene på dine investeringer. Og en meget høj risikovilje kan føre til, at du handler uden omtanke for, om det er fornuftigt rent rationelt set.
Risikoevne
Din risikoevne handler om din privatøkonomi. Det er simpelthen et spørgsmål om, hvorvidt du kan klare økonomiske tab såsom prisfald på din bolig, rentestigning på din gæld, arbejdsløshed og så videre. Jo større opsparing du har og jo mindre faste udgifter og gæld du har, jo større er din risikoevne.
Hvis du har investeret i en række aktier, som du efter kort tid bliver nødt til at sælge, fordi du fx mister dit arbejde, så er der større risiko for, at du taber på din investering, end hvis din økonomi kunne bære, at du lod din investering stå trods uro i din privatøkonomi.
Investeringshorisont
Forventer du at skulle sælge dine værdipapirer om 7 år, så er din investeringshorisont 7 år. Jo længere investeringshorisont, dvs. tid til at du forventer at skulle bruge dine investerede penge, jo større risiko kan du, groft sagt, tillade dig af tage.
Det er ikke det samme, som at du bør tage en høj risiko, blot fordi du har en investeringshorisont på over ti år, for det hænger selvfølgelig også sammen med din risikovilje og din risikoevne. Det er vigtigt, at dine investeringer passer til hele din risikoprofil, så du har en god fornemmelse i maven og ikke stresser over det.
Generelt bør der være minimum 5 år til, du skal bruge de investerede penge før, du bør overveje at investere i fx aktier eller investeringsforeninger.
Kender du din risikoprofil?
Når du har fastslået din risikovilje, risikoevne og investeringshorisont, er du klar til at fastlægge din risikoprofil.
Din samlede vilje og evne til at påtage dig risiko i dine investeringer kan klassisk set deles op i fem risikoniveauer: meget lav risiko, lav risiko, middel risiko, høj risiko og meget høj risiko.
Der findes flere metoder til at fastlægge dine risikoprofil. Du kan fx vælge at tale med din bank, eller få hjælp af en uafhængig økonomirådgiver. Du kan også benytte vores quiz til at få et fingrepeg om, hvor risikovillig du er i forhold til investeringer.
Her er de bedste investeringsforeninger og ETF’er
Der er store prisforskelle på investeringsforeninger og ETF'er med globale aktier – og markante forskelle på, hvordan de klarer sig, når det gælder afkast.
Her er forskellen på en investeringsforening og en ETF
De to investeringsprodukter minder på nogle måder om hinanden og kan godt sammenlignes, men en ETF adskiller sig på enkelte punkter, som du bør kende til.
Sådan får du penge ud af dine værdipapirer
Det er vigtigt at forstå, hvordan investeringer bliver til penge. Nogle værdipapirer giver udbytte af sig selv, mens andre skal sælges for at give penge.