Svindlere udnytter i stigende grad danskernes sundhedsbekymringer
Svindlere udnytter i stigende grad danskernes bekymringer for deres helbred ved at lokke med falske sundhedstjek eller lovende kosttilskud. Det får nu Forbrugerrådet Tænk til at udsende en advarsel, mens en ny kampagne fra TrygFonden, Styrelsen for Samfundssikkerhed og Forbrugerrådet Tænk vil opfordre danskerne til at hjælpe hinanden med at gennemskue svindlen.
Forbrugerrådet Tænks rådgivning oplever i øjeblikket en markant stigning i henvendelser fra forbrugere, der er kommet i økonomisk klemme efter at have benyttet tilsyneladende gratis sundhedstilbud online. Samtidig er antallet af tips om sundhedssvindel til appen Mit Digitale Selvforsvar fordoblet på under to år.
Svindlen begynder ofte med et “gratis sundhedstjek”, hvor man bliver bedt om at udfylde et online spørgeskema for at få vurderet sin sundhed. Men selvom tilbuddet reklameres som gratis via annoncer på fx Facebook, modtager man en regning på op til 700 kroner – efterfulgt af trusler om inkasso, hvis man ikke betaler.
”Digitale svindlere har længe udnyttet borgernes økonomiske bekymringer til at franarre dem penge. Nu ser vi en ny tendens, hvor de spiller på usikkerheden omkring ens sundhed. De forsøger at ramme borgerne dér, hvor de er mest sårbare,” siger Ulla Malling, digital projektchef i Forbrugerrådet Tænk.
Også kosttilskud bliver i stigende grad brugt som lokkemiddel i svindel. Produkterne lover ofte hjælp til intime eller tabubelagte problemer – fx inden for seksualliv eller vægttab – til at trække forbrugerne ind i dyre abonnementsfælder. Ofte bliver profilerede læger og forskere misbrugt i annoncerne.
Bryd tabuet og del med en fortrolig
Ifølge projektchef Ulla Malling er det en bevidst strategi fra svindlernes side at udnytte tabubelagte emner, fordi mange undlader at søge råd hos andre.
”Det bedste værn mod svindel er at give sig tid, og få flere øjne på det man modtager. Selvom det kan føles privat at dele annoncer og henvendelser om sundhedsrelaterede produkter, så opfordrer vi til, at man spørger en betroet ven eller familiemedlem, da det kan være svært at gennemskue hvad der er sandt og hvad der er falsk, ” siger Ulla Malling.
Appen Mit Digitale Selvforsvar udsender løbende advarsler om aktuel svindel, og som noget nyt kan alle brugere af appen tilføje en “betroet ven”, som man løbende kan dele mistænkelige beskeder og annoncer med.
”Vi håber, at funktionen kan gøre det lettere at tale om svindel og hjælpe hinanden med at undgå at blive snydt – også når det bliver sårbart,” siger Ulla Malling.
Kampagne skal styrke selvforsvaret
Stigning i sundhedsrelateret svindel er blot endnu et eksempel på, at digital svindel breder sig hurtigt og konstant finder nye former. For forbrugerne bliver det stadig sværere at gennemskue, hvad der er ægte, og hvad der er forsøg på at narre personlige oplysninger eller penge ud af dem.
Derfor er Forbrugerrådet Tænk, TrygFonden og Styrelsen for Samfundssikkerhed gået sammen om at styrke danskernes digitale selvforsvar i en stor kampagne, der skal udbrede kendskabet til appen Mit Digitale Selvforsvar.
Kampagnen skal vise, at fællesskab kan være med til at beskytte forbrugerne mod svindel, og at den nye version af appen her kan være en hjælp til forbrugerne ved at dele advarsler, tale om svindel og hjælpe hinanden.
Forbrugerrådet Tænk beklager fejlagtigt udsendte mails
En mail om produkter, som dumper i test, blev ved en fejl sendt ud til en gruppe forbrugere, som ikke har bedt om at modtage sådanne mails. Forbrugerrådet Tænk beklager fejlen og skærper procedurerne, så det ikke kan ske fremadrettet.
Forbrugerrådet Tænk fejrer 75 år i forbrugernes tjeneste
Det er 75 år siden, at danske husmødre marcherede mod Christiansborg og siden stiftede Danske Husmødres Forbrugerråd i protest mod, at der kun var få varer af dårlig kvalitet tilgængelige for familierne. I dag hedder organisationen Forbrugerrådet Tænk, og her kæmper man fortsat forbrugernes sag. I dag er det blandt andet den digitale handelsplads og det bæredygtige forbrug, der fylder for forbrugerne og deres organisation.
Ondt i økonomien presser unge på deres uddannelse
Mange af de unge, der mistrives på deres uddannelse eller ligefrem dropper ud, har også økonomiske problemer. Det viser en ny undersøgelse, som Forbrugerrådet Tænk har lavet i samarbejde med Finans Danmark. Undervisning i privatøkonomi kan give redskaber til at håndtere økonomien og bør prioriteres højere, foreslår de to organisationer.